Hvad nu hvis vi får kontakt med fremmede civilisationer?

Er vores planet Jorden fyldt med mennesker og liv noget enestående i universet, eller er vi bare ganske almindelige? Og hvordan finder videnskaben svar på det spørgsmål?

Det var nogle af hovedtemaerne på sommerens konference om liv i rummet i København, og på arrangementets sidste dag var der fokus på ’Future of Life and Humanity’, altså det store spørgsmål om livet og menneskehedens fremtid. Her fik vi demonstreret, at videnskabsmænd kan tænke ’ud af boksen’.

Det, vi er mest interesserede i, er ikke bare intelligens, men teknologisk intelligens, der kan bygge radioer og rumskibe, så vi kan komme i kontakt med andre potentielle civilisationer – men det er noget af et krav at stille.

For at kunne skabe en teknisk civilisation er intelligens nemlig ikke nok. Man skal have hænder for at kunne manipulere værktøj, ild for at kunne forarbejde metaller, fossile brændstoffer for overhovedet at kunne starte en teknologisk udvikling samt et komplekst sprog for at kunne overføre informationer.

Derfor er der sandsynligvis rigtig mange planeter, hvor det simpelthen ikke er muligt at udvikle en teknologisk kultur. Det vil således være tilfældet, hvis planeten er helt dækket af hav eller mangler tunge grundstoffer som metaller eller ikke har gennemløbet en udvikling, der har skabt fossile brændstoffer, som det skete under kultiden her på Jorden.

Der kan derfor eksistere mange planeter i universet, hvor der måske nok findes høj intelligens, men ingen teknologi, enten på grund af planetens opbygning eller fordi de intelligente væsener ikke har kunnet udvikle den, fordi de har manglet hænder eller muligheden for at udvikle et sprog.

Jorden selv giver jo flere eksempler, fordi vi deler vores planet med flere intelligente dyrearter. I havet svømmer eksempelvis delfiner, hvaler og de meget kloge blæksprutter med deres hele ni hjerner rundt. I luften flyver krager, skader og papegøjer. Og så er der de kloge chimpanser, der bare mangler et komplekst sprog.

Ud fra den nyeste viden om exoplaneter er man begyndt at diskutere, om en forklaring på den store stilhed - altså at vi til dato aldrig har fundet hverken liv eller spor af andre civilisationer i universet - kan være, at hovedparten af liv i universet måske findes på planeter, som er helt dækket af hav.

Det post-biologiske univers

Skal man fremhæve et af konferencens spændende oplæg, må det være Steven Dicks foredrag, som han kaldte ’Transforming our worldviews in a biological (or post-biological) Universe' ('Forandringer i vores opfattelse af verden i et biologisk (eller postbiologisk) univers').

Steven Dick har en fortid som historiker i NASA og har i mange år beskæftiget sig med astrobiologi, Han lagde ud med at opstille tre muligheder for universets udvikling:

• Det fysiske univers
• Det biologiske univers
• Det postbiologiske univers

Det fysiske univers er det 13,8 milliarder år gamle univers, vi kan observere. Det eneste sted, vi ved, at der findes liv, er her på Jorden – ellers ser universet ud til helt at være styret af fysikkens love. I et sådant univers kan livet godt være en i bedste fald sjælden tilfældighed.

Det biologiske univers derimod er kendetegnet ved, at der er liv mange steder, som hele tiden udvikler sig. Det er det univers, vi håber at finde, og hvor der samtidig er mulighed for at møde andre intelligensvæsener.

Det postbiologiske univers derimod er et univers, hvor den biologiske intelligens over måske millioner af år er erstattet af en form for kunstig intelligens. Steven Dick formulerer her sit princip for intelligens, hvis mål ifølge ham er ’vedligeholdelse, forbedring og opretholdelse af viden og intelligens som den centrale drivkraft for kulturel evolution, og at i det omfang intelligens kan forbedres, vil den blive forbedret’.

Med andre ord; Det biologiske livs vigtigste opgave er at sikre livets overlevelse – hvorimod den ikke-biologiske intelligens vigtigste opgave er at sikre, at intelligens overlever og hele tiden udvikler sig.

Hvis udviklingen går i retning af et postbiologisk univers, så har den i hvert fald haft god tid. Der har næsten sikkert kunnet eksistere planeter som Jorden for mere end syv milliarder år siden, hvilket er mere end to milliarder år, før Jorden blev dannet.

Selv om kunstig intelligens formentlig kræver, at der først er udviklet en biologisk intelligens, så kan den kunstige intelligens nemlig godt være udviklet, før livet opstod på Jorden.

Her kan man vil læse mere om Steven Dicks teorier og tanker.

Den amerikanske astronom er ikke den eneste, der har tænkt i disse baner. Også andre forskere argumenterer for, at det postbiologiske univers skal ses som en direkte forklaring på den store stilhed (læs blandt andet mere her og her).

Måske svært at tale sammen

I sit foredrag lagde Steven Dick også vægt på andre aspekter af potentiel kontakt med en højere intelligens.

