Med den lille helikopter Ingenuitys snarlige prøveflyvning er NASA’s nyeste Mars-mission så småt ved at komme op i omdrejninger.
Mens vi venter på den historiske prøveflyvning, som er første gang, et luftfartøj skal flyve på en fremmed planet, kan vi lade os fascinere af en selfie taget af Perseverance-roveren, med Ingenuity i baggrunden.
Hovedformålet med Perseverance-missionen er at lede efter tegn på tidligere liv på Mars, men roverens første opgave henover den næste måned bliver at assistere Ingenuity ved at videresende signaler fra helikopteren til og fra Jorden.
Ingenuitys eneste formål på Mars er at lave prøveflyvninger, for at afprøve hvor godt helikopterteknologien virker i Mars’ tynde atmosfære og relativt svage tyngdekraft.
Ingenuity har ingen videnskabelige instrumenter ombord, men er dog udstyret med to kameraer, som blev afprøvet 3. april, mens Ingenuity stadig var monteret på undersiden af Perseverance, til at tage et nærbillede af Mars’ overflade.

NASA meddeler, at Ingenuity forventes tidligst at lette for første gang 11. april, hvor den skal holde sig flyvende i op til 30 sekunder, 3 meter over jorden.
I alt skal den flyve fem gange over 30 Mars-døgn, hvorefter dens mission er slut, og Perseverance vil bevæge sig videre i sin søgen efter tidligt liv.
Udover at lede efter fortidigt liv skuer NASA også mod fremtiden med Perseverance: Roveren skal også skal samle sten og støv, som skal hentes tilbage til Jorden ved senere missioner, samt at lægge fundamentet for fremtidige bemandede missioner til den røde planet.