Kina har nu to gange bragt første trin af en raket til landing, på en måde så det kan genbruges.
Det er en teknik, amerikanske SpaceX har anvendt siden 2015 med deres Falcon 9-raket, og som allerede har ændret rumfarten i USA.
At Kina nu, som det andet land i verden også behersker denne teknik, vil gøre Kina til en endnu større konkurrent til USA – en udvikling, som amerikanerne naturligvis følger tæt.
Den første landing fandt sted 10. juli med en Long March 10B-raket. Raketten har to trin, og det første trin blev indfanget af et net på et skib ude i havet. Dette er en anden teknik end den, SpaceX har anvendt.
Den anden landing blev gennemført 18. august med en privatudviklet raket ved navn Zhuque-3, og her kan man måske i højere grad tale om, at Kina har set på, hvad SpaceX har gennemført. For Zhuque-3 ligner på mange måder Falcon 9, og landingsmetoden ser også ud til at svare til den, SpaceX anvender.
Zhuque-3 er bygget af det kinesiske firma LandSpace, som allerede i december 2025 forsøgte at gennemføre en landing. Raketten fik godt nok opsendt en satellit, men da første trin skulle lande, endte det med en eksplosion tæt på startrampen.
Men det er alligevel helt godt at gennemføre en landing allerede på andet forsøg – SpaceX har jo også selv haft mislykkede opsendelser.
De kinesiske landinger er ikke blot tekniske bedrifter. De kan være begyndelsen på en ny fase af rumkapløbet, hvor billige genbrugsraketter gør det muligt at sende enorme mængder satellitter i kredsløb – og hvor Europa risikerer at blive hægtet af.
\ Om artiklens forfattere
Helle og Henrik Stub er begge cand.scient’er fra Københavns Universitet i astronomi, fysik og matematik.
I mere end 50 år har parret beskæftiget sig med at formidle astronomi og rumfart gennem radio, fjernsyn, bøger og foredrag og kurser.
De skriver om aktuelle astronomiske begivenheder for Videnskab.dk, hvor de går under kælenavnet ‘Stubberne’.
Genbrug gør opsendelser billigere
Genbrugsraketter er allerede nu ved helt at ændre rumfarten, fordi det nedsætter prisen for en opsendelse.
Hvor man i ’gamle dage’ opsendte satellitter enkeltvis, er tendensen nu at opsende såkaldte megakonstellationer. Her samarbejder et meget stort antal satellitter om at løse en bestemt opgave.
Det mest kendte eksempel på det er Starlink, der allerede nu omfatter mere end 11.000 internet-satellitter, men der er også andre og mindre konstellationer af satellitter, der overvåger Jorden.
De mange Starlink-satellitter opsendes med Falcon 9-raketter, hvor første trin kan genbruges mange gange og dermed nedsætte prisen per opsendelse.
Uden denne teknik og muligheden for at opsende op til 27 Starlink-satellitter med én raket, ville Starlink simpelthen blive for dyr at etablere.
\ Derfor er megakonstellationer fremtiden
Der er især to grunde til, at megakonstellationer er ved at erstatte satellitter, som arbejder hver for sig:
- For det første er megakonstellationer ikke sårbare overfor svigt af en eller flere satellitter. Derfor er de meget robuste, og det har ikke mindst militær betydning – noget, russerne har lært under Ukraine-krigen, hvor Ukraine stadig kan anvende Starlink.
- For det andet gør megakonstellationer det muligt at have en 24/7 overvågning af ethvert punkt på Jorden, da man ikke skal vente på, at en enkelt satellit vil passere hen over et bestemt område.
Konkurrencen mellem USA og Kina skærpes
Inden vi ser på Kina, kommer først to nyheder fra USA, der viser, hvor afgørende rumfarten er ved at ændre sig som følge af genbrugsraketter:
For det første kom Trump med et dekret 20. august 2026. Af det fremgår, at USA inden 2030 skal være i stand til at opsende 1.000 raketter om året.
Det er mere end fem gange så mange opsendelser som nu, men, som det fremgår af dekretet, er det en nødvendig udvidelse for at sikre USA's militære og økonomiske dominans i rummet.
Den forventede stigning er drevet af kommerciel og militær efterspørgsel efter kommunikationstjenester, overvågning af Jorden, rumbaseret styring af militære våben samt datacentre anbragt ude i rummet til brug for kunstig intelligens.
