Kig op i juni: Venus stråler på den lyse aftenhimmel

Med juni forlader vi foråret og træder ind i den første sommermåned.

Dagene bliver stadigt længere, indtil vi når frem til sommersolhverv 21. juni med årets længste dag.

Selvom Danmark er et lille land, så er der alligevel forskelle i dagens længde afhængig af, hvor i landet man opholder sig:

Er man i Skagen, varer den længste dag 18 timer og 6 minutter. I Gedser længst mod syd i Danmark er den længste dag lidt kortere med blot 17 timer og 16 minutter.

Ved sommersolhverv kommer Solen også højest på himlen, når den ved middagstid kommer helt op på omkring 57,5 grader over horisonten, men igen afhænger den største solhøjde af, hvor man er i landet. Solen kommer højere op på himlen i Gedser, end den gør i Skagen.

I hele juni måned står Solen op omkring kl. 4:40 og går ned omkring kl. 22:00 for et sted midt i landet. Netop omkring solhverv ændrer døgnets længde sig kun meget langsomt. Fra årets længste dag, 21. juni, og måneden ud aftager dagens længde med blot 5 minutter.

Vi kan derfor i hele juni se frem til lange, lyse sommernætter, hvor der kun er begrænset udsigt til stjernehimlen. Selv i nattens mørkeste timer omkring midnat kan det være svært at få øje på ret mange stjerner.

Lysende natskyer omkring sommersolhverv

Til gengæld for de manglende stjerner er det muligt at opleve de lysende natskyer, som er et meget smukt fænomen på nattehimlen.

Bedste tidspunkt er netop omkring sommersolhverv i juni og juli måned typisk på breddegrader mellem 50^o og 70^o. De kan vise sig som blåligt lysende tynde skyer, der ses højt på himlen, efter at Solen er gået ned og står lavt under horisonten.

De lysende natskyer er de højeste skyer i Jordens atmosfære, idet de dannes i det lag i atmosfæren, der kaldes mesosfæren, i højder på 80-85 kilometer over Jorden - langt højere end alle andre skyer.

Natskyerne består af frosne iskrystaller, der bliver synlige, fordi de rammes af Solens stråler, der rækker op over horisonten og får skyerne til at 'lyse' om natten. Solen oplyser også de høje skyer om dagen, men da er det for lyst til, at vi kan se dem.

Der er ingen synlige passager på himlen af ISS i juni måned.

Månen og planeterne

Det er fuldmåne 4. juni og nymåne 18. juni, og vi skal heller ikke helt snydes for planeterne:

Venus og Mars er stadig på aftenhimlen, og begge planeter går i begyndelsen af juni ned omkring kl. 1 og senere på måneden omkring midnat.

Jupiter står ved junis begyndelse op ud på natten lidt efter kl. 3 og senere i juni lidt efter kl. 2. Også Saturn er på den sene nattehimmel, ved junis begyndelse fra omkring kl. 2 og sidst i juni fra lidt efter midnat.

10. juni omkring kl. 3 passerer Månen tæt fordi Saturn lavt på himlen i sydøst. Månen er da i sidste kvarter, og Saturn står i Vandmanden. Nætterne 9. og 11. juni samme tid kan også bruges, der står Månen blot lidt længere borte fra Saturn.

14. -15. juni kommer turen til Jupiter, der mødes med Månen lavt på himlen i øst omkring kl. 3.30 og frem, indtil daggryet slutter forestillingen.

Endelig kan vi 20.-22. juni i tusmørket omkring kl. 22 opleve både Venus og Mars tæt på hinanden og tæt på Månen lavt på himlen i vest. Selvom himlen her før midnat er ret lys, så er Månen jo ikke til at tage fejl af, og Venus er som altid klar, hvis vejret er godt, så mon ikke det kan lykkes også at spotte den røde planet Mars, der befinder sig meget tæt på Venus.

Stjernehimlen

Den lyse sommerhimmel opmuntrer nok ikke til at gå på større opdagelser på stjernehimlen.

Skulle vi endelig komme med et bud, kunne det være at prøve, om man kan få øje på den berømte sommertrekant, der udgøres af tre stjerner: Vega i Lyren, Deneb i Svanen og Altair i Ørnen.

Det er måske lettest i begyndelsen af juni. Kig på himlen i øst omkring kl. 23 og frem. Højt på himlen finder vi den klare Vega, og ikke langt derfra, lidt længere nede på himlen, den lige så klare Deneb. Trekanten rundes af med stjernen Altair et stykke længere nede, men stadig pænt over horisonten.

Vega er blot 25 lysår borte og er dermed blandt nærmeste stjerner til Solen. Vega er en meget ung stjerne, men da den har en masse dobbelt så stor som Solen, vil den udvikle sig langt hurtigere og brænde ud længe før Solen.

