USA vs. Kina: Hvem er verdens førende rummagt?

Der er ingen tvivl om, at USA anser sig selv for den førende rummagt i verden.

Til februar 2026 skal missionen Artemis 2 med fire astronauter sendes rundt om Månen på den første bemandede måneflyvning i mere end 53 år.

Dertil kommer, at SpaceX for nylig gennemførte en helt vellykket 11. prøveflyvning af verdens største raket, Starship. Den næste opsendelse af Starship bliver af en ny 3. version, hvor man for første gang vil gå i bane om Jorden.

De kommende opsendelser af Starship afventes med spænding, for hele fremtiden for Artemis-projektet afhænger af, hvor hurtigt Starship er parat til at blive sendt mod Månen.

Starship skal nemlig fungere som månelandingsfartøj for den fremtidige mission Artemis III og transportere astronauter fra månebane ned til Månens overflade og tilbage igen.

Man håber på, at dette vil være muligt i 2027 eller 2028, men det er, som vi skal se nærmere på i denne artikel, stadig meget usikkert.

Amerikanerne mener selv at Artemis 2 og Starship er bevis for, at USA stadig er ’the best in the world’, når talen falder på at udforske og udnytte rummet.

Men går vi lidt bag overskrifterne, så er sagen ikke så simpel, for Kina arbejder hårdt på at overhale USA, og det er meget muligt at man bare 20-30 år vil anse Kina for at være den førende rummagt.

Det helt afgørende bliver, hvem der først sender mennesker til Månen. Der er ikke noget formelt kapløb mellem Kina og USA, men det bliver mere og mere klart, at den første landing på Månen i mere end 50 år vil få både politiske og økonomiske konsekvenser.

Derfor vil vi nu direkte sammenligne USA og Kina, for bedre at forstå hvorfor amerikanerne nu er blevet bange for, at de næste mennesker på Månen bliver kinesere – for det burde efter den amerikanske selvforståelse jo slet ikke være en mulighed.

Kina har et meget ambitiøst rumprogram

Det er velkendt at Kina har et stort rumprogram. Mange har nok hørt om rumstationen Tiangong, og at kinserne har landsat sonder på Månen, men det er kun toppen af isbjerget.

Kina opsender nemlig også et stort antal satellitter, vi sjældent hører om, men som tilsammen danner et billede af et meget stort og meget ambitiøst rumprogram.

For at kunne sammenligne det kinesiske rumprogram med det amerikanske skal man se på de to faktorer som er afgørende for ethvert rumprogram:

• Den politiske støtte til rumfarten, herunder den kommercielle rumfart
• Den teknologi og industri der er til rådighed til at gennemføre rumprojekter

Kina buldrer frem

Nu, mere end 50 år senere, er situationen en helt anden, når man skal sammenligne det kinesiske og det amerikanske rumprogram.

Hvad angår teknologi så er der ikke den store forskel. Amerikanerne har stadig et mindre forspring i forhold til Kina, men Kina uddanner langt flere ingeniører end USA, så man skal ikke udelukke, at Kina i løbet af få år er fuldt på højde med USA, og desuden er den kinesiske industri så moderne, at den kan udnytte de teknologiske fremskridt.

I september kom en amerikansk rapport om Kinas rumfart med navnet ’Redshift’. Den 112-sider lange rapport er udarbejdet af Commercial Space Federation - en interessegruppe, der støtter investeringer i den amerikanske kommercielle rumindustri.

Rapporten indeholder oplysninger om Kinas forskellige rumaktiviteter, herunder rumstationen Tiangong, opbygningen af et kinesisk modstykke til Starlink (Elon Musks internetsatellitter), planerne om at besøge og kolonisere månen samt andre satellitprojekter.

Konklusionen var klar: »Kinas rumfremgang - drevet af disciplineret politik, strategiske investeringer og omfattende teknologiske fremskridt - har fundamentalt ændret den måde man kan udøve magt.«

To faktorer gør Kinas rumprogram stærkt

For Kinas rumprogram er stort. De har mange opsendelser hvert år af alt fra militære satellitter til civile satellitter med mange opgaver, lige fra at overvåge katastrofeområder til kommunikation og vejrtjeneste.

Der er i de sidste år opsendt mere end 200 satellitter om året, og tallet er stigende – og desuden er mange af satellitterne teknisk meget avancerede.

