\ Serien Kig op!
'Kig op!' giver dig hver måned en oversigt over astronomiske højdepunkter og de vigtigste begivenheder, du kan se på himlen.
Der er flere af de kendte stjernebilleder på himlen, og et af dem er Pegasus.
Pegasus er kendt ved, at fire stjerner danner en stor firkant på himlen. Det specielle ved denne firkant er, at kun tre af stjernerne hører til stjernebilledet Pegasus.
Oprindeligt hørte den fjerde stjerne også til Pegasus, men i 1922 holdt den flyttedag til nabostjernebilledet Andromeda, da man endeligt fastlagde grænserne mellem de enkelte stjernebilleder.
Det er en god lille øvelse at identificere denne stjerne ved først at finde selve stjernebilledet Andromeda.
Pegasus er også kendt for stjernen 51 Pegasi, som desværre ikke kan ses med det blotte øje. Men det var omkring denne stjerne, man fandt den første exoplanet i 1995.
Planeten er lidt mindre end Jupiter, men den er så tæt på 51 Pegasi, at det kun tager godt fire døgn at komme en gang rundt om stjernen.
Den opdagelse var bare den første af en lang række opdagelser af exoplaneter, hvor antallet af kendte exoplaneter nu er steget til over 4.000.
Besøg af Neowise
I juli har vi haft kometen Neowise på himlen – den blev faktisk flottere, end man havde ventet. Sådan kan man være heldig, og med mellemrum dukker der da også nye kometer op på himlen.
Astronomerne er blevet lidt forsigtige med at love alt for meget på forhånd, for det er sket mere end en gang, at en komet, som var varslet til at blive et flot syn på himlen, ikke rigtig blev til noget.
Det er simpelt hen meget svært at beregne, hvor klar en komet vil blive.
Se Perseiderne og planeterne
Meteorsværmen Perseiderne dukker som sædvanligt op i august. I år er den stærkest mellem 11. og 12. august.
Det ser ud som om, stjerneskuddene kommer fra et punkt på himlen kaldet radianten som ligger mellem Pegasus og Cassiopeia, der jo danner det karakteristiske W på himlen.
Man kan i øvrigt se stjerneskud fra Perseiderne både før og efter 12. august – men så er der bare ikke så mange af dem.
Hvis man alligevel er ude og se efter stjerneskud, så bemærk også Jupiter og Saturn, som står lavt på himlen om aftenen.
Er man en rigtig natteravn og bliver oppe til efter midnat, så dukker Mars op på himlen.
Venter man tilstrækkeligt længe til efter klokken 2 om natten, så kommer Venus også på himlen. Den er så klar, at man simpelthen ikke kan undgå at se den.
Månen kommer heller ikke til at genere udsigten til stjerneskud ret meget. 12. august står Månen op lige efter midnat, og det er kun halvmåne.
Om at følge himlen
Langt den bedste måde at følge tidens gang på himlen er ved brug af en computer. Vi har tidligere omtalt, at man kan downloade planetarieprogrammet Stellarium fra adressen stellarium.org.
Man kan også vælge at bruge programmet timeanddate. Det er er stort program, der kan en masse, men er man specielt interesseret i astronomi, kan man bruge timeanddate.com
Programmet er på engelsk, men let at betjene – og man kan vælge sit observationssted (gå til home).
Med den facilitet, der hedder NightSky, kan man følge stjernehimlen dag for dag.
Der foregår naturligvis meget mere i universet, end hvad man kan se direkte på himlen, enten med det blotte øje eller gennem en lille kikkert.
Stjernen, der forsvandt
Der er forsvundet en stjerne i en fjern galakse 75 millioner lysår borte.
Det var en stor stjerne som udsendte meget lys, og så store stjerner forsvinder ikke bare.
Ved slutningen af deres liv, eksploderer de som supernovaer, og det er en begivenhed, man ikke bare kan overse.
Der er tale om et lidt af et mysterium, som måske kan ændre på nogle af vores teorier for stjerners udvikling.
En blå stjerne fra Kinman Dværggalaksen
Stjernen befinder sig i en lille galakse kaldet Kinman Dværggalaksen.
Denne galakse er for langt borte til, at man direkte kan se enkelte stjerner.
