Rummet omkring Jorden bliver stadigt mere overfyldt – især på grund af projekter som Starlink (Elon Musks internetsatellitter) og to tilsvarende kinesiske projekter.
Det kan ikke undgå at give problemer.
Derfor er der kommet en stadigt større opmærksomhed på, hvordan man rydder op, for gør vi ikke det, vil der komme et stigende antal kollisioner i rummet, som vil skabe en helt uoverskuelig mængde af rumskrot, hvilket så vil blive årsagen til nye kollisioner.
Derfor vakte det opsigt, da man i starten af oktober på rumkongressen International Astronautical Congress i Sydney blev præsenteret for en ny beregning, der viser, at risikoen for sammenstød i rummet måske kan halveres ved at fjerne bare 50 stykker rumskrot, især i form af gamle raketter.
Når man tænker på, hvor mange tusinde satellitter, der kredser om Jorden, så virker det at fjerne 50 stykker rumskrot som en ret lille og overskuelig opgave.
Men før vi ser på de 50 stykker rumskrot, er det nødvendigt at fortælle om det såkaldte Kessler-syndrom.
\ Rummet omkring Jorden i tal – oktober 2025
Tallene er taget fra en rapport udgivet af det europæiske rumagentur ESA.
Tallene er muligvis ikke helt præcise på grund af manglende oplysninger, men ESA’s oversigt er nok det bedste bud, det er muligt at give. Her er de vigtigste tal:
- Antal satellitter bragt i bane om Jorden siden rumalderens begyndelse i 1957: 23770
- Antal satellitter i rummet i oktober 2025: 15680
- Antal af objekter som regelmæssigt følges af sporingsstationer her på Jorden: 43510
- Dette tal omfatter satellitter, raketter og især rumskrot
- Total masse af alle objekter i bane om Jorden: over 15100 ton
- Så kommer vi til de virkeligt alvorlige tal, hvor det kun er muligt at skønne, fordi meget rum-skrot er for småt til at kunne spores her fra Jorden.
- Antal genstande større end 10 cm: 54000
- Antal genstande 1-10 cm: 1,2 millioner
- Antal genstande 1mm-1 cm: 140 millioner
Det er naturligvis begrænset, hvor meget skade de mindste stykker rumskrot kan forvolde ved et sammenstød, men kendsgerningen er, at rumstationen ISS regelmæssigt må ændre sin bane en smule for at undgå sammenstød store nok til at slå hul på skroget.
Sker det, vil atmosfæren jo hurtigt sive ud og dermed gøre ISS uanvendelig.
Kessler-syndromet
Problemet ved at fylde rummet op med satellitter er risikoen for Kessler-syndromet, der er opkaldt efter den NASA-ingeniør, der første gang omtalte problemet i 1978.
Kessler-syndromet opstår, fordi det rumskrot, der skabes ved et sammenstød i rummet, jo bliver ude i rummet og derved kan skabe nye sammenstød.
Til sidst kan der ske det, at denne proces løber løbsk: Det sker, når mængden af rumskrot er blevet så stor, at antallet af nye sammenstød bare vil stige, uanset hvad vi gør.
Kessler-syndromet kan altså bedst beskrives som en slags kædereaktion, hvor der hele tiden dannes nyt rumskrot – lidt svarende til de kædereaktioner, vi kender fra atomfysikken.
I atomfysikken kan en kædereaktion føre til en eksplosion, i rummet sker der ikke andet, end at baner i rummet kan blive uanvendelige, fordi de vil blive fyldt med så meget rumskrot, at nye satellitter meget hurtigt vil blive ødelagt.
\ Om artiklens forfattere
Helle og Henrik Stub er begge cand.scient’er fra Københavns Universitet i astronomi, fysik og matematik.
I mere end 50 år har parret beskæftiget sig med at formidle astronomi og rumfart gennem radio, fjernsyn, bøger og foredrag og kurser.
