Vi er nu nået nogle uger forbi jævndøgn og dagene bliver gradvist kortere. Ved oktobers begyndelse er dagens længde omkring 11 timer, og i slutningen af måneden nede på godt 9 timer.
Den 1. oktober står Solen op ca 7.15, og selv om dagene jo bliver kortere gennem måneden, så står Solen den 31. oktober også op ca 7.15.
Det minder os om, at vi netop søndag den 31. oktober om natten forlader sommertid, og urene skal stilles en time tilbage.
\ Om artiklens forfattere
Helle og Henrik Stub er begge cand.scient'er fra Københavns Universitet i astronomi, fysik og matematik.
I snart 50 år har parret beskæftiget sig med at formidle astronomi og rumfart gennem radio, fjernsyn, bøger og foredrag og kurser.
De står bag bogen 'Det levende Univers' og skriver om aktuelle astronomiske begivenheder for Videnskab.dk, hvor de går under kælenavnet 'Stubberne'.
Oktoberhimlen i nord
Kortere dage betyder længere nætter, og hvis blot vejret er med os, træder stjernebillederne tydeligere frem med udsigt til flere stjerner end blot de klareste.
Retter vi blikket mod nord efter mørkets frembrud, er der udsigt til stjernebilledet Store Bjørn med Karlsvognen ikke langt over horisonten. Følger man nu de to bagerste stjerner i Karlsvognens vognstang højere op på himlen, ender man ved Polarstjernen, der befinder sig i Lille Bjørn, der minder om en miniudgave af Karlsvognen.
Videre op nær himlens Zenith ses stjernebilledet Cassiopeia, hvis stjerner danner et W, der er let at få øje på. På hver side af Cassiopeia ses stjernebillederne Cepheus og Perseus.
Oktoberhimlen i syd
På himlen i syd er det især værd at lægge mærke til den store Pegasus-firkant, der er en del af stjernebilledet Pegasus - dog er den klare stjerne Alpheratz øverst i firkanten lånt fra Andromeda, der ses lidt højere på himlen - ikke langt fra Zenith.
Lidt længere mod øst har vi udsigt til Tyren med den klare røde stjerne Aldebaran, og lidt derfra er det ikke svært at få øje på den lille stjernehob Plejaderne - også kendt under navnet Syvstjernen.
Månen og planeterne
Det er nymåne den 6. oktober og fuldmåne den 20. oktober. Kort efter nymåne - den 8. oktober - er Månen nærmest Jorden, men det er nok ikke let at bemærke, at et meget smalt månesejl skulle ses en smule større. Den 27. oktober omkring klokken 23.30 og frem mod midnat på himlen i nordøst–øst står en stor halvmåne næsten lodret under de to klare stjerner Castor og Pollux i Tvillingerne.
Venus er aftenstjerne i oktober, idet den går ned lidt efter klokken 19, i begyndelsen af måneden en times tid efter Solen, og det bliver bedre i løbet af oktober, hvor Solen går gradvist tidligere ned.
Den 8.-9. oktober kan man med lidt held få øje på Venus sammen med et smalt månesejl lavt på himlen i sydvest lige efter solnedgang. Og den 16. oktober, lidt efter solnedgang, står Venus tæt på den klare stjerne Antares, igen lavt på himlen i sydvest.
Mars har vi ikke meget fornøjelse af i oktober, da den følges pænt med Solen både ved opgang og nedgang.
Til gengæld følges Jupiter og Saturn stadig på nattehimlen. Begge planeter står op om eftermiddagen og går først ned ud på natten. I dagene fra den 13. til den 16. oktober omkring klokken 19-21 ses Månen nær Jupiter og Saturn på himlen i syd.
\ Om serien 'Kig op'
'Kig op' er en serie, der i starten af hver måned zoomer ind på de vigtigste astronomiske begivenheder på himlen og ude i rummet.
Nogle af disse begivenheder vil blive uddybet i selvstændige artikler, som bringes i løbet af måneden
Følg også med i serien 'Rumfarten', der i starten af hver måned giver dig en oversigt over de vigtigste aktuelle rumfartsnyheder.