Men da man i 2001 begyndte at studere lyset fra galaksen, blev det klart, at den lille galakse indeholdt en meget stor og varm blå stjerne, som lyste 2,5 millioner gange stærkere end Solen.
Denne stjerne blev så observeret de næste 10 år frem til 2011.
Derefter kom en pause indtil 2019, hvor man så ville genoptage observationerne med det 8 meter store europæiske VLT teleskop i Chile.
Til alles store overraskelse kunne dette store teleskop ikke finde noget tegn på den varme, blå stjerne.
Nogle måneder senere forsøgte man igen, denne gang med et nyt instrument koblet til teleskopet. Men lige lidt hjalp det: Stjernen var simpelthen bare væk.
Tilbage til historien
Så gik man tilbage i arkiverne og så på nogle af de ældre målinger af den blå stjerne.
De viste, at stjernen var ustabil, og den i princippet godt kunne være forsvundet - men der havde med sikkerhed ikke været noget supernovaudbrud i Kinman-galaksen mellem 2011 og 2019.
Tilbage var to muligheder: Stjernen kunne have haft en form for udbrud, hvor der var udsendt så meget støv, at den var blevet usynlig for vores teleskoper.
Den anden og meget mere interessante mulighed var, at stjernen var kollapset direkte til et sort hul. Hvis det er tilfældet, er det en opdagelse, der har enorm betydning for vores teorier om stjerners død.
Store stjerner kan godt kollapse til sorte huller, men ved kollapset frigøres så enorme energimængder, at det ender i en supernovaeksplosion.
Vi kender i dag ingen måde, hvorpå en stjerne kan kollapse direkte til et sort hul uden samtidig at skabe en stor eksplosion.
Stjerner er forsvundet tidligere
Måske har vi endda set det før, bare uden at vide det. I galaksen NGC 6946 havde man observeret en meget klar rød superkæmpe kaldet BH1.
Stjerne havde en masse på mindst 25 gange Solens, og da man observerede den i 2009, målte man dens lysstyrke til at være mindst en million gange større end Solens lysstyrke.
I 2015 var stjernen stort set væk, selv om man kunne spore noget forholdsvis svag infrarød stråling fra positionen. En ting var dog sikkert: Stjernen var ikke eksploderet som supernova, hvad den efter sin størrelse burde gøre.
Men hvis der findes en måde for store stjerner at ende deres liv på uden at eksplodere som supernovaer, så har det stor betydning for et andet af astronomiens store mysterier, nemlig den kendsgerning, at der allerede tidligt i universets historie eksisterede galakser med enorme sorte huller i deres centre.
Det er lidt svært at forklare ud fra de nuværende teorier, men hvis der findes en anden måde at danne sorte huller på, end den vi kender, så er her måske en løsning.
\ Om artiklens forfattere
Helle og Henrik Stub er begge cand.scient'er fra Københavns Universitet i astronomi, fysik og matematik.
I snart 50 år har parret beskæftiget sig med at formidle astronomi og rumfart gennem radio, fjernsyn, bøger og foredrag og kurser.
De står bag bogen 'Det levende Univers' og skriver om aktuelle astronomiske begivenheder for Videnskab.dk, hvor de går under kælenavnet 'Stubberne'.
Pletter på Betelgeuse
Mens vi er ved stjerner, som opfører sig mærkeligt, så har den røde kæmpestjerne Betelgeuse i stjernebilledet Orion jo været i pressen for nylig.
Mellem oktober 2019 og april 2020 faldt lysstyrken af Betelgeuse til omkring 40 procent af den normale værdi, noget man aldrig før havde observeret. Det blev af mange taget som et tegn på, at stjernen var tæt på at eksplodere som supernova.
Det gjorde den som bekendt ikke. I stedet vendte Betelgeuse tilbage til sin normale tilstand, og den mest nærliggende forklaring var, at store støvskyer havde skygget for lyset.
Denne teori holder måske ikke, for nu mener man at have fundet en anden forklaring på den mærkelige opførsel, nemlig at Betelgeuse i denne periode har haft nogle enorme ’stjernepletter’ svarende til de meget mindre solpletter, vi kender fra Solen.
