Når man er vægtløs i rummet, strømmer væsker i højere grad mod hovedet og klemmer øjnene.
Over tid kan det føre til et forværret syn, og det er en af de største sundhedsrisici for astronauter i rummet.
Faktisk er risikoen så stor, at nogle eksperter mener, øjenproblemerne potentielt kan forhindre menneskeheden i at rejse til Mars i fremtiden.
Nu har forskere opfundet en højteknologisk sovepose, der potentielt kan forhindre kroppens væsker i at strømme mod hovedet, når astronauterne er vægtløse i rummet.
Soveposen virker gennem en indbygget suge-anordning, som – lidt på samme måde som en støvsuger – skaber en trykforskel. Dermed suges væske fra hovedet ned mod fødderne, for at modarbejde det pres der kommer på astronauternes hoveder og øjenæbler.
Benjamin Levine, der er professor i intern medicin ved University of Texas Southwestern Medical Center i Dallas, USA, har ledet et forskerhold, der har til mål at få sendt en bunke soveposer til Den Internationale Rumstation (ISS).
Den amerikanske rumfartsorganisation NASA har tidligere dokumenteret, at over halvdelen af astronauter, der er på missioner, som varer mere end et halvt år, oplever synsforstyrrelser. Nogle bliver langsynede, og nogle får problemer med at læse, så de bliver nødt til at få hjælp af andre astronauter.
»Vi ved ikke, hvor slemt det kan blive for astronauterne på en længere flyvetur – såsom en to-års mission til Mars. Det ville være en katastrofe, hvis astronauterne oplevede så store forringelser af deres syn, at de ikke kunne se, hvad de lavede, og det ville kunne skade missionen,« siger Benjamin Levine til BBC.
På Jorden hjælper tyngdekraften med at trække væsker ’ned’ i kroppen, hver gang en person rejser sig fra sengen.
Men i rummet medfører den vægtløse tilstand, at omkring 1,9 liter væske flyder mod hovedet og lægger pres på øjeæblerne.
Det kan føre til lidelsen ’spaceflight-associated neuro-ocular syndrome’ (SANS). En lidelse, der kan gøre bagsiden af øjeæblet mere fladt, hvilket kan medføre synsnedsættelse, og at den optiske nerve, der overfører elektriske impulser fra øjet til hjernen, hæver op.
I 2005 tog astronauten til John Philips til ISS, hvor han befandt sig i seks måneder. Han rejste afsted med ’20/20-vision’ (normalt syn, red.) og kom tilbage til Jorden med en kraftig synsnedsættelse (’100/20’vision red).
Det er dog langt fra alle astronauter, der oplever en lige så ekstrem reaktion på at være i rummet.
Forskerne mangler dog at finde svar på en hel del spørgsmål, inden soveposen kan blive taget i brug:
Hvor lang tid skal astronauter sove i soveposen hver dag? Er det nødvendigt for alle astronauter at sove i sådan en sovepose?
Og skal man sove i denne type sovepose under hele ens ophold i rummet, eller er det først nødvendigt, hvis ens syn begynder at forandre sig?
Studiet er publiceret i tidsskriftet JAMA Ophthalmology.