For første gang i 2012 var der søndag 20. maj solformørkelse på programmet.
Formørkelsen kunne bl.a. ses fra dele af Kina, Japan, den nordlige del af Stillehavet og dele af Nordamerika.
Formørkelsen var dog intetsteds på Jorden total, men kun ringformet. Denne situation opstår, når Månen er så langt fra Jorden, at den ikke kan dække hele solskiven.
Månens afstand til Jorden varierer, fordi månebanen ikke er helt cirkelrund.
Formørkelse igen senere på året
Billedet ovenfor viser den ringformede fomørkelse set kort før solnedgang fra byen Albuquerque i den amerikanske stat New Mexico.
Senere på året vil der dog igen være mulighed for at opleve en total formørkelse.
Det sker 13. november, men formørkelsen vil primært være synlig i Stillehavet. I den nordligste del af Australien vil det dog være muligt at se den totale del af formørkelsen.
Formørkelsen 13. november er både den anden og sidste i 2012.
Danmark får først solformørkelse i 2015
I Danmark får vi ikke mulighed for at se en solformørkelse igen før 20. marts 2015.
Her vil formørkelsen være total i den nordlige del af Atlanterhavet, bl.a. på Færøerne og på Svalbard.
I Danmark vil en stor del af Solen være dækket af Månen – op til 88 procent af Solens diameter i den nordvestlige del af landet.