I et af sine mange tweets har Trump pludseligt skabt tvivl om den vej, USA skal vælge for rumfarten – om Månen eller Mars har den højeste prioritet.
Det sker, kort tid efter at NASA har igangsat Artemis-projektet, der skal føre USA tilbage til Månen inden 2024.
Hvad, der havde været brug for, var en klar støtte til Artemis, men i stedet skriver Trump, at amerikanerne allerede har været på Månen for 50 år siden, og desuden bruger han sætningen »Månen er en del af Mars«.
Hvis han med den sætning mener, at måneplanerne er en del af planen om at rejse til Mars, fremgår det i hvert fald ikke klart. I stedet er resultatet blevet, at tweetet er blevet gjort grundigt til grin på internettet.
Tweetet må have sat gang i en livlig aktivitet hos NASA, der jo har til opgave at gennemføre de planer, præsidenten og kongressen lægger for fremtiden i rummet, og som mere end noget andet har brug for klare retningslinjer og ro til at gennemføre de store rumprojekter.
Hvad Trump skrev
Tweetet blev sendt 7. juni fra Air Force One, da Trump var på vej hjem fra sin tur i Europa.
Her skriver Trump oversat til dansk:
»Med alle de penge, vi bruger, skulle NASA ikke tale om at rejse til Månen – det gjorde vi for 50 år siden. De skulle koncentrere sig om de meget større ting, vi er i gang med, herunder Mars (som Månen er en del af), forsvar og videnskab!«
Hvad vil Trump?
Hvis NASA’s leder, Jim Bridenstine, er forvirret, har han god grund til det.
Trump har selv underskrevet et direktiv om, at NASA skal vende tilbage til Månen senest 2024, og han har også søgt om ekstra 1,6 milliarder dollar til dette projekt, som nu går under navnet Artemis (Artemis er i den græske mytologi søster til solguden Apollo, og hun er selv gudinde for Månen).
LÆS OGSÅ: Trump skruer op for rum-budget: NASA vil lande første kvinde på Månen i 2024
Med det budget, NASA har, er det selv med de ekstra penge en enorm udfordring at kunne gennemføre Artemis. NASA har simpelthen ingen penge til et Mars-projekt. Selv under de mest gunstige forhold vil en rejse til Mars først kunne finde sted efter 2030.
Betyder Trumps tweet, at han nu har glemt Artemis og meget hellere vil hurtigt til Mars? Eller vil han gøre Artemis til en del af et større Mars-projekt? Man kan kun sige, at svaret blæser i vinden.
Bemærkningerne om forsvaret er også uklare, da NASA er et civilt rumagentur. Den militære rumfart hører for tiden under luftvåbenet, og her søger Trump jo at få oprettet et nyt værn, en ’Space Force’. At blande NASA sammen med militær rumfart er helt ved siden af.
LÆS OGSÅ: Hvad skal Trumps Space Force gøre, og hvad vil militær i rummet føre til?
NASA har brug for en klar retning
Den bedste kommentar er kommet fra lederen af The Planetary Society, Bill Nye.
Han skriver oversat til dansk:
»For vellykket at kunne gennemføre bemandet rumfart er det nødvendigt med konsistens og klarhed i den nationale politik. Det Hvide Hus bliver nødt til klart at udtrykke, hvad de mener, så NASA kan gennemføre store bedrifter indenfor videnskab og udforskning.«
\ Om artiklens forfattere
Helle og Henrik Stub er begge cand.scient’er fra Københavns Universitet i astronomi, fysik og matematik.
I snart 50 år har parret beskæftiget sig med at formidle astronomi og rumfart gennem radio, fjernsyn, bøger og foredrag og kurser.
De står bag bøgerne ‘Det levende Univers‘ samt ‘Rejsen ud i rummet – de første 50 år‘ og skriver om aktuelle astronomiske begivenheder for Videnskab.dk, hvor de går under kælenavnet ‘Stubberne’.
Bill Nye peger her på det største problem inden for amerikansk rumfart, nemlig manglen på en langtidsplanlægning, som har en bred opbakning. Hvad Trump her har gjort, er for alvor at rejse tvivl om, hvad den amerikanske politik går ud på.
Sætningen »Månen er en del af Mars« er, uanset hvad Trump mener, meget uheldig. Det er en ren foræring til vittighedstegnere og gør det desværre let at trække det hele ned på et niveau, hvor den slags i virkeligheden ret vigtige diskussioner slet ikke hører hjemme.
Desuden må det tilføjes, at der er et stort misforhold mellem de mange penge, Trump henviser til i tweetet, og de enorme udgifter, et Mars-projekt vil kræve. NASA har i forvejen svært ved bare at klare de daglige udgifter blandt andet til vedligeholdelse af Den Internationale Rumstation.
LÆS OGSÅ: Vilde planer om rejser til Månen og Mars annonceret