Er Pluto en planet eller en dværgplanet?

For 20 år siden (den 24. august 2006) blev Pluto ’degraderet’ fra at være planet til at være en dværgplanet.

Beslutningen blev taget efter en afstemning i den Internationale Astronomiske Union (IAU), men det blev begyndelsen på en hed debat, som stadig fortsætter.

For nylig har NASA's chef Jared Isaacman kastet benzin på bålet ved at give udtryk for, at han ønsker, at Pluto igen bliver klassificeret som en planet, og at NASA arbejder på nogle rapporter, der skal 'eskalere' diskussionen.

Det usædvanlige er, at meget af debatten har været domineret mere af følelser end af astronomiske argumenter.

For nu havde man siden Plutos opdagelse i 1930 fortalt og lært skolebørn, at Solsystemet havde ni planeter, og Pluto var den yderste – og sådan noget laver man bare ikke pludseligt om.

Det begyndte med Eris

Det hele begyndte i 2005, da et hold ledet af astronomen Mike Brown opdagede en klode, der bevægede sig rundt om Solen uden for Plutos bane. Den var omtrent samme størrelse som Pluto, men med større masse, og den fik navnet Eris.

Opdagelsen af Eris var et resultat af, at teleskoper og kameraer nu var blevet så effektive, at astronomerne i 1992 var begyndt at udforske og kortlægge det såkaldte Kuiperbælte af små kloder, som befinder sig uden for Neptuns bane.

Eris befinder sig i Kuiperbæltet, men da der er titusinder af kloder i Kuiperbæltet, var det måske ikke rimeligt at kalde alle disse normalt meget små kloder for 'planeter'? Vi kalder jo heller ikke de mange asteroider mellem Mars og Jupiter for planeter.

Både Eris og Pluto befinder sig i Kuiperbæltet, og da Pluto dengang blev anset for en planet, var der to muligheder:

• Udnævne Eris til planet på linje med Pluto.
• Opfinde begrebet ’dværgplanet’, så ingen af de to kloder var planeter.

Et centralt argument for at indføre et ny begreb var, at det allerede i 2006 var klart, at Pluto og Eris kun var toppen af isbjerget. Der var al mulig grund til at formode, at der langt ude i Kuiperbæltet var mange kloder næsten så store som Pluto, og det ville få antallet af planeter til at stige uoverskueligt.

På det tidspunkt var der ingen officiel definition af udtrykket 'planet'.

IAU besluttede at rette op på dette ved at udarbejde en kort liste med kriterier for, hvad en 'planet' kunne være, og bede medlemmerne om at stemme om definitionen på IAU's generalforsamlingsmøde i Prag 24. august 2006.

Problemet er, at man blev enige om at definere en planet på en måde, der både er uklar og svær at forstå for ikke-astronomer. Men lad os se på den.

Om planeter, kartofler og færdselsregler

Den nye definition på hvad der kendetegner en ægte planet har tre hovedpunkter:

1. En planet skal være i kredsløb om Solen

Det er ganske logisk. Jorden er en planet, fordi den kredser om Solen, men trods sin størrelse er Månen ikke en planet, fordi den kredser om Jorden.

2. En planet skal være rund

Alle de klassiske planeter er runde, fordi de er så store, at deres tyngdekraft er i stand til at forme planeten.

Man taler undertiden om ’kartoffelgrænsen’, for hvis kloden er tilstrækkelig lille, kan tyngdekraften ikke forme den, og så ender man med en uregelmæssigt formet kartoffellignende klode.

Kartoffelgrænsen afhænger af, om kloden består af is eller klippe, men ligger typisk omkring en diameter på omkring 400-600 km.

3. En planet har banen for sig selv

Hermed menes, at planeten skal være stor nok til fuldstændigt at dominere sin bane om Solen.

Den rydder simpelthen hele nabolaget ved med sin tyngdekraft enten at slynge mindre kloder helt bort, opsluge dem eller som et mindstekrav fuldstændigt styre banerne for mindre kloder i deres nabolag.

Men hverken Jorden eller Jupiter opfylder helt dette krav, uden at de af den grund er blevet ’degraderet’ til dværgplaneter.