For det andet underskrev SpaceX et par dage efter Trumps dekret en aftale med staten Louisiana om at bygge en ny stor rumhavn med ikke mindre end ti ramper til den store Starship-raket, som også kan genbruges.
Det er en investering på mere end 100 milliarder dollar, og planen er, at man herfra årligt kan opsende tusinder af Starship-raketter, hvis opgave hovedsageligt vil være at opbygge nye megakonstellationer, sandsynligvis af datacentre i rummet.
Både dekretet fra Trump og den nye rumhavn viser, at man forudser en total omlægning af den måde, vi hidtil har haft rumfart på, hvor megakonstellationer bliver dominerende.
Kina vil sikre sig plads til 200.000 satellitter
Vi kan være helt sikre på, at Kina følger med i de amerikanske planer og er ved at omlægge deres egen strategi. Det vil betyde en meget hurtig opfyldning af rummet med kinesiske megakonstellationer.
Kina har allerede taget de første skridt til at sikre sig plads i rummet til 200.000 satellitter. Det er sket ved at ansøge den Internationale Telecommunications Union (FN’s officielle organisation for digitale teknologier og kommunikation, som blandt andet koordinerer satellitbaner) om de nødvendige pladser – et nødvendigt skridt for at undgå totalt kaos i rummet.
Der er allerede nu planlagt flere megakonstellationer fra Kina, men det er først nu, at de har en realistisk mulighed for at blive til noget. Da Kina er mindst lige så ambitiøse i rummet som amerikanerne, vil der blive kamp om pladserne.
Sagen er i al sin enkelhed, at der kun er et begrænset antal gode baner og pladser i rummet til satellitter.
Indtil nu er det gået godt, fordi USA har haft det hele for sig selv, men man kan sagtens forestille sig ikke bare politiske, men også militære konflikter, når Kina kommer til. Og efter Kina vil der komme andre lande, efterhånden som teknikken bliver mere udbredt.
Rusland er sakket bagud, og Europa er udfordret
Megakonstellationer vil blive den næste helt store revolution inden for rumfarten, og den kan ikke undgå at skabe vindere og tabere.
Da forudsætningen for at kunne skabe en megakonstellation er adgang til billige ’genbrugsraketter’, kan vi allerede nu se de kommende vindere og tabere i denne nye rumfart.
Rusland er en sandsynlig taber, mens Europa står overfor en alvorlig udfordring som følge af en forkert beslutning for mere end 10 år siden.
Rusland blev med Sputnik 1 i 1957 verdens første rummagt og havde i mange år et stort rumprogram, der bestemt kunne hamle op med USA. Men det var dengang, og i dag er Ruslands rumprogram kun en skygge af sig selv, hårdt ramt af nedskæringer som følge af Ukraine-krigen og de internationale sanktioner mod landet.
\ Ruslands militære rumfart
Rusland koncentrerer sig om militær rumfart og er i stadigt højere grad blevet henvist til at bruge billig, kommerciel elektronik i stedet for dyr elektronik, der er beregnet til rumfart.
Således opsender russerne slet ikke rumsonder til andre planeter, noget, der netop kræver elektronik af meget høj kvalitet, da de lange rejsetider kræver, at en rumsonde skal kunne fungere i mange år.
Men der er da et program kaldet Amur, som skal føre til en genbugsraket. De første forsøg skulle allerede være gennemført, men de nyeste oplysninger tyder på, at man ikke vil komme i gang før efter 2031, så det russiske rumprogram har næppe en stor fremtid.
Europa står i en helt anden situation, men det skyldes en forkert beslutning, som blev taget, da man var ved at udvikle den nye, europæiske Ariane 6-raket:
Omkring år 2010 besluttede man, at Ariane 6-raketten ikke skulle kunne genbruges, fordi det dengang blev vurderet som for dyrt at udvikle til et forholdsvis lille marked.
Da raketten stod færdig, havde SpaceX imidlertid vist, at genbrug kunne gøre opsendelser langt billigere, og derfor var Ariane 6 allerede blevet teknologisk og økonomisk overhalet.
