I et nyt studie med blandt andre danske forskere har man observeret en fjern stjerne med en anderledes placering af solpletter end dem, vi kender fra Solen.
Det tyder på, at stjernens magnetfelt drives af en anden dynamik end den, vi kender fra Solen.
Stjerner er glødende kugler af gas, som via atomkerneprocesser frigiver energi, der udsendes som lys og varme.
I stjernens indre er der ladede partikler, som hvirvler og roterer og dermed danner et magnetfelt. Det er magnetfeltet, der kan skabe solpletter på en stjernes overflade, når det bryder igennem den.
Solpletter er kølige områder, hvor varmestrømningen bremses på grund af stærke, magtetiske felter.
På vores stjerne, Solen, ses solpletterne i et bælte omkring ækvator. Stjernen, som forskerne har undersøgt i det nye studie, har derimod solpletter tættere på polerne.
Fjern stjernes solpletter er asymmetriske
Helt konkret har forskerne observeret en stor solplet ved den nordlige pol. På grund af stjernens vinkel i forhold til Jorden kan man ikke se den sydlige pol, men man kan se solpletter på breddegrader tæt på polerne.
Solpletterne er der ikke samtidigt, men ses skiftevis på den nordlige og den sydlige halvkugle.
Denne asymmetri af solpletterne kan tyde på, at stjernens magnetfelt er dannet på en anderledes måde end den, vi kender fra Solen.
Stjernen, Zeta Andromeda, er i stjernebilledet Andromeda
Stjernen, der er observeret, hedder Zeta Andromeda og er en kæmpestjerne, som er cirka 16 gange så stor som Solen i diameter.
Den befinder sig 180 lysår væk i stjernebilledet, Andromeda. Det er meget langt væk at skulle observere detaljer på overfladen af en stjerne, der bare ses om en lysplet, mindre end en pixel stor.
Astronomer har tidligere undersøgt stjernen, og der har været usikkerhed omkring, om der faktisk var solpletter ved polerne.
Ny metode giver langt flere detaljer
Ved at bruge en metode, hvor man samler billederne fra flere forskellige teleskoper, som man observerer med samtidigt, kan man få langt flere detaljer, end man vil kunne opnå med selv de største teleskoper enkeltvis.
Med de nye observationer har forskerne fået langt flere detaljer og ekstra høj opløsning, og de nye målinger bekræfter, at der er store solpletter ved polerne:
Der er mørke solpletter på den nordlige, synlige pol, mens observationerne afslører, at der på de lavere breddegrader er områder med solpletter, som ikke varer ved, men dukker op og forsvinder igen med en asymmetrisk fordeling på stjernens overflade, og det var overraskende.
Et kraftigt magnetfelt
Men hvorfor er solpletternes placering anderledes end dem, vi kender fra Solen?
Det skyldes, at Zeta Andromeda er en meget anderledes stjerne end Solen. Det er en dobbeltstjerne, det vil sige to stjerner, som kredser omkring hinanden.
Det får stjernerne til at rotere hurtigere om sig selv. Zeta Andromeda-stjernen, som er den største af de to stjerner, roterer med 40 km i sekundet. Til sammenligning roterer Solen kun med 2 kilometer i sekundet.
Den hurtige rotation skaber et anderledes og meget kraftigt magnetfelt, som giver en mere kompliceret dynamo-effekt, der minder om det, man ser på det stadie, hvor en ny stjerne bliver skabt. Forskellen er bare, at der her er tale om en gammel, aktiv stjerne, der er i sit sidste stadie.
Det er blandt andet astrofysiker Heidi Korhonen fra Dark Cosmology Centre på Niels Bohr Institutet ved Københavns Universitet, der står bag studiet.
Denne artikel er skrevet med udgangspunkt i en pressemeddelelse fra Niels Bohr Institutet.
