Hvor galt står det til ved Fukushima-kraftværket?

I den seneste tid har danske og internationale medier skrevet med voksende uro om situationen ved Fukushima-kraftværket, der mildest talt synes at være i en tilstand, der er ved at løbe ud af kontrol:

Rekordhøje strålingsmålinger, kontamineret grundvand for ej at forglemme de 300 tons ekstremt forurenet vand, som sev ud fra køletankene for nogle uger siden - køletanke, som stadig er sprunget læk.

Frygten for radioaktive fisk er naturligvis til stede, og det har netop fået Sydkorea til at forbyde al import af fisk fra området.

Al den opmærksomhed er da heller ikke gået vores læsere uagtet forbi, og flere har skrevet ind for at høre, hvor ’grelt’ det egentlig står til, som en enkelt formulerer det.

Vi dykker ned i katastrofeområdet og ser på, hvordan det ser ud nu:

Radioaktiv stråling fra Fukushima kunne måles i Danmark

Lige nu arbejder Tokyo Electric Power Company (TEPCO) på højtryk for at rydde op efter dønningerne af ulykken i marts 2011, der medførte et radioaktivt udslip omkring en tiendedel af den samlede mængde frigivet fra Tjernobyl i 1986.

En læser spørger, om der er lavet beregninger på, hvordan udslippet påvirkede den nordlige halvkugle.

I de første dage blev store mængder radioaktivt stof frigivet til atmosfæren og spredt med vinden over hele verden, forklarer programleder ved DTU’s Center for Nukleare Teknologier, Sven Poul Nielsen:

»Vi målte nogle små niveauer i Danmark i marts-april 2011, men det var ret kortvarigt, og det var meget små niveauer.«

Ingen overhængende fare for den nordlige halvkugle

Ifølge Sven Poul Nielsen svarede strålingsniveauerne til en dosis lavere end én mikrosievert, og så er vi altså nede i doser, der er langt mindre end et røntgenbillede ved tandlægen. Til sammenligning modtager vi alle en uskadelig daglig dosis radioaktiv baggrundsstråling på omkring 10 mikrosievert.

Der er altså intet der tyder på, at Fukushima-ulykken skulle få vidtrækkende konsekvenser for os nordboere.

Radioaktive stoffer sætter sig i afgrøderne

Frygten var selvfølgelig reel, for store mængder radioaktive udslip til atmosfæren er bestemt farlige, siger Sven Poul Nielsen og forklarer, at det største problem er den efterfølgende nedbør, hvor de radioaktive stoffer falder ned på jorden og optages i landbrugsafgrøderne.

Radioaktive isotoper som cæsium-137 og strontium-90 er særligt problematiske på grund af deres lange halveringstid på omkring 30 år. Når først de er havnet i jorden, så har de en tendens til at blive der, og dyrkes der landbrug på den jord, er det en meget direkte vej ind i vores krop for de radioaktive stoffer.

Du kan læse mere om, hvordan radioaktiv stråling skader dig i denne artikel.

Derfor har den japanske regering også afspærret et område med en radius på 20 kilometer omkring kraftværket, hvilket har medført til forflyttelsen af hundredetusinder af japanere, der engang havde deres hjem nær Fukushima. New York Times har en grafik (engelsk), der giver et overblik over den kontaminerede zone.

Størstedelen af radioaktivt nedfald røg i havet

Derudover er der også blevet foretaget grundige studier af cæsium-137 aflejringer på det japanske fastland. De undersøgelser har blandt andet konkluderet, at dele af det nordøstlige Japan bør betragtes som usikkert for landbrug.

Samme studie konkluderer samtidig, at det sydlige Japan blev skånet for det værste takket være en omgrænsende bjergkæde, og at størstedelen af cæsium-137 og de øvrige radioaktive isotoper blev bragt ud over Stillehavet, hvor det faldt i.

Sidenhen er der kun røget mere radioaktivt materiale i havet; senest 300 tons radioaktivt kølevand, som TEPCO smed i havet, og ifølge meldinger bliver det kun værre: Hundredevis af de 1.000 tanke fyldt med yderst radioaktivt vand er sprunget læk og siver enten ud i havet eller ned i grundvandet.

Og netop de nyheder har givet anledning for en læser til at skrive ind, for hun har læst, at Stillehavet om tre til fire år vil have grænseværdier, der er langt over det tilladte.

Radioaktivt udslip i havet er ikke så alvorligt som i atmosfæren

Men der er ifølge Sven Poul Nielsen ikke den store grund til at blive bekymret, hvis de radioaktive stoffer skulle ryge ud i havet.

»I havet bliver de radioaktive isotoper både forsinket og fortyndet. Som tommelfingerregel plejer man faktisk at sige, at et udslip til havet er cirka ti gange mindre alvorligt end udslip til atmosfæren,« forklarer han.

Og selvom det selvfølgelig er problematisk, at kontamineret vand fra hundredevis af vandtanke siver ned i grundvandet, så kan det overraskende nok også være en fordel ifølge den danske strålingsekspert:

»Man er naturligvis ikke glad for at få forurenet grundvand, for det kan forurene drikkevandet, men fordelen ved, at det kommer ned i grundvandet frem for havet, er, at der så sker en forsinkelse af udbredelsen.«

Grundvandet sænker hastigheden på radioaktivt udslip

For eksempel udbredelsen til Stillehavet, som den japanske regering i øjeblikket forsøger at dæmme op for ved at bygge en 1,4 kilometer lang og 27 meter dyb mur af is i jorden omkring vandtankene. Projektet til 2,8 mia. kroner er i sin tidligste fase og forventes at stå klar i 2015.

