Hvis himlen er klar, kan vi her i december opleve årets største regn af stjerneskud, måske helt op til 2 hvert minut.
\ Kig op hver måned
I serien ‘Kig op’ leverer Videnskab.dk hver måned en spændende oversigt over de vigtigste begivenheder på himlen og i rummet.
Se vores december-oversigt i Kig op i december: 120 stjerneskud i timen og en tur til Månens bagside.
De kan ses på hele himlen, men ser ud til at udspringe fra stjernebilledet Tvillingerne, som på latin hedder Gemini.
Det har givet navnet Geminiderne til stjerneskudsregnen, der kan ses mellem 4. og 17. december, men topper 14. december.
Geminiderne er en sværm af ganske små meteorer, de fleste ikke større end et støvkorn.
Når de kommer ind i atmosfæren, danner de en kort, lysende streg, der farer hen over himlen og slukkes på under et sekund.
Selvom alle kilder angiver 120 stjerneskud i timen under Geminiderne, kræver det dog helt perfekte betingelser, som vi i praksis aldrig har. Så i realiteten må vi nok nøjes med et mindre antal. Men det, vi kan se, er, at antallet af stjerneskud i perioden er markant højere end normalt.
Stjerneskud falder med 120.000 km i timen
Det typiske stjerneskud er skabt af et ganske lille støvkorn, som kommer farende ind i atmosfæren med en fart på omkring 120.000 km i timen.
Det er klart, at med den fart brænder et støvkorn hurtigt op, og inden de når ned i en højde på 40 kilometer, er de stort set allesammen væk.
Det, vi ser, er nu ikke selve det brændende støvkorn, men lyset fra luft i den øvre atmosfære, der er opvarmet til flere tusinde grader af det lille støvkorn med den store fart.
På brøkdele af sekunder køles luften af igen, hvorfor stjerneskud kun lyser i meget kort tid.
Støvkornene fra Geminiderne er meget små, og den fart, de rammer atmosfæren med, er astronomisk set ikke særlig høj.
Resultatet bliver, at stjerneskuddene kun lyser i meget kort tid og ikke har så lange haler. Til gengæld kan de lyse ganske kraftigt.
Loading…
En lille asteroide står bag Geminiderne
Man kan naturligvis undre sig over, at Jorden hvert år i december oplever en sådan meteorsværm, men forklaringen er den simple, at de små meteorer stammer fra en asteroide ved navn Phaethon.
Phaethon er meget lille med en største diameter på bare omkring seks kilometer.
Dens bane er meget usædvanlig for en asteroide. Langt de fleste asteroider befinder sig mellem Mars og Jupiter, men Phaethon har en meget aflang bane, der bringer den tættere på Solen end selv Merkur. Afstanden på bare 0,14 AE (se boks om ‘AE’ lidt længere nede) er endda under den halve afstand mellem Solen og Merkur.
Phaethon blev først opdaget i 1983 og blev på grund af sin bane opkaldt efter en søn af den græske solgud, Helios.
Normalt vil en asteroide ikke give anledning til en meteorsværm, men forklaringen skal netop søges i den meget lille mindste afstand til Solen.
\ AE = Astronomisk Enhed
Bogstaverne AE står for Astronomisk Enhed, defineret ved, at 1 AE er Jordens afstand til Solen.
Udtrykt i tal har banen en største afstand fra Solen på 2,4 AE og en mindste afstand på 0,14 AE.
Det er altså en bane, der krydser Jordens bane, men der er ikke i en overskuelig fremtid nogen risiko for et sammenstød mellem Phaethon og Jorden.
Phaeton smuldrer på grund af varme
Phaethon har en omløbstid om Solen på 1,4 år og banen fører den fra kulden ude på den anden side af Marsbanen til en temperatur på over 700, når asteroiden er tættest på Solen, hvilket er så højt, at klipperne bliver rødglødende
Disse temperaturudsving har sandsynligvis fået overfladen til at slå revner og smuldre.
Man har sammenlignet det med mudder ved bredden af en sø, som i stærkt sollys kan udtørre, med det resultat at mudderet slår revner.
Når Phaethon er tættest på Solen, er lyset 50 gange stærkere end her på Jorden, og det betyder, at lyset så at sige kan skubbe til smulderet på overfladen – det fænomen, der kaldes lysets strålingstryk.
Nu har en kun seks kilometer stor asteroide ikke nogen tyngdekraft af betydning, så gradvist har smulderet og støvpartiklerne forladt Phaethon og spredt sig ud langs banen.
Det er endda lykkedes for en amerikansk satellit at fotografere udbrud af støv og gas fra Phaethon.
Phaethon ligner måske en kartoffel
Og hvert år i december passerer Jorden Phaethons bane, med det resultat at vi ser en smuk byge af stjerneskud.
Phaethon selv ser vi dog ikke meget til, den befinder sig normalt et andet sted i banen.
