Raketteknologien kom til Europa i løbet af 1200-tallet med invasionen af mongolske tropper, der selv havde lært raketter at kende i kamp mod kineserne.
I middelalderen blev der eksperimenteret med krudt og raketter i mange europæiske lande. Roger Bacon (1214-1294), en engelsk munk og filosof, var den første i Europa, der beskrev de grundlæggende ingredienser i krudt: Salpeter, svovl og kul.
Bacon havde sandsynligvis selv overværet affyringen af fyrværkeriraketter.
En anden raketentusiast, som eksperimenterede med raketter i Italien, brugte i 1347 betegnelsen 'Rochetta' og var dermed med til at give den nye teknologi et europæisk navn.
Europa fik øjnene op for raketters brug i krig
Italienerne var dengang Europas kinesere, i hvert fald når det gjaldt brug af raketter til fyrværkeri. Senere overtog franskmændene positionen som førende raketudviklere i Europa.
Under Louis 14. og 15. blev der i 1600- og 1700-tallet fremstillet fyrværkeriraketter, men også raketter til militær brug i Frankrig. De havde dog ingen militær betydning; dertil var de for små og for upræcise.
Det var først ved 1700-tallets slutning, at man i Europa for alvor fik øjnene op for raketternes anvendelsesmuligheder i krig. I Indien blev den britiske kolonimagt i 1790'erne mødt med raketangreb fra styrker under ledelse af den indiske krigsfører og asiatiske raketpioner Tipu Sultan (1750-1799).
Sultan brugte raketter støbt i jern, som var blevet særligt udviklet til brug i kamp, men forgæves. Ved slaget i 1799 erobrede britiske tropper byen Srirangapatna og slog Sultan ihjel.
Bombardementet af København
Erfaringerne i Indien fik briterne til at tage raketter seriøst. Oberst William Congreve (1772-1828) var ansat ved laboratoriet ved det kongelige arsenal i Woolwich, hvor han i begyndelsen af 1800-tallet udviklede 20-30 kilo tunge jernraketter med en rækkevidde på over fire kilometer.
\ Læs mere
Ved bombardementet af København i september 1807 var det Congreves brandraketter, der haglede ned over hovedstaden. Resultatet var forfærdende. Efter tre døgns beskydning lå store dele af byen i ruiner og brændte. Københavns kommandant kapitulerede og udleverede flåden og dens materiel til Storbritannien.
Raketterne havde bevist, at de kunne være slagkraftige og betydningsfulde våben i belejringssituationer.
Raketterne var ikke præcise nok
Den unge premierløjtnant Andreas Anthon Frederik Schumacher (1782-1823) havde deltaget i Københavns forsvar og selv set de britiske raketters militære overlegenhed. Han var i besiddelse af et vist opfindertalent og tog i 1810 initiativ til at oprette et dansk raketkorps i Korsør, det første på det europæiske fastland.
Schumacher udviklede militærraketter i forskellige kalibre og igangsatte en hemmelig produktion af raketter ved krudtværket i Frederiksværk. Men raketterne var ikke præcise og mobile nok til at få egentlig betydning i kamphandlinger, og interessen dalede i 1800-tallet. Det danske raketkorps blev opløst i 1838.
Under 1. Verdenskrig udviklede franske militæringeniører en luft til luft-raket, som blev brugt ved flere slag, men igen uden større betydning for udfaldet. Den mest typiske brug af raketter under krigen var til at signalere og lægge røgslør.
Ville skyde blitzpulver til Månen
I begyndelsen af 1900-tallet undfangede tre mænd – Konstantin Tsiolkovsky (1857-1935) i Rusland, Robert H. Goddard (1882-1945) i USA og Hermann J. Oberth (1894-1989) i Tyskland – uafhængigt af hinanden ideen om at bruge raketter til rumfart.
Tsiolkovsky var teoretiker og udgav flere værker om rumfart på russisk inden sin død i 1935. Han skrev blandt andet om flertrinsraketter og indså, at en blanding af flydende brint og flydende ilt ville være ideel som brændstof. På grund af landets politiske ustabilitet og økonomiske vanskeligheder fik hans arbejde ingen praktisk betydning i hans egen levetid.
