Fortsætter den globale opvarmning, vil det i fremtiden være mindre sikkert for satellitter, rumstationer og astronauter at være i kredsløb om Jorden.
Sådan lyder konklusionen i et nyt studie, der netop er udgivet i tidsskriftet Nature Sustainability, og som forskere fra blandt andet Massachusetts Institute of Technology (MIT) står bag.
Årsagen er, at en øget mængde drivhusgas i vores atmosfære vil betyde mere rumaffald, der ‘flyver’ rundt i kredsløb. Det kan skabe en trafikprop, der sænker loftet for, hvor mange satellitter, vi i fremtiden kan have i kredsløb, fortæller Michael Linden-Vørnle, astrofysiker og chefkonsulent ved Institut for Rumforskning og -teknologi på Danmarks Tekniske Universitet (DTU Space):
»Det er ikke noget, der akut truer vores muligheder for at sende satellitter op, men det er endnu en konsekvens af klimaforandringerne, som vi skal forholde os til,« siger han til Videnskab.dk efter at have læst studiet.
Men hvordan hænger klimaforandringer og mængden af rumskrot, der er i kredsløb, lige sammen? Jo, nu skal du høre:
Når atmosfæren skrumper, bliver rummet fyldt med skrald
Når drivhusgasser opvarmer de nederste lag af atmosfæren, sker der noget måske lidt uventet: Atmosfærens øvre lag, mesosfæren og termosfæren, bliver faktisk koldere.
Det skyldes blandt andet, at drivhusgasser holder på varmen nær Jorden, hvilket gør, at mindre varme når op til mesosfæren og termosfæren.
Samtidig gør drivhusgasserne også, at mere varme, i form af infrarød stråling, bliver sendt tilbage ud i rummet, inden det når ned i atmosfæren. Det betyder kort fortalt, at de øvre lag af atmosfæren gradvist mister energi og bliver koldere.
Når luft køles ned, trækker den sig sammen. De øvre lag ‘skrumper’ altså, hvilket betyder, at atmosfæren bliver tyndere længere oppe i rummet, hvor satellitterne er.
Normalt er der en smule luftmodstand i disse allerøverste lag af atmosfæren. Luftmodstanden bremser gamle satellitter og rumaffald, indtil de falder ned og brænder op i atmosfæren.
Men når mesosfæren og termosfæren bliver mindre og tyndere, forsvinder en del af den naturlige bremse.
Satellitter og rumaffald fortsætter derfor i kredsløb om Jorden i længere tid.
Flere gamle satellitter og mere rumaffald i rummet fører også til større risiko for kollisioner, hvilket kan skabe endnu mere skrald.
Og hvis rumaffaldet rammer noget vigtigt, som en navigations- eller kommunikationssatellit, ja, så kan den i værste fald blive sat ud af spillet.
Satellit-kapaciteten kan falde med op til 66 procent
Ifølge forskerne betyder den øgede mængde rumaffald, at der vil være plads til færre funktionelle satellitter i kredsløb om Jorden.
Mere konkret vurderer de, at antallet af satellitter, vi kan have i kredsløb, vil mindskes med omkring 50 til 66 procent i år 2100 på grund af klimaforandringer - hvis den udledning, vi ser i dag, fortsætter på samme niveau.
Det svarer til, at vi vil kunne have 25 til 40 millioner satellitter i kredsløb i år 2100.
Til sammenligning har vi i dag omkring 12.000 aktive satellitter i kredsløb omkring Jorden. Derfor er der heller ingen grund til panik endnu – vi er stadig meget langt fra at nå den maksimale kapacitet, selv under det værst tænkelige scenarie.
Men studiets konklusion er alligevel vigtig information at have, mener Michael Linden-Vørnle:
»Det her er en af de ting, vi skal tage højde for, når vi planlægger fremtidens rumtrafik.«
Rumaffald kan blive en alvorlig trussel
Samtidig kaster studiet også lys på det problem, som rumaffald potentielt kan udgøre.
»Rumaffald er et stort og samtidig voksende problem,« fortsætter Michael Linden-Vørnle.
Han fortæller, at det værst tænkelige scenarie er, at vi skaber så meget rumaffald, at det bliver umuligt at sende nye satellitter op:
»For fem år siden ville de fleste have sagt, at det scenarie var usandsynligt – men i dag er vi tættere på, at én stor kollision kan udløse en kædereaktion af mere rumaffald - det såkaldte Kessler-syndrom. Vi har allerede set en markant stigning i antallet af gange, hvor Den Internationale Rumstation har måttet ændre bane for at undgå rumaffald,« siger astrofysikeren.
Rummet er blevet en kampplads
Det er ikke bare mængden af satellitter, vi sender op, der kan udgøre et fremtidigt rumaffaldsproblem.
»Rummet er blevet en kampplads,« fortæller Michael Linden-Vørnle videre og tilføjer, at NATO i 2019 tilføjede rummet som et domæne for krigsførelse - sammen med krigsførelse til lands, i luften, til søs og i cyberspace.
»En slyngelstat kunne i princippet gøre livet surt for alle ved bevidst at sprede mere rumaffald og skabe kaos. Det er en reel trussel, vi er nødt til at tage alvorligt,« siger Michael Linden-Vørnle.
I 2007 skød Kina en af deres vejrsatellitter ned med et missil, hvilket resulterede i flere tusind stykker rumaffald, der nu er i kredsløb om Jorden. Det samme gjorde Rusland i 2021, da de skød en gammel satellit fra Sovjettiden ned, hvilket også sendte 1.500 stykker rumaffald i kredsløb.
USA og Indien har også gennemført sådanne anti-satellit-tests for at vise, at de har denne kapacitet, men her blev satellitter i meget lave baner nedskudt, så stumperne ikke endte som rumaffald, tilføjer Michael Linden-Vørnle.
\ Læs også
Lignende episoder kunne have store konsekvenser for kritisk infrastruktur i rummet, såsom kommunikations-, vejr- og navigationssatellitter.
»Et stort problem ved rumaffald er, at selv et meget lille stykke - en flage maling eller et stykke metal på størrelse med et sandkorn - kan gøre betydelig skade,« siger Michael Linden-Vørnle
I Jordens kredsløb er den gennemsnitlige kollisionshastighed med rumaffald 9 kilometer i sekundet - hvilket er omkring 32.400 kilometer i timen.
»Derfor arbejder vi på at mindske dannelsen af nyt rumaffald og sikre, at udtjente satellitter bliver fjernet fra kredsløbet hurtigere – enten omgående, inden for et år eller senest fem år. Men det er en løbende diskussion, og det er alt sammen baseret på frivillighed,« afslutter astrofysikeren.