Her er oktobers installation i serien: Rumfarten i oktober: ISS får en talende robot, og rumsonde skal udforske Mars' ene måne
Sommertrekanten er her endnu
Sommertrekanten, som blev præsenteret i Kig op i august, står stadig klart på himlen her i efteråret. Selve trekanten dannes som nævnt af de tre klare stjerner Vega i Lyren, Deneb i Svanen og Altair i Ørnen. Alle tre stjerner er den klareste stjerne i deres respektive stjernebilleder.
I de lyse nætter var disse tre stjerner - og dermed trekanten - de letteste at få øje på, men nu, hvor nattemørket i højere grad er ved at sænke sig, så er det let at se mange flere stjerner i de tre stjernebilleder.
Stjernebilledet Cygnus
Lad os denne gang kigge nærmere på Svanen (eller Cygnus efter den latinske betegnelse). Vi finder Svanen højt på himlen i vest-nordvest. De klareste stjerner i Svanen minder meget om et kors, der er kendt under navnet Nordkorset, i modsætning til et tilsvarende kors på den sydlige stjernehimmel ved navn Sydkorset. Man skal forestille sig den korte del af korset som en svane fra næb til halefjer, mens den lange del viser os svanens udbredte vinger.
Den klareste stjerne i Svanen er Deneb, som vi kender fra sommertrekanten. I Nordkorset, som vi skal forestille os som en flyvende svane, bliver Deneb til Svanens halespids, mens næbbet er stjernen Albireo, der er den anden klareste stjerne i Svanen. Stjernerne Aljanah, Delta Cygni og Sadr bliver nu de udbredte vinger.
Deneb er rigtig langt borte - lidt over 2.600 lysår. Alligevel lyser den klart på himlen, for det er en stor stjerne med omkring 19 gange Solens masse. Og så lyser den et sted mellem 50.000 og 100.000 gange stærkere end Solen. Hvis vi forestiller os, at Deneb var lige så tæt på os som Vega i Lyren, der er 26 lysår borte, så ville den ses mere end 40 gange klarere end Vega, og den ville endda kunne kaste skygger i dagtimerne her på Jorden.
Stjernen Albireo, Svanens næb, er 430 lysår borte, og den er i virkeligheden en dobbeltstjerne, der består af en klar gul kæmpestjerne og en noget mindre blåhvid stjerne.
Og så til tre af stjernerne fra svanens vinger.
Aljanah er et flerdobbeltstjernesystem 73 lysår borte, hvis hovedstjerne er en rødlig kæmpe, der lyser 60 gange stærkere end Solen.
Delta Cygni er en dobbeltstjerne omkring 165 lysår borte. Primærstjernen er en blåhvid kæmpe, der er ved at nærme sig slutningen af sit liv. Den vil ende sine dage i en supernovaeksplosion.
Sadr, 1.800 lysår borte, er en ung superkæmpestjerne, kun 12 millioner år gammel, der lyser over 30.000 gange stærkere end Solen. Den er omgivet af en diffus tåge med katalognummeret IC 1318.
Cygnus X-1 - astronomiens første sorte hul
Der er mange stjerner i Svanen, men det mest interessante objekt i Svanen er nok den stærke røntgenkilde med betegnelsen Cygnus X-1. Og den har sin egen helt specielle historie. Cygnus X-1 befinder sig i svanens krop et stykke over stjernen Albireo ved svanens næb.
Nu trænger røntgenstråling jo ikke gennem Jordens atmosfære, så i den tidlige rumfarts dage benyttede man sonderaketter til at observere røntgenstråling fra rummet. På denne måde blev Cygnus X-1 opdaget i 1964 fra sonderaketter med geigertællere ombord, der var sendt op fra White Sands i New Mexico.
Betegnelsen X refererer til røntgenstråling, der på engelsk hedder X-rays , mens 1-tallet fortæller, at kilden er den stærkeste røntgenkilde i Cygnus. Og det var også den første kilde, man mistænkte for at rumme et sort hul.
Systemet Cygnus X-1, der ligger omkring 6.000 lysår borte, er en dobbeltstjerne, der består af en varm blå kæmpestjerne med en masse omkring 20 solmasser og en usynlig ledsager. De to kredser om hinanden på bare 5,6 døgn i en afstand på kun 0,2 AE, altså 1/5 af Jordens afstand til Solen. Massen af den usynlige ledsager er vurderet til omkring 15 solmasser.
