Vi er begge uddannet på Københavns Universitet i astronomi, fysik og matematik.
I snart 50 år har vi desuden beskæftiget os med at formidle astronomi og rumfart gennem radio, fjernsyn, bøger og foredrag og kurser - herunder på Folkeuniversitetet.
Starliner-rumskibet frakobles Den Internationale Rumstation (ISS) for at vende tilbage til Jorden. To astronauter skulle være med kapslen, men er nu efterladt på ISS. (Billede: NASA).
Starliner er vendt hjem uden astronauter: Hvad er fremtiden for det fejlramte rumskib?
Et rumfartøj tager op til den Internationale Rumstation, men vender retur uden sine astronauter. Det lover ikke godt for Boeing og indvarsler måske nye tider i den globale rumfartsbranche.
Stubberne - Henrik og Helle StubLektorer i astronomi, fysik og matematik
Et rumfartøj tager op til den Internationale Rumstation, men vender retur uden sine astronauter. Det lover ikke godt for Boeing og indvarsler måske nye tider i den globale rumfartsbranche.
Så vidt vi ved, er det aldrig sket før i rumfartens historie, at et rumskib er opsendt med to astronauter og vender hjem uden besætning.
Men det var, hvad der skete med Boeings nye Starliner-rumskib, der blev opsendt 5. juni med de to astronauter Barry Wilmore og Sunita Williams på en prøveflyvning til Den Internationale Rumstation (ISS).
Rumskibet er nu vendt tilbage til Jorden, hvor det landede i New Mexico 6. september uden de helt store problemer. Men det efterlod samtidig Wilmore og Williams på ISS.
Astronatuerne skal nu blive på rumstationen indtil februar 2025, hvor de får et lift ombord på et Dragon-rumskib, bygget af konkurrenten SpaceX.
Starliners flyvning er allerede blevet en hel saga, som vi her vil berette om – men der er også en anden historie om Boeings rumprojekter, der på lidt længere sigt kan få en meget større betydning for rumfarten end Starliner.
En problemfyldt rejse
Det hele begyndte 6. juni, dagen efter rumfartøjet Starliner var blevet opsendt.
Starliner er udstyret med ikke mindre end 64 små raketmotorer, der bruges til at korrigere kursen. Det kræver nemlig præcise manøvrer at koble et rumskib til ISS. Disse motorer får deres tanke sat under tryk af helium, og dette tryk er nødvendigt, for at motorerne kan affyres.
Annonce:
Men da Starliner nærmede sig ISS, blev fem af disse små motorer ’fravalgt’ af computeren, fordi de ikke leverede kraft nok.
Desuden blev der fundet fire små lækager i beholderne med helium ud over en femte lækage, man kendte til før opsendelsen - som man valgte at ignorere. Men trods problemerne lykkedes det alligevel at koble Starliner til ISS.
Derefter kom ingeniørerne fra Boeing på arbejde.
Der blev foretaget mange test og analyser. Til sidst blev konklusionen, at heliumlækagerne skyldes, at nogle tætninger til heliumtankene var blevet beskadiget. Det burde dog ikke være et problem, fordi Starliner har mere end 10 gange så meget helium med som nødvendigt til at kunne gennemføre flyvningen.
Den nedsatte motorkraft skyldes for høje temperaturer, som havde deformeret nogle tætninger af teflon i motorerne, således at de ikke modtog brændstof nok.
Her skød man skylden på en omfattende afprøvning af motorerne, mens de var udsat for fuldt sollys. Også det problem mente de let kunne løses under nedturen – men det var NASA ikke enige i.
Derfor valgte NASA at sende rumskibet tomt hjem, og det forløb, som det skulle.
Annonce:
NASA-billede der viser, hvordan Starliner-rumfartøjet bliver undersøgt efter landingen. (Billede: NASA).
Starliner og Boeing
Det burde jo i dag ikke være det helt store problem at bygge et rumskib, som kan sende astronauter op til ISS.
