Krigen udspiller sig allerede i rummet, og nu opruster Rusland med »foruroligende« våben

Det er nu to år siden, Rusland invaderede Ukraine i februar 2022, men på en måde var der et kosmisk varsel før krigen om, hvad der ventede forude.

For tre måneder før invasionen sendte russerne en raket ud i rummet, der ramte en gammel russisk satellit ved navn Kosmos 1408.

Resultatet blev, at mere end 1.800 sprængstykker nu kredser om Jorden i baner, der kan komme tæt på Den Internationale Rumstation, ISS. I lyset af hvad der senere skete, kan man spekulere over, om forsøget også var ment som en advarsel til Vesten.

Dagen for invasionen, 24. februar, blev nemlig markeret ikke bare af tanks og køretøjer på vej ind i Ukraine, men også af en demonstration af russisk militærmagt i rummet.

Det skete denne gang ved et cyberangreb på de civile amerikanske Viasat-satellitter, der bruges til kommunikation. Årsagen var, at Ukraines militær var kunde hos Viasat, og at de også brugte Viasat som en støtte til artilleriet gennem et program, der hed GIS Arta.

Et cyberangreb startede invasionen

Resultatet blev, at ikke bare de ukrainske styrker mistede kontakten til satellitterne, men mange andre, også almindelige civile brugere, blev ramt.

Tusinder af vindmøller drevet af det tyske Enercon blev påvirket, og det forlyder, at det russiske cyberangreb også gik ud over kritiske beredskabstjenester i Frankrig.

Der blev anvendt en type malware kaldet AcidRain (’Syreregn’), som permanent ødelagde de terminaler, som blev brugt til at holde forbindelsen mellem Jorden og Viasat.

Tabet af Viasat var et alvorligt slag for Ukraine, men inden for få uger var de ukrainske styrker imidlertid tilbage online takket være den enorme konstellation af Starlink-satellitter, der er opsendt af SpaceX med det formål at skabe en global adgang til internettet.

Her var Elon Musk hurtig, da han forærede Ukraine et stort antal terminaler, som var nødvendige for at kunne bruge Starlink, som Musk fortalte havde »modstået alle hacking- og jamming-forsøg«.

Rusland bemærkede desuden hurtigt, at ukrainske styrker i den dengang belejrede by Mariupol og andre byer brugte Starlink til kommunikation og til at udpege mål for artilleriet. Senere beklagede Musk sig over, at denne hjælp til Ukraine kostede ham 20 millioner dollar om måneden.

Har Ukraine åbnet en ny front i rummet?

Vi hørte ved krigens start ikke så meget om cyberangrebet på Viasat.

Ukraine ville ikke fremstå som alt for sårbare og svage i de første kritiske dage, hvor man meget gerne ville sikre sig vestlig støtte.

Rusland havde heller ikke noget ønske om at stå frem. De havde trods alt grebet ind mod amerikanske satellitter, og de har nok ikke ønsket at fremprovokere en hurtig vestlig modreaktion.

Selv om Ukraine ved invasionen ikke selv havde satellitter, var de hurtige til at anvende ikke bare Starlink, men også mange andre satellitter – se faktaboksen.

Her vil vi se på tre af de erfaringer, man kan få fra den måde, Ukraine har anvendt satellitter.

• Man kan godt anvende satellitter militært uden selv at eje dem.
• Civile, kommercielle firmaer kan derved blive part i en krig, blot ved at udleje eller sælge satellitter til tredjelande, som derefter anvender dem militært.
• Det er et uløst politisk spørgsmål, i hvilket omfang et land skal reagere på et angreb på deres civile satellitter, hvis angrebet skyldes en krig, man ikke ønsker at deltage i.

Ukraine har uden selv at ville det peget på nogle af de problemer, som kan blive afgørende ikke bare for Ukraine, men også for fremtidige krige.

Ukraine har klaret sig ved at anvende civile satellitter, som er bygget og ejet af private firmaer. Vi kan derfor forudse, at der i de kommende år helt sikkert vil blive flere firmaer, der tilbyder militære tjenester, lige fra træning i at anvende satellitter til salg eller leje af militære satellitter.

Vi er ikke meget langt fra, at det at købe og få opsendt en militær satellit svarer til at købe et jagerfly som F-35 – og prisen vil nok nogenlunde svare til prisen for en jager.

Hvis denne udvikling tager fart, så vil vi om få år ende i en situation hvor begrebet rummagt får en ny betydning, kendetegnet ved at fleste lande er blevet rummagter ikke ved egen indsats, men ved at købe eller leje, hvad man kunne kalde ’nøglefærdige’ militære systemer, produceret af Tech-industrien i andre lande.

Det burde være en udvikling, som bekymrer de lande, som har firmaer, der kan levere den form for service. For i hvilket omfang er man forpligtet til at forsvare disse satellitter i tilfælde af et cyberangreb eller en direkte ødelæggelse af en sådan satellit?

