For omkring 150 år siden ramte en solstorm Jorden, der fik telegrafstationer til at bryde i brand, og for omkring 35 år siden fik en lidt mindre solstorm slukket for alt strøm i Québec i flere timer.
En stærkere solstorm vil dog kunne få katastrofale konsekvenser, og derfor giver forskere Solen og dens storme meget opmærksomhed. Et nyt værktøj kan dog være med til at advare os om alvorlige solstorme.
En gruppe NASA-forskere fra Inter-University for Astronomy and Astrophysics i Indien har for nylig formået at bruge AI-modeller til at forudse graden af en solstorm og dens retning på under et sekund.
Det nye værktøj, ‘DAGGER’, bruger algoritmer, en masse satellitter, der konstant holder øje med Solen, og stationer på Jorden, der er i stand til at registrere solstorme.
Det sidste er nødvendigt i forhold til at regne ud, hvor en mulig solstorm kommer til at ramme. Det kan nemlig få meget lokale konsekvenser, hvilket hændelsen i Québec vidner om.
DAGGER er ikke det første værktøj, der forsøger at regne solstorme ud ved hjælp af algoritmer, men det er det første, der kan gøre det hurtigt nok.
Så hurtigt, at vi har cirka 30 minutter til at forberede os, før en solstorm slukker for det hele. Lys bevæger sig nemlig hurtigere end det materiale, som Solen skyder afsted under solstorme.
jso


