NASA har for mange år siden udliciteret opgaven til SpaceX og Boeing.
SpaceX tog deres Dragonrumskib i brug allerede i 2020, men nu er det tvivlsomt, om man overhovedet kommer til at tage Starliner-fartøjet i brug i 2025. Vi begynder desuden at nærme os 2030, hvor rumstationen ISS skal ind i atmosfæren for at brænde op.
Behovet og markedet for Starliner bliver derfor stadig mindre.
Der er en enorm forskel på den måde, SpaceX og Boeing har klaret opgaven. Spørgsmålet er, hvor vi skal søge årsagen.
Her er det nærliggende at se på, at Boeing har haft deres udfordringer også med passagerfly som 737 Max-flyet, der havde to ulykker i 2018 og 2019. I januar i år tabte en 737 Max derudover endnu et panel i en ret voldsom hændelse, der heldigvis ikke kom til at koste menneskeliv, selv om døren til cockpittet blev revet op.
Man kan argumentere for, at afdelingen, der bygger fly, ikke har noget at gøre med den afdeling, der bygger rumskibe.
Annonce:
Men 737 Max har skabt en vis bekymring over virksomhedens engagement i sikkerhed og kvalitetskontrol. Det er en bekymring, som understøttes af de to første ubemandede prøveflyvninger med Starliner.
Ved den første opsendelse den 20. december 2019 blev der afsløret nogle meget alvorlige softwarefejl, der i første omgang førte til et så stort brændstofforbrug, at Starliner til sidst ikke havde brændstof nok til at gennemføre en sammenkobling med ISS.
Da Starliner så skulle sendes tilbage til Jorden, blev der afsløret en anden softwarefejl, der kunne have ført til en katastrofal kollision mellem selve Starliner og servicemodulet, der afkastes før landingen.
Bagefter erkendte Boeings vicepræsident, John Mulholland, at selskabet ikke havde udført en samlet test af softwaren på rumskibets computer. Det gør man normalt ved at simulere en flyvning fra start til slut, men Boeing havde i stedet kun havde udført mindre afprøvninger.
Denne tilgang bidrog til de softwarefejl, der førte til de næsten katastrofale fejl under flyvningen.
Mulholland insisterede dog på, at Boeing ikke havde søgt at spare penge. Der blev også rettet kritik mod NASA for ikke at presse Boeing til at udføre en fuldstændig afprøvning af softwaren.
Der var derfor brug for endnu en ubemandet afprøvning, som først fandt sted i maj 2022, efter en forsinkelse på næsten to år, hvor der hele tiden blev afsløret nye fejl og problemer, både med softwaren og de små styremotorer.
Annonce:
Problemerne var så alvorlige, at da man var næsten klar til en opsendelse i august 2021, og Atlasraketten var kørt ud på rampen med Starliner monteret på toppen, blev der afsløret fejl i 13 af styremotorerne.
Raketten måtte køres tilbage igen, og man endte med at udskifte hele servicemodulet.
Da Starliner så omsider kom afsted i 2022 var der stadig problemer – dog heldigvis mindre – med styremotorerne.
Men flyvningen blev erklæret for så vellykket, at man besluttede, at den tredje flyvning skulle være bemandet, med det resultat vi jo kender: To astronauter strandet på ISS, som pænt må vente på en flyvelejlighed til at komme hjem med et rumskib fra SpaceX.
Starliners fremtid
Boeing har investeret milliarder og en hel del af firmaets prestige i bygningen af Starliner.
Men de gentagne forsinkelser og utallige problemer har ført til, at Boeing nu står over for et øget pres for at bevise, at Starliner kan være et pålideligt rumfartøj.
Fremtiden for Starliner er derfor usikker, og de næste par måneder bliver kritiske.
Hvis Boeing hurtigt kan løse problemerne, kan Starliner stadig komme til at spille en rolle i NASAs planer. Men hvis problemerne fortsætter, bliver NASA måske nødt til at genoverveje, om man fortsat skal satse på Starliner eller klare den sidste tid på ISS alene med Dragonrumskibet.