De skriver om aktuelle astronomiske begivenheder for Videnskab.dk, hvor de går under kælenavnet ‘Stubberne’.
De farligste områder
Situationen i dag er alvorlig, men endnu ikke katastrofal. Det er heller ikke alle baner, der har samme risiko for at blive ramt af Kessler-syndromet, da der er stor forskel på, hvordan satellitterne fordeler sig i rummet:
I nogle højder over Jorden er der kun få satellitter, mens lave baner 300 -500 km oppe er godt på vej til at blive fyldt op. Det er nemlig her, Starlink og tilsvarende satellitter fra især Kina befinder sig.
Hvis ikke man passer godt på, er der allerede nu en risiko for et Kessler-syndrom, men heldigvis er der stadig så meget luftmodstand i de lave baner, at satellitter og rumskrot naturligt ender med at brænde op i atmosfæren i løbet af få år. Så de lave baner kan rense sig selv, men spørgsmålet er bare, om vi kan vente flere år på, at det sker.
\ Store stykker rumskrot brænder ikke op
Rumstationen ISS, er et eksempel på, at vi ikke bare kan overlade satellitter til sig selv.
ISS skal jævnligt have hævet sin bane 400 km over Jorden.
Undlader man det, vil den 450 ton tunge rumstation i løbet af mindre end et år komme så langt ned, at den vil brænde op i atmosfæren – selvom nogle af de tonstunge dele godt kan ramme overfladen.
Sker det over et befolket område, kan det blive en ganske betydelig katastrofe.
Det farligste område er baner 700-1.000 km oppe. De er ikke så tæt befolkede, som de lave baner, men heroppe kan satellitter ofte kredse i mere end 25 år, før de falder ned, og hermed overskrides en international grænse for, hvor længe en satellit må opholde sig i rummet, før den af naturlige grunde kommer ind i atmosfæren og brænder op.
I disse noget højere baner kan rumskrot altså nå at hobe sig op, fordi luftmodstanden er så lille, at det tager lang tid – i nogle tilfælde flere hundrede år – før rumskrot fjernes ad naturlig vej.
De 50 farligste stykker rumskrot
Nu kommer vi så til konferencen i Sydney, hvor forskeren Darren McKnight fra firmaet LeoLabs fremlagde nogle resultater, han er kommet frem til sammen med en række medarbejdere.
Vi ser på nogle af hovedpunkterne:
De farligste objekter findes i en højde på 700-1.000 km, netop fordi luftmodstanden her er så lille, at de fleste satellitter og raketter vil blive her meget længe, hvilket som nævnt er over 25 år.
Her har McKnight og hans medarbejdere fundet 50 satellitter og raketter, der på grund af deres størrelse udgør en særlig fare.
Ruslands SL-16- og SL-8-raketter er de værste syndere og tager tilsammen 30 af Top 50-pladserne.
Man har forsøgt at analysere hvad det vil betyde for dannelse af rumskrot, hvis nogle eller alle de værste syndere blev fjernet:
Hvis kun de 10 farligste stykker blev fjernet, ville risikoen blive reduceret med 30 procent.
Hvis alle 50 objekter blev fjernet, vil det samlede potentiale for skabelsen af rumskrot blive reduceret med 50 procent.
\ De 10 farligste stykker rumskrot
- En russisk SL-16 raket opsendt i 2004
- Europas Envisat-satellit opsendt i 2002
- En japansk H-II raket opsendt i 1996
- En kinesisk CZ-2C raket opsendt i 2013
- En sovjetisk SL-8 raket opsendt i 1985
- En sovjetisk SL-16 raket opsendt i 1988
- Ruslands Kosmos 2237 satellit opsendt i 1993
- Ruslands Kosmos 2334 satellit opsendt i 1996
- En sovjetisk SL-16 raket opsendt i 1988
- En kinesisk CZ-2D raket opsendt i 2019
Det løser naturligvis ikke hele problemet, men åbner en mulighed for en intelligent oprydning, hvor man med en begrænset indsats kan opnå en stor effekt.