Især fremhæves to faktorer af betydning for Kinas rumprogram:

• Der er ved at blive opbygget en kommerciel rumfart, som nok er reguleret af staten, men alligevel har en betydelig frihed til at innovere og søge nye veje i rummet
• Kina har åbnet en ’Silkevej i rummet’, hvilket betyder et stærkt øget samarbejde med andre lande. Indtil videre har Kina nu mere end 80 samarbejdsaftaler med andre lande, og det betyder ifølge rapporten, at den amerikanske indflydelse i rummet bliver mindre.

Amerikanerne kan derfor ikke bare læne sig tilbage og tro, at de altid vil være de teknisk førende.

Den politiske faktor – USA er kaotisk sammenlignet med Kina og Europa

Det fører os til den anden grundpille for rumfarten, nemlig den politiske og økonomiske støtte til rumfarten - især til langsigtede projekter, der ikke umiddelbart kan give et afkast, men som kan blive afgørende om måske 10-20 år fra nu.

Et eksempel kan være at investere i den forskning, som skal til for at skabe atommotorer og til at bygge selvforsynende baser på Månen og Mars.

På grund af sit politiske system kan den kinesiske regering lægge langsigtede planer, hvor NASA’s budget skal forhandles hvert år, hvilket er et enormt problem for projekter, der vil tage mange år at gennemføre.

Med den splittelse, der er i USA, er budgetforhandlinger blevet et stigende problem, og der har faktisk længe været et ønske om, at NASA’s budget kan forhandles over en flerårig periode.

Det gør vi i Europa, hvor medlemslandene i rumagenturet ESA mødes hvert tredje år til en ministerkonference for at forhandle og aftale de langsigtede budgetter. Det sker næste gang til november.

Sammenlignet med Europa og Kina er de amerikanske budgetforhandlinger kaotiske, især nu hvor Trump-regeringen har foreslået meget voldsomme nedskæringer på NASAs budget, og samtidig fyret et stort antal medarbejdere. Lad os se på konsekvenserne.

Kinas måneprogram vs. USA’s

Kina har i flere år haft et veldefineret måneprogram med et stabilt budget, og som sigter mod at landsætte kinesere på Månen inden 2030. Det er ikke noget dristigt program, men det er en god begyndelse.

Kort sagt så går programmet ud på at sende ikke en, men to raketter til Månen, hvor de skal gå i bane:

• Den ene raket medbringer landingsfartøjet Lanyue
• Den anden raket medbringer rumskibet Mengzhou hvor astronauterne befinder sig

Lanyue og Mengzhou skal så mødes, hvorpå astronauterne stiger om til landingsfartøjet og lander på Månen. Efter endt ophold flyver de så op til Menzhou og rejser hjem.

Det minder meget om den måde, amerikanerne landede på Månen for over 50 år siden, bortset fra, at NASA opsendte både landingsfartøj og Apollo-rumskib med en raket.

Fordelen ved Kinas to raketter er, at Lanyue på 26 ton kan medføre ekstra brændstof til landingen. Til sammenligning vejede Apollo-landingsfartøjet kun 15 ton.

Meget tyder på, at Kina nok vil begynde med at lande på de flade sletter nær Månens ækvator og først senere at forsøge landing på det stærkt kuperede terræn ved Månens sydpol, hvor der er mulighed at finde is under overfladen og hvor der planlægges at bygge en base.

NASA har sådan set også et ganske fornuftigt program i Artemis, men programmet har været stærkt underfinancieret og med det ekstra problem, at NASA’s måneraket, SLS, er blevet brugt af senatet til at fordele gode kontrakter til forskellige lokalområder.

Dette har ført til det uundgåelige resultat, at raketten med en pris på 4 milliarder dollar for en opsendelse er blevet for dyr til at kunne anvendes i Artemis-projektet i længere tid. Raketten skal simpelthen udskiftes med noget billigere.

Desuden kan NASA’s eget rumskib, Orion, ikke lande på Månen, ganske som det kinesiske Menzhou, så NASA skulle derfor ud at købe et landingsfartøj, og det endte med en meget omdiskuteret kontrakt til SpaceX.

USA håbede, SpaceX kunne trække en kanin op af hatten

Jim Bridenstine, der var leder af NASA under Trumps første periode som præsident, har under en senatshøring i september kommenteret, hvad der skete dengang i april 2021, hvor afgørelsen om landingsfartøjet blev truffet.

Bridenstine har betegnet SpaceX-planen som »ekstraordinær kompleks« og tilføjet: » Dette er en arkitektur, som ingen NASA-administrator, så vidt jeg kender til, ville have valgt, hvis de havde haft valget.«

Problemet var bare, at NASA ikke havde mange penge, så prisen var afgørende, og så kunne man jo bare håbe, at SpaceX igen kunne trække en kanin op af hatten og landsætte en 50 meter høj raket, uden at den ville vælte.