Det er også uklart, hvor længe Boeing kan klare det enorme underskud, som Starliner allerede har givet, og som nu er oppe på mindst 1,5 milliarder dollar. Analytikere i USA har endda nævnt muligheden for, at Boeing i sidste ende må opgive at bygge rumskibe
Forude venter større problemer
Set i et større perspektiv er problemet med Starliner mindre, da man har Dragon og måske om et par år et helt nyt rumskib ved navn Dream Chaser, der kan lande i en lufthavn.
ISS skal nok klare sig. Men det virkelige problem er måneprojektet Artemis.
Artemis er baseret på NASAs store – men alt for dyre – SLS-raket. Det er den raket, som skal sende astronauter til Månen og være grundlaget for opbygningen af rumstationen Gateway i bane om den.
Boeing arbejder både med SLS-raketten, men også på et nyt øvre trin til den. Trinnet skal kunne øge den last, der kan sendes til Månen, fra de nuværende 27 ton til 42 ton. Uden dette trin, som hedder ’The Exploration Upper Stage (EUS)’, kan man simpelthen ikke bygge rumstationen Gateway.
NASA har deres SLS-raket, men den er ikke meget værd uden et nyt og meget større øvre trin, der vil øge den last, der kan sendes til Månen betragteligt. På dette billede ses kun det nuværende mindre øvre trin. Og hvem tager sig af udviklingen af SLS? Det er såmænd i et betydeligt omfang udliciteret til Boeing. (Billede: Joel Kowsky).
I august kom der en rapport fra NASAs såkaldte 'Office of Inspektor General' (OIG), der holder øje med det arbejde, der udføres for NASA. Det blev til en sønderlemmende kritik af Boeings arbejde med SLS og især det nye øvre trin EUS til deres SLS-raket.
OIG fandt ud af, at det arbejde, der udføres af Boeing, ikke opfylder internationale standarder eller de krav, NASA stiller.
Ifølge OIG skyldes problemerne primært ’manglen på et tilstrækkeligt antal uddannede og erfarne rumfartsarbejdere hos Boeing’. Det rejser alvorlige bekymringer om kvaliteten af det arbejde, som udføres.
Efter de nuværende planer skal det nye EUS-trin anvendes på rummissionen Artemis 4 i 2028, hvor opbygningen af rumstationen Gateway skal begynde.
Oprindeligt skulle det nye trin have været klar i februar 2021. Denne dato er allerede rykket til april 2027 – og der kan let komme flere forsinkelser. Og uden rumstationen Gateway kan Artemis-missionen simpelthen ikke gennemføres.
Det nye store EUS-trin, som hele Artemis-projektet er baseret på – men det bliver næppe færdigt til tiden. (Billede: NASA).
En ny fremtid
Den globale rumøkonomi vokser meget hurtigt og er nu estimeret til at have en værdi på 570 milliarder dollar.
Dette marked har bidraget til stigende konkurrence om en begrænset pulje af faglærte arbejdere, hvoraf mange er tiltrukket af job i nyere virksomheder, hvor de har mulighed for at udføre interessant arbejde med det samme.
Det er ikke længere firmaer som Boeing, der tiltrækker de unge – de vil ud til de nye private rumfirmaer som SpaceX og Blue Origin.
Så det, vi oplever her, er måske begyndelsen på, at rumfarten i mindre grad baseres på de store, gamle firmaer som Boeing, men mere på nye, private firmaer, der virkelig går ind for rumfart og ikke kun har det som en sidebeskæftigelse.
...et kæmpespring for din viden! Få Videnskab.dk's gratis nyhedsbrev om rummet.
Tak! For at blive endeligt tilmeldt, har vi sendt dig en mail, hvor du skal bekræfte din tilmelding. Tjek venligst dit spamfilter, hvis mailen ikke lander i din indbakke.
Der opstod en fejl under tilmelding til vores nyhedsbrev.