Vega udmærker sig også ved at have været polarstjerne for cirka 12.000 år siden, og den vil blive det igen om cirka 13.700 år.

Deneb er en blåhvid supergigant, der ligger omkring 2.600 lysår borte. Dens udstråling, der er meget svær at bestemme, vurderes at være mellem 50.000 og 100.000 gange Solens. Derfor er den så klar på himlen, selvom den er langt borte. Som alle supergiganter ødsler den med sit kernebrændstof, og den vil ende sine dage efter få millioner år.

Altair er med afstand på kun 17 lysår endnu nærmere Solen end Vega. Altair er en stjerne lidt større og varmere end Solen.

Venus er en smuk juvel på himlen - men en skræmmende planet at gæste

Hele foråret har vi i de mange klare nætter kunnet nyde synet af aftenstjernen Venus som en strålende klar juvel på aftenhimlen, og det fortsætter her i juni, hvor selv de lyse nætter ikke overstråler Venus i timerne før midnat.

Men lige så smuk en planet, Venus er på nattehimlen, lige så skræmmende er den planet, som rumsonderne gennem årene har lært os at kende. Selvom Venus sådan set ligger indenfor det område i Solsystemet, der kaldes ’Den beboelige zone’, så er Venus alt andet end beboelig. Den er så fjendtlig overfor liv, som man overhovedet kan forestille sig.

Venus er i dag en tør og varm ørkenplanet med en overfladetemperatur på 480 grader og en tæt atmosfære af kuldioxid. Desuden er hele planeten omgivet af tykke skyer, hvorfra det regner fra sky til sky med små dråber af koncentreret svovlsyre - dog er temperaturen så høj, at regnen fordamper, før den når overfladen.

Men det har måske ikke været sådan altid. For Venus og Jorden minder på nogle områder om hinanden. De er omtrent lige store, og begge er klippeplaneter, der befinder sig stort set inden for den beboelige zone. Derfor er det også muligt, at de to planeter har mindet om hinanden i de første par milliarder år efter deres dannelse.

Men hvor Jorden udviklede sig til en frodig planet fuld af liv, så endte Venus i en løbsk drivhuseffekt, hvor alt planetens vand fordampede og efterlod en tør, varm planet, der ikke levnede livet mange chancer.

James Webb skal udforske exoplaneter

Vi har meget at lære om denne markante forskel mellem de to planeter. Der er muligvis en hårfin balance i udviklingen af planeter i den beboelige zone omkring en stjerne.

Den balance kan vi lære mere om ved at studere exoplaneter, der minder om Venus, og det bliver netop en opgave for James Webb-teleskopet i 2024.

Forskere fra University of California har blandt 300 exoplaneter udvalgt en lille gruppe på fem, kaldet exoVenusplaneter, som Webb-teleskopet nu skal undersøge nærmere for biosignaturer. Det sker ved at optage spektre og se, om man kan påvise ilt, vand eller metan og andre stoffer, der kan referere til liv.

Herved håber vi at lære noget om udviklingen af planeter i grænseområdet med den følsomme balance mellem at udvikle liv som Jorden eller løbe løbsk som Venus.

Den nærmeste stjerne

I de lyse nætter holder stjernehimlen pause - vi ser i stedet på nogle af de nærmeste nabostjerner til Solen.

Der er god plads og langt mellem stjernerne i Mælkevejen. Selv de nærmeste stjerner i Solens omegn ligger flere lysår borte.

Vores nærmeste stjerne-nabo er et tredobbelt stjernesystem lidt over 4 lysår borte, der består af de to stjerner Alfa Centauri A og B, der minder om Solen, og den lille røde dværg Proxima Centauri, der med en afstand på 4,37 lysår er den nærmeste af de tre (Proxima er det latinske ord for nærved).

Alfa Centauri-systemet kan desværre kun ses fra den sydlige stjernehimmel i stjernebilledet Centauren, hvor dobbeltstjernen A og B ses på himlen som en enkelt, meget klar stjerne. Det kræver et ganske stort teleskop at se den lille Proxima Centauri.

De to stjerner Alfa Centauri A og B kredser om hinanden med en omløbstid på 80 år, mens Proxima Centauri kredser om de to andre i meget stor afstand med en omløbstid på 550.000 år. Der er ikke med sikkerhed påvist planeter omkring A- og B-stjernerne, selv om man har en formodning om et par kandidater.

Til gengæld er der fundet en planet lidt større end Jorden omkring Proxima Centauri med en omløbstid på 11,2 døgn. Planeten ligger i det såkaldte beboelige område omkring den røde dværg, hvor der skulle være en passende temperatur og mulighed for vand.