Han fremførte tre muligheder, ud fra erkendelsen af at ’det sete afhænger af øjnene, der ser’. Vores verdensbillede er bestemt af vores sanser, og hvordan vi fortolker det, vi observerer. Andre dyr eller computere vil helt sikkert se og måske også fortolke universet på en anden måde. De tre muligheder ifølge Steven Dick er:

• Vi ser og opfatter universet ens. Det giver mulighed for at kommunikere.
• Der er både forskelle og ligheder i den måde, vi opfatter universet på. Det vil vanskeliggøre kommunikation, men rummer også den muligheden for, at vi kan lære banebrydende nyt.
• Vi er slet ikke enige om beskrivelsen af universet. Dette scenarie må vist siges at være en udfordring…

Sagen er, at vi skal være forberedt på alle tre muligheder, og Dick kom også ind på en vigtig kulturel udfordring. For mange er verdensbilledet koblet til en religion, og som han sagde: ’Religion reflects a deeply felt human need’ – vi har religion, fordi vi har behov for det. Derfor kan mødet med en højere intelligens ikke undgå at påvirke vores kultur fundamentalt.

Hvem taler Jordens sag?

Fra disse meget kosmiske tanker vender vi tilbage til noget måske mere nærværende.

Vi har nu i årtier sendt kraftige radiosignaler ud i rummet, og vi leder og lytter efter andre civilisationer med stadig bedre instrumenter. Hvis de overhovedet findes, så er det vist bedst at forberede sig. Det var emnet for foredraget ’Who speaks for Earth’, eller 'Hvem taler Jordens sag', af Ian Crawford, professor i astrobiologi ved Birkbeck, University of London.

Crawford mener, at det er en opgave for FN, og der er virkelig mange ting at tage fat på. For at begynde i det små så bør vi nok allerede nu tænke på mødet med mikroorganismer fra Mars. Skal de beskyttes – og hvordan skal vi her på Jorden beskyttes mod at komme i kontakt med mikroorganismer fra Mars?

Det er en af de opgaver, som rumagenturer verden over allerede nu tager alvorligt. Næste skridt er retningslinjer for ekspeditioner længere ud i solsystemet. I dag anser vi det for meget usandsynligt, men det kan da godt være, at vi en dag vil møde noget lidt mere kompliceret biologi længere ude i Solsystemet - måske på Jupiter og Saturns Måner.

Det vil kræve retningslinjer for, hvordan vi skal reagere på sådan et potentielt møde. Eventuelt om vi skal holde os helt væk for at undgå at ødelægge en lokal biosfære med organismer fra Jorden – det der kaldes 'directed panspermia'.

Der er også et behov for regler for det, som kaldes for METI (Messaging to Extra-Terrestrial Intelligence), altså at sende budskaber til andre civilisationer.

Der er allerede sendt flere radiosignaler ud i rummet til stjerner, hvor der skulle være mulighed for beboelige exoplaneter. De fleste signaler er stadig undervejs, men sandsynligheden for, at der er nogen til at modtage dem, må nok vurderes til at være forsvindende lille.

Men er sådanne aktiviteter noget, man bare kan give frit lejde til, eller skal de reguleres?

Der har siden 2015 eksisteret en forening i USA, som aktivt driver METI, og de har vist ikke søgt FN om tilladelse til at fortælle universet, at her bor vi. Det er nu heller ikke et problem, vi behøver at bekymre os meget om – i hvert fald i en overskuelig fremtid. Men på et tidspunkt bliver vi nok nødt til at tage stilling til det.

Ser vi lige bort fra kontakt med andre civilisationer et øjeblik, fører det os til konferencens sidste foredrag. Nemlig problemet med at ekspandere ud i rummet – altså at kolonisere hvor det er muligt og ellers bare bruge rummets resurser.

Det ligger nok et stykke ude i fremtiden, men en ubegrænset ekspansion ud i rummet kan give anledning til konflikter. Især hvis der udføres farlige aktiviteter som at flytte rundt med asteroider, der kan ramme Jorden, eller hvis rumskibe udstyres med så kraftige atommotorer, at alene udstødningen fra dem kan udgøre en fare – også for os hernede på Jorden.

I bogen ’Dark Skies’, argumenterer forfatteren Daniel Deudney for, at en ekspansion ud i rummet kan skabe en lang række farlige situationer, og at vi derfor bør holde delvist igen. På konferencen var Ian Crawfords svar, at vi i stedet for at tale om en mørk og farlig himmel skal oplyse den med en fornuftig lovgivning om, hvordan vi skal opføre os.

Nybyggere i rummet

Konferencens sidste foredrag var med lederen af det såkaldte Mars Society, Robert Zubrin. Under oplægget ’The Future of Humanity in the colonization of space’ (menneskehedens fremtid i koloniseringen af rummet) udtrykte han havde i hvert fald ingen betænkeligheder ved bare at drage ud og bygge en koloni på Mars.

Ifølge Zubrin er det bare om at fylde Starship fra SpaceX op med kolonister og så drage af sted. Alt kan ifølge ham løses ved teknologi, og der er faktisk ingen grænser for, hvor rige vi kan blive.

Der særlige ved foredraget var, at forholdene på Mars overhovedet ikke blev omtalt. De er nemlig ikke særlig behagelige med evige støvstorme og nætter på -100 grader samt en stråling så stærk, at det bedste sted at bo er i en hule under overfladen. I de kommende uger kan du læse mere om Zubrins idéer om kolonisering af Mars på Videnskab.dk.

På de fire dage konferencen varede, kom vi langt omkring og fik et godt overblik over, hvor forskningen står i dag. Vi har fået endnu mere respekt for det arbejde der, udføres. Og vi kan heller ikke lade være med at tænke på, at her har vi sikkert mødt en række af de unge forskere, som vil tegne udviklingen de kommende mange år.