Men det vil nok kræve en form for internationalt samarbejde, som i dag er meget svært at få øje på. Det er vanskeligt at forestille sig, at Kina eller Rusland vil være særligt begejstrede for, at amerikanske satellitter flyver hen til deres gamle raketter for så at sende dem ned i atmosfæren.
Hvad angår oprydning i rummet er den politiske udfordring mindst lige så stor som den tekniske udfordring –hvem skal betale og afgøre, hvad man skal fjerne?
En bæredygtig rumfart?
Debatten om, hvordan man skal rydde op i rummet, har ført til et nyt begreb, nemlig bæredygtig rumfart.
Vi er blevet klar over, at vi skal passe godt på rummet omkring Jorden, hvis vi også om 200 år skal kunne sende satellitter ud i rummet, uden at de straks bliver ødelagt af sammenstød med rumskrot.
Den opgave har ESA påtaget sig, og de har opstillet nogle matematiske modeller til at beregne rumfartens ’bæredygtighed’.
I disse modeller indgår en række oplysninger om de ’objekter’, vi sender ud i rummet. De to vigtigste er objektets størrelse, og hvor lang tid det opholder sig i rummet, indtil det enten fjernes eller brænder op i atmosfæren som følge af luftmodstand.
\ Andre vigtige faktorer
Udover objektets størrelse og tid i rummet er der også andre faktorer, som er vigtige:
- Kan objektet manøvrere for at forhindre kollisioner?
- Er objektet blevet sikret mod eksplosioner efter missionens afslutning?
Det sidste er et problem, vi alt for ofte har haft med raketter. Der efterlades normalt en smule brændstof i tankene, og så lige pludselig eksploderer brændstoffet, så raketten går i flere hundrede mindre stykker.
Heldigvis er vi i dag blevet meget bedre til at tømme tankene helt eller bruge de sidste rester brændstof til at sende raketten tilbage mod Jorden. En undtagelse er Kina, der stadig efterlader alt for mange øvre trin i bane om Jorden.
- Hvad er sandsynligheden for, at objektet går i stykker og skaber affald?
Satellitter indeholder styrebrændstof og batterier som kan eksplodere. Det gælder derfor om at slukke ordentligt for alt udstyr, før man afbryder radiokontakten med en satellit.
De matematiske modeller beregner så et såkaldt ’helbredstal’ for rumfarten. Det tal skal være under 1 for at have en bæredygtig rumfart, mens et stort helbredstal på 3-4 betyder, at det bliver meget vanskeligt, måske næsten umuligt, fortsat at anvende rummet omkring Jorden.
Figuren herunder viser resultatet af en række simulationer, som er blevet foretaget i årene 2005-2025, og som beregner helbredstallet 200 år ud i fremtiden. De røde figurer viser det beregnede helbredstal, hvis vi fortsætter som nu, og de sorte figurer, hvordan helbredet ville være, hvis vi holdt op med at sende noget ud i rummet:
Alle de simulationer, ESA til dato har udført, viser, at hvis vi fortsætter som nu, så vil vi om 200 år ende i denne situation. Den eneste måde at undgå det på er ved helt at holde op med at sende noget ud i rummet, men det er vist ikke en realistisk mulighed.
Der tales også om en anden mulighed, nemlig at genbruge satellitter ved at optanke og reparere dem ude i rummet. Gør man det, kan antallet af nye opsendelser måske bringes så langt ned, at rumfarten bliver bæredygtig. Men det vil også kræve, at vi ikke begynder på at føre krig i rummet, hvor man ødelægger modpartens satellitter.
Det gamle romerske ordsprog ’Per Aspera ad Astra’ - gennem vanskeligheder til stjernerne - er mere sandt end nogensinde.
Vi skal virkelig yde en indsats, hvis også vores efterkommere skal have glæde af rummet.