Hertil kommer som nævnt, at USA simpelthen bliver nødt til at skifte SLS-raketten ud med noget billigere, og her er der for tiden ikke andet and Starship. Lige nu diskuteres, om man skal slutte med SLS efter den første landing med Artemis 3 eller fortsætte til Artemis 5 – men det kritiske spørgsmål er: Hvornår vil Starship være parat til at opsende astronauter?

Nuværende NASA-leder vil slå kineserne

Trods de store problemer har NASA for tiden kun en fungerende leder ved navn Sean Duffy, som er transportminister, samtidig med at han fungerer som leder af NASA. Da begge job er fuldtidsstillinger, viser det noget om den prioritet, regeringen giver NASA.

Sean Duffy har ingen speciel viden om rumfart, men følger bare Trumps planer om USA's fremtid i rummet.

Duffy reagerede på Senatets høring 4. september under et borgermøde med agenturets medarbejdere og sagde ifølge spacenews.com, at høringen var ensbetydende med at »kaste skygger over os alle i NASA«.

»Måske er jeg konkurrenceminded. Jeg var vred over det. Jeg skal være forbandet, hvis det er den historie, vi skriver. Vi skal slå kineserne til Månen,« sagde han.

Det er nok for sent at ændre planer nu – der er jo ikke længe til 2030. NASA har dog skrevet endnu en kontrakt om at landsætte mennesker på Månen med firmaet Blue Origin. De vil i 2026 søge at landsætte et stort, ubemandet fartøj på Månen – en forløber for et senere bemandet rumskib, som dog næppe kan være færdigt før efter 2030.

Helt ny udmelding fra Sean Duffy: Vil NASA droppe Starship?

Men Sean Duffy er nu kommet med en helt ny melding, der kan få enorm betydning for Artemis-projektet. Han vil nemlig genåbne konkurrencen, om hvem der skal bygge landingsfartøjet til Artemis, selv om NASA allerede har to kontrakter med SpaceX og Blue Origin.

I et interview på Fox News 20. oktober sagde Duffy, at SpaceX er sakket bagud i sine bestræbelser på at udvikle Starship-fartøjet som en månelander.

Duffy anerkendte også indirekte, at NASA’s forventede mål om en bemandet månelanding i 2027 ikke længere er opnåeligt, og at præsidenten derfor vil sikre sig, at vi slår kineserne. Han vil nå til Månen i sin embedsperiode.

Derfor åbnes der nu for nye udbud, og Duffy mener, at ​​vi vil se virksomheder som Blue Origin blive involveret, og måske andre. Som han sagde:

»Vi kommer til at have et rumkapløb med hensyn til amerikanske virksomheder, der konkurrerer om at se, hvem der rent faktisk kan føre os tilbage til Månen først.«

En ting er sikkert: Det bliver meget, meget dyrt at få bygget en ny månelander på under 3 år. Der tales om en pris på 20-30 milliarder dollar ekstra, og problemet er også at finde nogen andre firmaer end SpaceX eller Blue Origin, som kan klare opgaven.

En af de muligheder, som måske kan komme, er, at NASA selv kommer til at stå for projektet, måske hjulpet af et firma som Lockheed Martin, der vist i det stille har set på muligheden i et stykke tid.

På den anden side vil man også få brug for SpaceX’ Starship og måske også Blue Origins månelander – på den ene eller anden måde.

Rent sikkerhedsmæssigt vil det dog nok være en stor fordel at undgå den 50 meter høje raket som SpaceX foreslog, og så starte med noget mindre som nok kommer til at minde om den oprindelige Apollo månelander.

Vi får se, men det er mere end dristigt på dette tidspunkt at starte et nyt udbud. NASA har det bestemt ikke let for tiden, hvor de skal kæmpe mod store nedskæringer i antallet af ansatte.

Så mon ikke Kina alligevel vil vinde månekapløbet?

Hvad hvis Kina kommer først til Månen?

Og hvad vil der så ske, hvis Kina kommer først til Månen?

I første omgang ikke andet, end at Kinas prestige og indflydelse øges, og at verden også på rumområdet vil blive mere opmærksom på ’det globale syd’ som en konkurrent til vesten og vestlig teknologi.

Den virkelige udfordring er på længere sigt, om USA politisk kan gennemføre det fulde Artemis-projekt med baser på Månen og en begyndende industriel anvendelse af Månens resurser.

Det er her, fremtiden vil formes over de kommende årtier, og for øjeblikket ser det ud til at være en større udfordring for USA end for Kina.