Hvad er solpletter?
En solplet eller en stjerneplet er et område af en stjerne, hvor temperaturen lavere end omgivelserne.
Derfor kommer der mindre lys fra en plet end fra resten af stjernen.
Således har de solpletter, vi kan se på Solen, en temperatur på omkring 3-4.000 grader, mens resten af Solen har en temperatur på 5.500 grader.
Det har den konsekvens, at en solplet udsender meget mindre lys per kvadratmeter end resten af Solen.
Det får solpletter til at virke mørke, selv om de i virkeligheden lyser ganske meget. Kunne vi se en solplet helt alene uden Solen som baggrund, ville vi let kunne se pletten, som i nogle tilfælde kan udsende lige så meget lys som fuldmånen.
Betelgeuses solpletter
På kæmpestjernen Betelgeuse er alt naturligvis meget større, og det gælder også for dens pletter.
Man har længe vidst, at Betelgeuse har store pletter, men de har aldrig været store nok til for alvor at have betydning for mængden af det lys, Betelgeuse udsender.
Mellem oktober 2019 og april 2020 faldt lyset fra Betelgeuse til omkring 40 procent af den normale værdi.
Ved at måle udstrålingen fra Betelgeuse i infrarødt lys (mere teknisk i submillimeter-området), så viste det sig, at udstrålingen faldt 20 procent i disse bølgelængder.
Hvis der havde været tale om store støvskyer, som havde svækket lyset, så ville man ikke have observeret dette fald. Det var selve stjernen, der var begyndt at lyse mindre.
Det kan forklares med et temperaturfald på store dele af overfladen. Den mest nærliggende forklaring nu er enorme pletter, som jo har en lavere temperatur end den øvrige overflade.
Samtidig kunne man observere, at Betelgeuse tilsyneladende ændrede form, men det kan forklares ved, at de mørke pletter dækkede store dele af overfladen, omkring 50-70 procent af den synlige overflade.
Men det er sandelig heller ikke noget, vi har set før. De allerfleste sol – og stjernepletter er ganske små i forhold til selve stjernen.
Så vi har måske bare set et sjældent fænomen, selv om det ikke har noget at gøre med den supernovaeksplosion, vi venter en gang i den nære eller lidt fjernere fremtid.
Den umulige måne
Saturn har mange måner, og flere af dem er set med vores øjne ganske mærkelige.
Men førsteprisen må nok tilfalde en meget lille og næsten ukendt måne ved navn Methone. Den kredser i en bane tæt på Saturn mellem banerne for de større måner Mimas og Enceladus.
Methone blev opdaget i 2004, og i 2012 tog Cassini-rumsonden de første nærbilleder.
De viste en lille ægformet måne mindre end fire kilometer lang. Det var der nu ikke noget mærkeligt ved.
Det overraskende var, at den lille månes overflade er helt glat, uden det mindste spor af de meteorkratere, man ellers ser alle vegne i Solsystemet. Det burde faktisk være umuligt for en lille måne ikke at have et stort antal meteorkratere.
Der gik naturligvis ikke længe, før man kunne læse teorier om, at Methone var et rumskib fra en fremmed stjerne, som var parkeret i en bane om Saturn, men der er også en anden og nok mere sandsynlig forklaring.
En stor støvbold
Det første spor kom fra målinger af massefylden, som viste sig at være usædvanlig lav – under 1/3 af massefylden for vand.
Methone er helt klart ikke en klippe, men meget nærmere noget, man kan kalde en stor støvbold. Eller den meget lave temperatur på -180 grader taget i betragtning en slags snebold.
De manglende kratere kan måske forklares ved, at overfladen minder meget mere om en væske eller støvsamling end en fast klippe. Overfladen må være så svag, at de kratere, der ikke kan undgå at dannes fra tid til anden, simpelthen flyder ud.
Hvis det er forklaringen, så bliver det en måne, vi aldrig kan lande på. Sandsynligvis ville det være som at lande i en støv– eller snestorm.
Selv om landingen var meget blid, så ville rumskibet hurtigt synke ned under overfladen, og efter kort tid ville der ikke være noget spor af landingen. Måske ville rumskibet synke hele vejen igennem Methone…