\ Læs mere
Goddard fik interesse for rumfart, da han som 16-årig i 1898 læste 'Klodernes kamp' af H.G. Wells (1866-1946), hvori marsmænd invaderer Jorden. Som 25-årig skrev han sit første manuskript om raketter drevet af flydende brændstof. I 1914 udtog han to vigtige patenter inden for raketteknologi, ét vedrørende flertrinsraketten og ét vedrørende flydende brændstof.
Under 1. Verdenskrig arbejdede han kortvarigt med raketter til militært brug, men det var og blev rumfart, der var hans hjertebarn. Han udgav en afhandling om brug af raketter til at nå 'ekstreme højder' og gav her et forsigtigt bud på, hvordan man kunne sende et eksplosivt blitzpulver til Månen, så man i et teleskop ville se glimtet, når pulveret ramte Månen.
Flere amerikanske aviser bragte historien om Goddards ide om at ramme Månen med et pulver, og han blev latterliggjort som 'månemanden'.
Fik dog penge til sine forsøg
Omtalen af Goddards raketteorier og -forsøg var mest negativ og en stor belastning for den sky Goddard, men den var også med til at sikre ham penge til sine videre forsøg. I 1929 hørte den amerikanske lufthelt Charles Lindbergh (1902-1974), der to år tidligere havde fløjet solo over Atlanten, om Goddards raketeksperimenter.
Lindbergh overtalte Guggenheimfonden til at finansiere Goddards videre forsøg. Goddard kunne nu etablere testfaciliteter i New Mexicos ørken og gennemførte her en lang række raketforsøg frem til sin død i 1945. Goddards raketter fløj aldrig op i nærheden af Månen; den højeste nåede en højde af 2,6 km og den hurtigste en topfart på 885 km/t.
I dag er Goddard bedre kendt som en af grundlæggerne af den moderne rumfart end som månemanden.
Som Goddard blev også Hermann Oberth som ung inspireret af litteratur om rumfart, især Rejsen til Månen af Jules Verne (1828-1905). I 1923 udgav Oberth sit første værk om rumfart og beskrev her, ligesom Goddard havde gjort det, ideen om flertrinsraketter, der fløj på flydende brændstof.
Senere afprøvede han sine teorier i praksis med et særligt konisk raketsystem: Kegeldüse. Det blev afprøvet med succes første gang 23. juli 1930 ved den tyske forskningsinstitution for kemi og teknologi i Berlin. En af hans assistenter ved forsøget var den 18-årige Wernher von Braun (1912-1977), og han skulle selv blive en berømt raketopfinder i Tyskland og USA.
Ny raket i slutningen af 2. Verdenskrig
Inden da arbejdede de to sammen for Nazi-Tyskland under 2. Verdenskrig. De var blandt andet involveret i udviklingen af V2-raketten, verdens første langtrækkende missil. V2'eren var selvstyrende og ballistisk, hvilket vil sige, at den blev drevet frem af brændstoffet, indtil den nåede en vis højde, hvorefter den faldt frit i en såkaldt ballistisk bane ned mod sit mål på jorden.
V2'ere blev først indsat i slutningen af krigen, hvor udfaldet allerede var afgjort, og missilet havde i første omgang ringe betydning. Der døde flere mennesker i arbejdet med at lave V2-raketterne på grund af de forfærdelige forhold i nazisternes arbejdslejre, hvor V2'erne blev samlet, end der døde ved V2-angreb.
\ Læs mere
Von Braun kendte til forholdene og besøgte selv koncentrationslejre for at udvælge egnede folk, men følte sig ude af stand til at gøre noget ved det. Store dele af V2-teamet kom til USA umiddelbart efter krigen som del af Operation Paperclip, der havde til formål at sikre sig de nazistiske forskeres viden, før russerne gjorde det.
Operationen fik sit navn fra de papirklips, der blev anvendt til at sætte papirlapper med forskernes nye status som værende i amerikansk tjeneste fast til deres identitetsmapper. I alt 127 tyske raketforskere, kendt som von Braun-gruppen, blev bragt til USA i forbindelse med Operation Paperclip.