Der er dog det problem, at Proxima Centauri er en såkaldt flarestjerne, der med mellemrum sender byger af hård stråling ud mod sine omgivelser. Det giver vanskeligt vilkår for muligt liv.

NASA har ideer om at rejse til Alfa Centauri-systemet i 2069

Der er stadig meget at opdage i vores nærmeste stjernesystem, og selvom det kun er skrivebordsplaner, så er Alfa Centauri-systemet det til dato eneste, hvor der er fremsat seriøse planer om, hvordan man måske engang kunne sende en rumsonde afsted for at udforske vores nærmeste nabo.

Det er NASA, der står bag idéen om en sådan rejse. Opsendelsen skulle finde sted i 2069 for at markere 100-året for den første landing på Månen med Apollo 11.

Planen er at bruge solsejl og accelerere dem af højenergi lasere. Ifølge udregningerne skulle rumsonden nå op på 10 proecent af lysets hastighed, og den skulle ankomme til Alfa Centauri i år 2113, 44 år efter opsendelsen.

Barnards stjerne

Den næst-nærmeste stjerne er en lille rød dværgstjerne seks lysår borte i stjernebilledet Ophiuchus. Den bærer navnet Barnards stjerne efter sin opdager, den amerikanske astronom Edward Emerson Barnard.

Barnards stjerne har en bane, der afviger meget fra Solens bane, og det betyder, at den astronomisk set bevæger sig hurtigt hen over himlen. I løbet af et menneskes levetid flytter den sig en kvart grad, hvilket er halvdelen af, hvad Månen fylder på himlen.

Om lidt mere end 10.000 år vil afstanden til Barnards stjerne være bare 3,75 lysår, men på det tidspunkt er også Proxima Centauri kommet endnu tættere på Solen, så Barnards stjerne opnår altså ikke at blive vores nærmeste nabo.

Wolf 359: Stjernen, der opstrådte i Star Trek

En lille rød dværg ved navn Wolf 359 er med en afstand på 7,9 lysår nummer 3 i stjernerækken.

Den er med en størrelse blot lidt over Jupiter blandt de mindste stjerner, man kender. Denne lille stjerne har alligevel skrevet sig ind i historien ved at optræde i en episode i den berømte Star Trek-serie, hvor der blev udkæmpet et større slag i året 2367.

De to sidstnævnte stjerner er så små, at de ikke kan ses med det blotte øje - helt i modsætning til den næste stjerne, vi ser på.

Sirius - himlens klareste stjerne

Næste stjerne i rækken er i høj grad synlig for øjet - Sirius en nemlig himlens klareste stjerne.

Vi finder den i stjernebilledet Store Hund, der kendes som en del af den berømte Vinterellipse af klare stjerner.

Sirius ligger 8,6 lysår borte, og den er en klar hvid stjerne, der lyser 25 gange stærkere end Solen. Den er omkring 70 procent større end Solen og har en masse, der er dobbelt så stor som Solens.

Sirius er dog en ret ung stjerne, der er dannet for omkring 250 millioner år siden - på den tid, hvor dinosaurerne så småt indtog Jorden.

Men Sirius er ikke alene. Den har en ledsager: En lille hvid dværg ved navn Sirius B, som først er opdaget senere.

I midten af 1800-tallet opdagede den tyske astronom Friedrich Bessel, at Sirius har en lidt slingrende bevægelse, og han gættede derfor på, at årsagen var, at Sirius havde en lille ledsager i bane omkring sig.

Det var dog først efter Bessels død, at den amerikanske astronom og kikkertbygger Alvin Clark i 1862 fik øje på den lille ledsager i sin spejlkikkert. I 1915 kunne man optage et spektrum, der viste, at der var tale om meget varm stjerne.

I dag ved vi, at ledsageren, nu kaldet Sirius B, er en lille hvid dværg, formodentlig ikke meget større end Jordkloden. En hvid dværg er en meget gammel stjerne, der er i slutfasen af sit liv. Sirius B er begyndt som en stjerne, der minder om vores sol, blot har den været større.

På et tidspunkt har den brugt det meste af sit kernebrændstof og er derpå svulmet op til en rød kæmpestjerne, som vores Sol også vil blive på et tidspunkt.

Kæmpestjernefasen er en forholdsvis kortvarig og ustabil fase, der varer et par millioner år. Stjernen ender med at blæse hele sin atmosfære ud i rummet i det, man kalder en planetarisk tåge. Resten af stjernen kollapser til en ganske lille og meget varm stjerne på størrelse med Jorden.

Således bliver der dannet en hvid dværg, der markerer slutfasen af stjernens liv. Den har ikke flere energikilder, den vil blot langsomt afkøles over mange milliarder år.