Sidste år passerede den Jorden i en afstand af 10 millioner kilometer, svarende til 27 gange Månens afstand.
Det blev udnyttet til at tage et radarbillede, der antyder en form lidt som en kartoffel:
(Radarbillede af Phaeton taget af Arecibo Observatoriet på Puerto Rico. Foto: Arecibo Observatory/NASA/NSF)
Først i 2093 vil asteroiden komme endnu tættere på Jorden med en afstand på 3 millioner kilometer, eller omkring 8 gange Månens afstand fra Jorden.
Stjerneskudsrekord i 1833
Geminiderne regnes med god grund for en af de flotteste meteorsværme, Jorden møder på sin vej rundt om Solen.
\ Om artiklens forfattere
Helle og Henrik Stub er begge cand.scient’er fra Københavns Universitet i astronomi, fysik og matematik.
I snart 40 år har parret beskæftiget sig med at formidle astronomi og rumfart gennem radio, fjernsyn, bøger og foredrag og kurser.
De står bag bogen ‘Det levende Univers‘ og skriver om aktuelle astronomiske begivenheder for Videnskab.dk, hvor de går under kælenavnet ‘Stubberne’.
Der er dog en anden meteorsværm kaldet Leoniderne, som i 1833 var så intens, at det aldrig siden er blevet overgået. Den blev kun set i USA, men her talte man efter sigende 100.000 stjerneskud i timen. Det må have været noget af et syn – desværre har vi ikke fotografier, men kun tegninger.
Senere blev man klar over, at Leoniderne stammer fra kometen Temple-Tuttle. For tiden er sværmen ret fredelig med 15-20 stjerneskud i timen, men med mellemrum kommer der nogle større meteorstorme. Således skal der i 2099 være en mulighed for måske at opleve en gentagelse af 1833 stjerneskudsregnen.
Meteorsværme, der stammer fra kometer, er langt mere almindelige end meteorsværme, der skyldes asteroider. Kometer består af en blanding af støv og is, og de har langt lettere ved at smuldre end en klippeasteroide som Phaethon.
For flere af de store meteorsværme kan man påvise, hvilken komet de stammer fra. Det gælder således for Orioniderne i oktober, som er skabt af Halleys komet og Perseiderne i august, der er skabt af kometen Swift-Tuttle.
Der kendes for tiden omkring 20 meteorsværme, der kan give anledning til stjerneskud. De fleste stammer fra kometer.
\ Læs mere
\ Natteravnene får det flotteste show
Stjerneskud ses bedst, når Månen ikke er på himlen.
Fredag 14. december er Månen tæt på at være halv, og den står op 12.38 og går ned 22.59.
Stjerneskuddene ser ud til at komme fra stjernebilledet Tvillingerne, som først kommer højt på himlen omkring midnat, hvor Månen er gået ned. Så det er et sent show ud på de små timer, og hermed menes klokken 2-3 om natten.
Gode råd til stjernekiggere
Der kan gives et utal af gode råd om, hvordan man bedst ser stjerneskud.
Man skal selvfølgelig opsøge et mørkt sted, hvilket ikke altid er så nemt, hvis man bor i en by. Så skal man have en god portion tålmodighed.
Selv om vejret er godt, og der er mange stjerneskud på himlen, kommer de normalt ikke i en jævn strøm. Der kan sagtens være adskillige minutter, hvor man ikke ser noget, og heldige øjeblikke hvor der kommer flere på bare et minut.
Nogle siger, at man skal lægge sig på jorden og kigge op på himlen. Det er utvivlsomt rigtigt nok, men det lyder nu lidt koldt her i december. Mon ikke en liggestol eller havestol er mere behagelig?
Og så kan man jo altid håbe på, at der kommer et usædvanligt stort stjerneskud!
\ Tre tips til at se stjernebilleder på budget
Man kan sagtens nyde himlen uden at have en stor astronomisk kikkert.
Nedenstående tre ting kan øge udbyttet uden at vælte budgettet:
- Et drejbart stjernekort, der kan vise, hvilke stjernebilleder der kan ses på himlen i årets løb og på ethvert tidspunkt af natten. Man kan søge på nettet under ‘drejbart stjernekort’.
- Københavns Universitets Almanak ’Skriv og Rejsekalender’, der angiver, hvornår Sol, Måne og planeter står op og går ned.
- Fuglekikkert eller udsigtskikkert på stativ. Stativet er vigtigt for at få et roligt billede, og det er bedst, hvis kikkerten kan forstørre 20-60 gange. Med en sådan kikkert kan man se Månens kratere, Saturns ringe, Jupiters fire store måner og meget andet.
Hvis man ønsker at købe en astronomisk kikkert, kan vi kun anbefale at kontakte den lokale amatørastronomiske forening. Her kan man normalt finde god hjælp til at vælge et godt amatørteleskop og vejledning til at bruge det.