\ Historien om en forkert beslutning
Historien om, hvorfor man tog den forkerte beslutning omkring Ariane 6 er som følger:
Der var et lille, men stabilt marked, og man regnede med, at Ariane 6 kun skulle opsende 5-10 raketter om året. Derfor ville man ikke investere i en meget dyr udvikling af en genbrugsraket, men lagde i stedet vægt på at raketten skulle kunne konstrueres og bygges forholdsvis hurtigt. Desuden havde SpaceX heller ikke på det tidspunkt demonstreret, at de beherskede genbrugsteknikken, og megakonstellationer var der vist ingen, som for alvor havde tænkt på.
Men da Ariane 6 så var klar til sin første opsendelse i 2023, var SpaceX i fuld gang med at opbygge Starlink med Falcon 9-raketter, og det blev til 138 opsendelser bare i løbet af 2023, så genbruget af rakettens første trin var nu rutine.
Så det går ikke ret godt for Ariane 6, der nu ses som en alt for dyr raket. Det er nemlig ikke nok, at ESA vil anvende raketten – den skal også kunne sælges på det internationale marked. Derfor har man opgivet at opgradere raketten.
Der er alligevel håb for Europa
Alt håb er dog ikke ude for Europa. Vi har teknikken og pengene, og ligesom vi ønsker militært at blive mere uafhængige, så forstår man udmærket i Bruxelles, at rummet i dag er en central del af det moderne samfunds infrastruktur.
Så der er et Ariane Next-program, som skal føre til en genbrugsraket.
Med den vilje, der er til at gøre Europa mere uafhængig af stormagter, er der grund til at være optimistisk – men det må indrømmes, at Ariane 6 har været en dyr lærestreg.
Det bliver afgørende, om Ariane Next-programmet allerede nu får tilført flere penge.
Og så må vi ikke glemme Japan og Indien, som har aktive programmer til at bygge genbrugsraketter. De to lande har i høj grad besluttet, at de skal være store rummagter, og de skal bestemt ikke undervurderes – og hvem ved, hvilke andre rummagter der vil dukke op i fremtiden?
Genbrugsraketter kan gøre rummet kaotisk og overfyldt
Genbrugsraketter kan gøre rumfarten så billig, at rummet omkring Jorden hurtigt vil fyldes op af tusinder af satellitter – og det kan give problemer.
Hvis man har styr på satellitterne, er der plads nok, men det vil helt sikkert ikke være tilfældet, da elektronik og styremotorer kan svigte, med den konsekvens at satellitten ikke holder sin bane i rummet.
Den kan så støde ind i en anden satellit, skabe en masse vragdele, som støder ind i endnu flere satellitter, og pludselig har vi det frygtede fænomen kaldet ’Kessler-syndrom’, hvor der skabes en kædereaktion af sammenstød, som ikke er til at standse.
Allerede nu gennemfører de mere end 10.000 Starlink-satellitter omkring 1.000 justeringer af banerne hver dag for at undgå sammenstød.
\ Kessler-syndromet
Kessler-syndromet kan gøre visse baner uanvendelige, fordi risikoen for, at en satellit bliver hurtigt ødelagt ved sammenstød, er for stor.
For at indgå kaos er det nødvendigt hele tiden at kunne justere baner for satellitter, som kredser rundt mindre end 2.000 km fra Jorden, og det er netop her, langt de fleste satellitter befinder sig. Aktiviteten på Solen ændrer nemlig den øvre atmosfæres tæthed på en uforudsigelig måde, og det påvirker banen for en satellit.
Vi har indtil nu undgået kaos, fordi antallet af satellitter har været forholdsvis lille, og SpaceX selv har kunnet styre det hele. Men hvad hvis man også skal koordinere med Kina, Indien, Japan og Europa?
Der er mange andre problemer, men spørgsmålet er, om denne opfyldning af rummet er det, vi ønsker af rumfarten – en 24/7-overvågning af hvert eneste punkt på Jorden med stadigt mere avancerede instrumenter, samtidig med at den gode, gamle stjernehimmel med stjernebilleder bliver svær at se på grund af de mange satellitter.
Men revolutionen i rumfarten er kommet, og den bliver nok umulig at stoppe. Den virkelige udfordring de kommende mange år er ikke teknisk, men politisk, da vi kun kan undgå det totale kaos ved at træffe præcise aftaler om fordeling af baner – og det vil kræve et godt internationalt samarbejde.
At træffe sådanne aftaler en langt større udfordring end det at bygge en genbrugsraket og så fylde den op med satellitter.