En almindelig stjerne med denne masse burde være meget lysstærk og altså ikke usynlig. En hurtig variation i røntgenstrålingen har vist, at den kommer fra et meget lille område - af størrelsesorden nogle hundrede kilometer. Vi har altså at gøre med et massivt objekt, der er presset voldsomt sammen.
Ud fra sådanne overvejelser og observationer, er astronomerne nået frem til, at der må være tale om et sort hul.
Oprindelig har systemet bestået af to kæmpestjerner, hvor den nu usynlige ledsager engang var den største stjerne og derfor udviklede sig hurtigst til en slutfase, der endte i en supernovaeksplosion eller måske et direkte kollaps til et sort hul. Denne skæbne vil også med tiden overgå den blå ledsagerstjerne.
I den nuværende fase trækker det sorte hul med sit stærke tyngdefelt gasmasser til sig fra den blå stjerne. Gasmasserne hvirvler rundt om det sorte hul i spiraler og ender til sidst med at blive opslugt af det sorte hul. Ved denne bevægelse accelereres gasmasserne til så store hastigheder, at gassen opvarmes så meget, at der udsendes røntgenstråling - som vi så kan observere for at lære, hvad der sker.
Om nogle millioner år vil den blå kæmpestjerne også nærme sig sin slutning og eksplodere som supernova, og derefter - på grund af den store masse - kollapse til et sort hul. Når det sker, får vi to sorte huller i kredsløb om hinanden i stor fart.
De vil gradvist nærme sig hinanden og til sidst kollidere til et supertungt sort hul. Det er den absolut mest voldsomme form for sammenstød, der finder sted i universet. Samtidig med kollisionen udsendes en enorm mængde energi i form af tyngdebølger, der får selve rummet til at skælve.
Astronomerne har ved flere lejligheder været heldige at opfange sådanne udbrud af tyngdebølger, der afslører, at en voldsom kollision mellem sorte huller eller neutronstjerner har fundet sted.
Meteorsværme og stjerneskud i oktober
Orioniderne er den mest markante af oktobers meteorsværme. Sværmen er aktiv fra den 2. oktober til den 7. november, og den har sit navn efter stjernebilledet Orion, idet udspringet, også kaldet radianten, befinder sig lidt over den klare røde kæmpestjerne Betelgeuse i Orion. Orioniderne topper i en uges tid omkring den 21. oktober. Problemet er bare, at det er tæt på fuldmånen den 20. oktober, så månelyset kommer lidt i vejen for god udsigt til stjerneskud.
Men det er da værd at holde øje med, om Orioniderne ikke skulle kaste et par stjerneskud af sig, da sværmen jo er aktiv hele måneden, og Månen jo ikke kommer i vejen hele tiden.
Orioniderne stammer fra Halleys komet, der har efterladt sig en strøm af partikler i sin bane omkring Solen. Sidst vi kunne se Halleys komet var i 1986, og lige nu er kometen i sin meget aflange bane længere borte fra Solen end Neptun. Omkring november 2023 har den nået sin største afstand fra Solen, og så begynder så den lange rejse tilbage til det indre solsystem. I 2061 vil vi så igen kunne se Halleys komet, der vil lyse som de stærkeste stjerner.
For en god ordens skyld nævnes også tre mindre meteorsværme, der også kan give anledning til et par stjerneskud i ny og næ. Det drejer sig om de nordlige og de sydlige Taurider, der trods navnet har deres udspring lidt vest for Tyren. De sydlige Taurider topper omkring den 10. oktober, mens de nordlige træder ind omkring den 20. oktober, men varer ved ind i november.
Endelig er der den lille meteorsværm Draconiderne, der har sit udspring højt på himlen i nord i stjernebilledet Dragen, der snor sig ved siden af Lille Bjørn og Polarstjernen. Den har sit maksimum den 8.-9. oktober, hvor udsigten højt på himlen er fri for generende månelys.
Fire dage med ISS
Den Internationale Rumstation ISS har været med os hele september måned, men hvis man vil se den i oktober, så er der kun fire synlige passager i denne måned, nemlig den 1. til den 4. oktober, alle dage omkring klokken 19 -20, hvor ISS passerer tæt forbi Jupiter og Saturn lavt på den sydøstlige himmel.
For præcise detaljer se mere på programmet Heavens Above.
