Du ved, at nytårsaften er lige på trapperne, når festhatten er indkøbt, truthornet hænger i mundvigen, og der bliver kortere og kortere mellem bragene, der får væggene til at slå revner.
Men før festlighederne for alvor starter, bringer vi her en samling brugbare artikler, der kan gøre dig til aftenens alvidende midtpunkt.
Er du f.eks. en af de mange, der ikke kunne drømme om at gå glip af dronningens nytårstale, har vi flere artikler om, hvad der har gjort både dronningens og statsministrenes tidligere taler vellykkede - og hvorfor daværende statsminister Lars Løkke Rasmussens tale var sjusket.
I blogindlægget ’Nytårstalen – det store følelsesorkester’ giver kommunikationsforsker desuden Katrine Dahl Clement nyttig baggrundsviden om, hvordan en god tale er bygget op, og hvad der overhovedet gør dronningens og statsministerens nytårstaler så vigtige.
Lav en smuk raket af en tepose
Hvis der er børn med blandt nytårsgæsterne, får du her en enestående chance for at blive den sjove legeonkel à la Jørgen Clevin ved hjælp af en ganske almindelig tepose.
Klipper man det øverste af posen, tømmer den for teblade og stiller den på højkant som et rør, bliver den fredelige tepose nemlig forvandlet til en affyringsparat raket. Se hvordan i artiklen ’Sådan laver du en tepose-raket’.
Forstå kemien bag fyrværkeri
Det kan også være, at børnene er i den farlige alder, hvor de stiller spørgsmål om alting og som det naturligste i verden forventer, at du ved besked. Hvordan virker en nytårsraket for eksempel?
Frygt ikke - det har Videnskab.dk også råd for. I artiklen ’Sådan virker nytårsraketten’ får du en fyrværkerimesters forklaring på, hvad det f.eks. er, der giver raketten de flotte forskellige farver.
Eller du kan vælge den nemme version og nøjes med at se videoen ’Kemien bag fyrværkeri’.
Sådan får du mest ud af champagnen

Til de lidt ældre gæster kan du imponere med viden om, hvorfor nytårstorsken lader til at blive større og større.
Forklaringen er den nedslående, at den globale opvarmning får torskene til at vokse hurtigere. Læs bare artiklen ’Klimaforandringerne giver store nytårstorsk’.
Videnskab.dk byder også på flere gode tips om en af aftenens allervigtigste begivenheder: Når champagne-propperne skal springe.
Vidste du f.eks., at hvis du vil have det bedste ud af din champagne, skal den være iskold og hældes på samme måde, som du skænker en fadøl: ned langs indersiden af glasset? I artiklen ’Sådan skænker du det perfekte glas champagne’ kan du læse flere gode råd om de dejlige dråber.
I en anden artikel kan du læse, hvorfor det er vigtigt at skylle champagneglassene grundigt af med vand, når de er blevet vasket op. Ellers kan resterne fra opvaskemaskinen nemlig ødelægge den boblende effekt i de gyldne dråber. Få hele forklaringen i artiklen ’Opvaskemiddel ødelægger din boblende champagne’.
Med disse råd ønsker Videnskab.dk alle en festlig og fornøjelig aften.
Tips og tricks til 1. januar
Og når 1. januar oprinder, har Videnskab.dk en interessant artikel til dem, der ynder at se skihop. I artiklen kan du læse, hvordan det kan være, at skihopperne er gået fra at være store og muskuløse til at være små og tynde, efter de gik over til V-hop-stilen.
Videnskab.dk byder i øvrigt også på assistance, hvis du har et nytårsforsæt, der skal holdes. Det handler om at have en slagplan – ellers går det hele i vasken. Læs bare artiklen ’Sådan holder du dit nytårsforsæt’.
Rigtig godt nytår!

