USA's første satellitopsending
Wernher von Braun og de tyske raketforskere kom først til Fort Bliss, nord for El Paso i Texas, hvor de lærte amerikanerne de grundlæggende principper i V2-raketterne. V2'eren brugte en brændstofblanding af vand, alkohol og flydende ilt.
Raketten kunne nå en højde af 90 kilometer og havde en rækkevidde på 350 kilometer. Dens største problem var mangel på præcision i nedslaget, og det var en af de ting, som de tyske og amerikanske raketeksperter arbejdede hårdt på at forbedre i det efterfølgende raketforskningsprogram.
\ Læs mere
I 1950 blev von Braun overført til Huntsville, Alabama. Her ledede han arbejdet med at udvikle hærens Redstone-raket, en direkte efterfølger til V2'eren. Redstone blev brugt til verdens første test af ballistiske missiler med nukleare sprænghoveder.
Det var også en modificeret Redstone-raket, der blev brugt til opsendelse af USA's første satellit, Explorer 1, 31. januar 1958. Det var knap fire måneder efter Sputnik 1, der blev opsendt af Sovjetunionen til USA’s store overraskelse og forfærdelse. Også det sovjetiske rumprogram, ledet af Sergei Korolev (1907-1966), havde fået et boost på grund af de omkring 500 tyske raketspecialister, som var blevet deporteret til Sovjet umiddelbart efter krigen.
Mennesket kunne gå på månen
Den kolde krig var uden sammenligning den mest produktive periode i verdenshistorien, hvad angår udvikling af raketter. Både USA og Sovjet havde store civile og militære forsknings- og udviklingsprogrammer. Det amerikanske Apollo-program betød, at menneskeheden kunne tage de første skridt på Månen 21. juli 1969.
\ Læs mere
Ved NASAs Marshall-center i Huntsville ledede von Braun udviklingen af den Saturn V-raket, der sendte Apollo 11-missionen til Månen. Saturn V er til dags dato den eneste løfteraket, der har transporteret mennesker op over det, der kaldes lavt jordkredsløb. I alt 24 astronauter var på missioner til Månen i perioden 1968-1972.
12 gik på Månens overflade. Der er ikke senere blevet opsendt Saturn V-raketter. Derimod er den russiske Sojuz-raket, der også var et produkt af den kolde krigs raketforskning, stadig i brug.
Raketter affyres oftest som fyrværkeri
Sideløbende med de civile raketprogrammer foregik der under den kolde krig en enorm udvikling inden for ballistiske missiler. Med hjælp fra de tyske raketforskere og -teknikere udviklede Sovjetunionen i 1950’erne verdens første interkontinentale ballistiske missil kaldet R-7. Det var R-7'eren, der 4. oktober 1957 bragte Sputnik 1 i bane omkring Jorden.
I USA var der i en kort periode hele tre forskellige missilprogrammer under henholdsvis luftvåbenet (Minuteman), flåden (Polaris) og hæren (Iceman). Hærens Iceman var en modificeret udgave af mellemdistancemissilet Minuteman, og der var i slutningen af 1950'erne planer om at installere op mod 600 Iceman-raketter i 4.000 kilometer lange tunneler under Grønlands indlandsis.
\ Læs mere
Projektet, kendt som Iceworm, blev skrottet i begyndelsen af 1960’erne. Minuteman III-missiler er stadig operationsklare. Polaris-programmet blev efterfulgt af først Poseidon- og siden Trident-missilprogrammerne.
Raketter har haft stor betydning for den måde, hvormed vi mennesker er i stand til at føre krige. De har også betydet en åbning ud mod universet i form af bemandet rumfart og opsendelse af satellitter og rumteleskoper.
Flest raketter er dog blevet affyret i forbindelse med fyrværkeri. Der går næsten ikke et år, før en ny rekord med det største antal raketter affyret per minut eller verdens største samlede fyrværkeri bliver sat. Underholdningsværdien er stort set den samme, som da Kinas kejserfamilie i 1264 med en blanding af forundring og forskrækkelse så fyrværkeriraketterne suse hen over himlen.