Har firmaerne krav på beskyttelse? Efter de nuværende regler kan man argumentere for, at det er lovligt at ødelægge civile satellitter, hvis de direkte hjælper fjenden, men er det så en krigserklæring mod det land, hvor private firmaer bygger og sælger satellitterne?

Satellitoperatører har allerede nu bedt regeringer om mere hjælp til at sikre deres systemer og om mere klarhed om, hvad regeringer vil gøre for at beskytte dem; den nuværende mangel på klarhed risikerer at forårsage fejlberegninger fra modstandere.

Efter svag start opruster russerne nu i rummet

Rusland fik en svag start i rummet efter invasionen, men nu ser det ud til, at de er gået i gang med en større oprustning. Men først den svage start.

Man skulle jo tro, at Rusland med deres store rumprogram og mangeårige erfaringer med militære satellitter ville have en enorm fordel. De fleste iagttagere har dog mere bemærket, hvor lidt de russiske militære satellitter tilsyneladende har betydet for kampene her på Jorden.

Man har i Ukraine ikke rigtig kunnet se, at russerne har haft en markant hjælp af deres satellitter, og hertil kommer, at de russiske missiler ikke er blevet styret helt præcist af det nu aldrende russiske GLONASS-system af navigationssatellitter.

Meget tyder på, at russiske militære kommunikations- og overvågningssatellitter halter langt bagefter USA’s i antal og teknologi – Rusland har muligvis kun to operationelle militære spionsatellitter.

En forklaring kan være mangel på små elektronikchips, som i høj grad har været importeret fra Vesten, men som har været ramt af sanktioner, efter at Rusland annekterede Krim i 2014.

Der er et stort spørgsmål forbundet med det russiske militære rumprogram, nemlig deres villighed til at ødelægge satellitter ved direkte at skyde på dem. Skyder man på en satellit, får man mange, måske flere hundrede små sprængstykker, som så vil kredse om Jorden i måske flere år og i den tid udgøre en stor fare for andre satellitter og Den Internationale Rumstation.

Russernes oprustning i rummet blev varslet 16. februar med en officiel melding fra Det Hvide Hus. Her blev det bekræftet, at Rusland har fået fat i et »foruroligende nyt« anti-satellitvåben, men det blev også understreget, at det ikke direkte kan forårsage ’fysisk ødelæggelse’ på Jorden.

The New York Times har beskrevet nyheden således:

»USA har informeret Kongressen og dens allierede i Europa om russiske fremskridt med et nyt, rumbaseret atomvåben designet til at true USA’s omfattende satellitnetværk, ifølge nuværende og tidligere embedsmænd, der er orienteret om sagen.«

»Et sådant satellitdræbende våben kan, hvis det bliver indsat, ødelægge civil kommunikation, overvågning fra rummet og militære kommando- og kontroloperationer fra USA og dets allierede. I øjeblikket har USA ikke evnen til at imødegå et sådant våben og forsvare sine satellitter, sagde en tidligere embedsmand.«

Det lyder jo ildevarslende, men vi ved på nuværende tidspunkt intet om, på hvilken måde atomkraft skal anvendes. Vi kan kun sige, at der ikke vil blive tale om at bringe atomvåben til eksplosion ude i rummet. Det er prøvet en gang før i 1962, og det ødelagde halvdelen af de satellitter, som på det tidspunkt var ude i rummet, fordi der blev skabt et heldigvis kortlivet nyt strålingsbælte omkring Jorden.

Da russerne næppe vil ødelægge deres egne satellitter, og man nok også vil søge at undgå rumskrot, så er den eneste mulighed, vi selv kan komme i tanke om, en stråle af atomare partikler, som kan ødelægge elektronikken i en satellit – og at skabe en sådan stråle vil netop kræve så meget energi, at det kan være nødvendigt med atomkraft. Men det er kun et gæt. Uanset hvad peger nyheden mod et nyt våbenkapløb i rummet.

En farefuld fremtid

Ukraine-krigen bliver desværre nok ikke den eneste krig i dette århundrede, hvor overlegenhed i rummet bliver afgørende​.

Amerikanerne tænker helt sikkert frem mod en mulig konflikt over Taiwan, hvor det bliver afgørende at kunne kommunikere fra USA hen over Stillehavet til Taiwan og Kina, så man følger det kinesiske rumprogram meget nøje – for hvordan vil USA reagere, hvis de pludselig mister kontakten til de varslingssatellitter, der skal advare USA mod et angreb fra Kina?

Rummet vil blive en stadig vigtigere del af moderne politik, men hvor er vi dog kommet langt væk fra de gode gamle dage, hvor rumfart alene handlede om opdagelsesrejser ud i Solsystemet.