Rummets ‘snemand’ Ultima Thule er en komet fra Solsystemets barndom

OBS! NASA omdøbte i november 2019 kloden til ’Arrokoth’, da ‘Ultima Thule’ kan associeres med Adolf Hitler. Læs mere her.

I det ydre solsystem, 6,4 milliarder kilometer fra Solen, svæver en ‘snemand’ rundt.

Nytårsdag fløj NASAs rumfartøj New Horizons forbi og tog billeder af to isklumper, som har sat sig sammen i Solsystemets spæde barndom for 4,5 milliarder år siden.

Og nu bekræfter et nyt studie, der samler den viden, New Horizons hidtil har sendt til Jorden, at objektet er stort set uændret siden Solsystemets dannelse.

»Vi har nu fået lige præcis det, vi håbede på. En bekræftelse af, at kometen stammer fra Solsystemets barndom,« siger Christoffer Karoff, der er lektor på Institut for Fysik og Astronomi på Aarhus Universitet, til Videnskab.dk.

Studiet er netop udkommet i det anerkendte tidsskrift Science.

Kan lære os om Solsystemets dannelse

Netop fordi Ultima Thule er så gammel og uændret kan den gemme på svar om, hvordan Jorden og de andre planeter i Solsystemet er blevet dannet.

»Hvis vi kan lære at forstå, hvordan den har samlet sig, så kan vi måske finde en brik i puslespillet i forhold til, hvordan de store planeter er opstået,« siger Kjartan Kinch, der er lektor i astrofysik og planetforskning ved Niels Bohr Institutet til Videnskab.dk.

Ultima Thule befinder sig i det kolde Kuiperbælte, der omkranser vores solsystem. Mens Jorden har haft stor geologisk aktivitet med vulkaner og pladetektonik og dermed har ændret sig meget siden Solsystemets dannelse, så har tingene stået anderledes stille i Kuiperbæltet, siger Christoffer Karoff fra Aarhus Universitet.

»Vi har aldrig før haft direkte observationer af et objekt i Kuiperbæltet, og de har en høj detaljegrad. Det giver os et vindue til det tidlige solsystem. Og så ligner det ovenikøbet to objekter, der er stødt sammen,« siger han.

LÆS OGSÅ: ‘Snemands-kloden’ Ultima Thule kan give svar på gåden om planeternes dannelse

Snemanden er blevet tyndere

Ultima Thule er omkring 30 kilometer i diameter, og de nyeste billeder af kometen afslører blandt andet, at den ikke har en helt så karakterisisk ‘snemandsform’, som forskerne troede, da de så de første billeder. I stedet for at være to runde kugler, har det vist sig, at kroppen i virkeligheden er tyndere, end hovedet.

Den ‘mærkværdige’ sammensatte form overraskede forskerne i starten, men ifølge Kjartan Kinch er den slags formationer muligvis ikke så sjældne endda:

»Andre kometer fra Kuiperbæltet har også lignende former. For eksempel er kometen 67P, som Rosetta styrtede ned på, også formet af sammensatte klumper. Men vi har ikke rigtig vidst, om formen er opstået via den erosion, som kometer udsættes for, mens de flyver gennem Solsystemet, eller om de har haft formen fra start af. Ultima Thules form peger på det sidste,« siger Kjartan Kinch.

LÆS OGSÅ: 10 smukke billeder af landskabet på Rosettas komet

Is har klumpet sig sammen ved lav hastighed

Du forestiller dig måske en komet som et objekt, der flyver gennem det indre solsystem med høj fart. Det kan det også være, men Ultima Thule er ikke blevet skubbet ud af Kuiper-bæltet, og derfor er den tilsyneladende stadig meget intakt.

»Alt tyder på, at den har samlet sig ved relativt lav hastighed, som et snefnug, der har ramt et andet og til sidst formet en snebold. Her er det så to store snebolde, der langsomt har ramt hinanden. Havde de haft mere fart på, havde de højst sandsynligt ødelagt hinanden frem for at hænge sammen,« siger Kjartan Kinch.

Efterhånden som objekter klumper sig sammen, vil tyngdekraften blive stor nok til at holde dem sammen, men forskerne ved stadig ikke præcist, hvordan man kommer fra objekter på størrelse med sten på enkelte meter i diameter til kilometerstore objekter.

»Derfor er Ultima Thule fortsat interessant,« siger Kjartan Kinch.

LÆS OGSÅ: Rosetta: Alt for tidligt at konkludere, at Jordens vand ikke kommer fra kometer

Solsystemet er som et afløb

Når nu Ultima Thule ikke har vokset sig større på de mange år, den har svævet stille rundt, så handler det om, at den tilfældigvis har haft en placering og retning, hvor den ikke stødt ind i noget i meget lang tid.

I Kuiper-bæltet i det ydre solsystem er der nemlig ikke lige så stor tæthed af materiale, som inde i midten, hvor der både har været mere materiale, som også er stødt sammen under større hastigheder, forklarer Kjartan Kinch.

»Du kan forestille dig det tidlige solsystem lidt som et afløb, hvor vandet løber ind mod midten. Herinde er der den største tæthed af gas, som ramler sammen, og i yderkanten er der ikke så stor tæthed og tingene går langsommere,« siger han.

De klumper, som hurtigst har vokset sig store i det indre solsystem er blevet større og større, indtil tætheden i midten, Solen, er blevet stor nok til at danne kernekraft og dermed lys, som har trykket al gassen væk og stoppet udviklingen af flere planeter.

»Ultima Thule har simpelthen ikke nået at vokse sig større, før udviklingen af planeter stoppede,« siger Kjartan Kinch

Forsker: »Der er data til de næste 10-15 år«

Det nye studie er en gennemgang af de data New Horizons har sendt til Jorden fra nytårsdag og frem til 1. marts 2019. Men i fremtiden vil vi lære endnu mere.

På grund af den beskedne dækning i det ydre solsystem er New Horizons slet ikke færdig med at sende data om Ultima Thule. Faktisk vil det tage 20 måneder, før vi har det hele.

»Der er arbejde for de næste fem-ti år ombord. Der er stadig mange ting, vi ikke forstår omkring, hvordan Ultima Thule har dannet sig. De næste opgaver går ud på at lave modeller, som kan forklare det, vi ser. Men vi må indtil videre gå ud fra, at de objekter, som skabte Jorden, har været relativt sammenlignelige med Ultima Thule,« siger Christoffer Karoff.

Imens er New Horizons på vej længere ud i Kuiper-bæltet, hvor den forhåbentlig vil begynde en ny mission i år 2021.

LÆS OGSÅ: Asteroide? Nej, ‘Omuamua er nok alligevel en komet, vurderer forskere

LÆS OGSÅ: Dansk forsker er skeptisk over for ny planet i solsystemet