Nær Jordens bane er der mindst 10.000 såkaldte nærjordsasteroider, mens Jupiter deler bane med mindst 100.000 af de såkaldte Trojanske asteroider. Det må dog understreges, at de Trojanske asteroider ikke bare kan kredse, som de selv vil, for Jupiter sørger for, at de alle kredser om et af de to Lagrange-punkter L4 og L5, henholdsvis 60^o foran og 60^o bagud for Jupiter.

Det er denne tredje del af definitionen, der udløste den mest ophedede diskussion, og kriteriet, der førte til, at Pluto ikke blev regnet for en planet.

Selvom Pluto kredser om Solen og er pæn og rund, deler den sin bane med en masse andre små, isfyldte legemer i Kuiperbæltet, ligesom den krydser Neptuns bane. Det var tilstrækkeligt til at omklassificere Pluto til at være en dværgplanet.

Masser af kritik

Der har været megen kritik af denne definition. Et helt oplagt punkt er, at definitionen ikke sætter en øvre grænse for, hvor stor en dværgplanet kan være, før den ikke længere kan regnes som dværgplanet.

En meget oplagt øvre grænse vil nok være ved en diameter på 4.880 km, som er radius for Solsystemets mindste klassiske planet Merkur, men selv ret store kloder ude i Kuiperbæltet med en omløbstid om Solen på flere hundrede år vil ikke være i stand til at rydde deres bane.

Sat lidt på spidsen, så er det Neptun, der styrer de indre dele af Kuiperbæltet, og længere ude gør de store omløbstider det meget vanskeligt for selv store kloder at holde deres bane ryddet.

Som eksempel kan nævnes, at Eris har en omløbstid om Solen på hele 560 år, og nogle kloder i Kuiperbæltet har større omløbstider.

Men det vil ærlig talt virke lidt fjollet en dag at opdage en rund klode større end den ’ægte planet’ Merkur, som - bare fordi den kredser et andet sted i Solsystemet end Merkur - alligevel bliver udnævnt til at være dværgplanet, fordi den ikke kan rydde sin bane.

Det er heller ikke helt klart, hvad der menes med at ’rydde banen’.

En bedre definition

Det eneste, alle er enige om, er, at alle kloder under ’kartoffelgrænsen’ er asteroider. Diskussionen er alene om, hvordan vi skal opdele de runde kloder.

Er de alle planeter, eller skal de opdeles i dværgplaneter og ’rigtige’ planeter?

Nogle astronomer mener, at IAU's kriterier for, hvad der kendetegner en planet, blev erklæret for hurtigt og uden tilstrækkelig konsultation med planetforskere.

En planetforsker, Alan Stern, mener, at en bedre definition ville tage højde for de geologiske og fysiske egenskaber ved en planet (eller ikke-planet).

For gør man det, så er det jo oplagt at kalde Pluto for en planet, for på mange måder er den lige så kompleks som Jorden.

New Horizons-missionen, der fløj forbi Pluto i 2015, viste, at Pluto har bjerge, laviner, vejr, en meget tynd atmosfære, der måske vil kollapse, når Pluto i sin aflange bane kommer længere bort fra Solen og derved bliver koldere.

Det er også muligt, at der under overfladen findes et flydende hav af meget saltvand blandet med ammoniak.

Pluto har hele fem måner, hvor den største, Charon, set fra Pluto er 8 gange større end vores måne set her fra Jorden. I modsætning til vores Måne hænger Charon altid stille på himlen over den ene halvdel af Pluto.

Pluto er ikke bare en klode skjult i mørke, for selv om Solen set fra Pluto blot er en stjerne, så lyser den 300 gange mere end fuldmånen her på Jorden. I et kort øjeblik hver dag nær daggry og skumring her på Jorden svarer belysningen til den, man oplever midt på dagen på Pluto.

At blive udnævnt til dværgplanet betyder derfor ikke, at en klode er uinteressant, men hvis begrebet skal overleve, så er der ingen tvivl om, at vi får brug for en bedre definition end den, vi har i dag.

Men det kunne da være, at IAU vil tage emnet op igen, nu hvor vi markerer 20-året for dværgplaneter.