Men præcis hvad sker der egentlig, når de radioaktive stoffer siver ned i grundvandet, og bliver de ført med grundvandet ud i havet?

Først og fremmest, forklarer Sven Poul Nielsen, så vil de radioaktive isotoper cæsium-137 og strontium-90 være tilbøjelige til at knytte sig til jordens bestanddele, og »der blive siddende og henfalde uden at volde skade,« siger Sven Poul Nielsen.

Radioaktivt brint er største trussel mod Stillehavet

Værre er det med en tredje isotop, tritium, som er radioaktivt brint.

»Tritium indgår i vandet og bevæger sig derfor også nemmere med det,« siger Sven Poul Nielsen.

»Og det vil så blive ført bort med strømmen og fortyndet, efterhånden som det bliver transporteret længere ud.«

Bliver det kontaminerede tritium-grundvand brugt som drikkevand, er det rigtig skidt, men hvis ikke, er det først, når det når ud i havet, at det kan blive farligt, siger Sven Poul Nielsen.

Fukushima-fisk kan godt serveres som sushi

Ude i havet er der masser af liv, og det er fiskene og havplanterne, som vil lide mest af det radioaktive udslip. Den radioaktive isotop cæsium-137 optages i fiskene ligesom tungmetaller, og så er der en risiko for mennesker, for spiser vi en stærkt radioaktiv fisk, risikerer man at få en sundhedsskadelig strålingsdosis indenbords.

For seks dage siden meddelte Sydkorea et totalt ophør af al fiskeriimport fra vandene omkring Fukushima, og Kina har nægtet at tage imod fisk og tang fra området siden ulykken i 2011.

Så langt som den amerikanske vestkyst har frygten bred sig, særligt da amerikanske forskere i 2012 kunne frigive et studie i PNAS, der dokumenterede forhøjede mængder af cæsium i tunfisk fanget ud for den californiske kyst.

Men ikke høje nok til at det var en potentiel sundhedsrisiko, hvilket et nyt studie fra i år af de samme forskere også har påvist: En 400 grams bøf af tunfisk fra Fukushima, som er svømmet tværs over Stillehavet, indeholdt ikke mere cæsium end til at give en strålingsdosis i omegnen af 0,016 mikrosievert, hvilket er omkring en tiendedel af den dosis, man får af at spise en banan.

Samme studie viser også, at tunfiskene fanget omkring Japan indeholder 40 gange så meget cæsium som tunfiskene i Californien, men at niveauet stadig er acceptabelt for menneskelig føde.

Intet tyder altså på, at Fukushima-ulykken har forvandlet verdens største ocean til en radioaktiv dødsfælde – og formentlig heller ikke gør det.

Radioaktive stoffer udskilles naturligt

Og det er egentlig ikke så overraskende, fortæller seniorforsker i marin økologi Jakob Strand fra Institut for Bioscience ved Aarhus Universitet.

»Fiskene optager de radioaktive stoffer – og de har egentlig nogle paralleller til tungmetaller – gennem gællerne i opløst form eller gennem planter eller små dyr, som også har optaget de her stoffer,« begynder han.

Når de radioaktive stoffer er inde i fisken, bliver de bundet til forskellige proteiner. Særligt i leveren er der et metalbindende protein, forklarer Jakob Strand, og derudover er leveren et deponeringsorgan som rigtig mange ting på et eller andet tidspunkt passerer.

»Og inde i fiskens krop kan strontium og cæsium godt være i lang tid, men der vil samtidig ske en kontinuerlig udskillelse, hvis de svømmer ud i renere omgivelser,« siger Jakob Strand og fortsætter, at han vil forvente en noget kortere biologisk halveringstid end tredive år. For de fleste metaller er der tale om et par måneder, tilføjer han.

Fukushima-ulykken giver mere kræft

Indtil videre er der ikke blevet knyttet nogen direkte dødsfald til strålingsudslip fra Fukushima-ulykken. Jordskælvet og tsunamien tog livet af mere end 18.000 japanere og hundredetusinder er blevet internt forflyttet i landet.

En undersøgelse fra Verdenssundhedsorganisationen (WHO) fra februar 2013 anslår, at spædbørn i områderne tættest ved Fukushima har en øget risiko for at udvikle kræft – særligt kræft i skjoldbruskkirtlen, som er 70 procent højere end normalt.

Imens fortsætter oprydningsarbejdet omkring kraftværket. Den japanske regering overtog oprydningsarbejdet fra TEPCO i slutningen af august efter at sidstnævnte gang på gang har vist sig utilregnelig i sin håndtering af sagen.

Men ifølge Sven Poul Nielsen er udviklingen vendt i den rigtige retning.

»Truslen for miljøet kan jeg ikke forestille mig er værre, end det atmosfæriske udslip de allerede har haft. Selvfølgelig har de et alvorligt problem – og det er et temmelig gigantisk problem – for vandtankene lækker, men de alvorlige problemer, dem tror jeg, er overstået.