Kunstig intelligens er nu på vej ud i rummet.
Årsagen er, at AI kræver store datacentre, der både bruger store mængder energi og samtidig stiller store krav til køling.
Ved at flytte datacentrene ud i rummet kan man både udnytte gratis sollys til energi og klare afkølingen ved at stråle spildvarmen ud i rummet.
Mange mener, at datacentre i rummet bliver det næste store gennembrud i rumfarten.
EU har udgivet en rapport om datacentre i rummet, og det viser, at ideen tages alvorligt.
En lille satellit har taget det første skridt
Det første skridt til at oprette et datacenter i rummet er allerede taget.
Det skete 25. november 2025 med opsendelsen af den blot 60 kg tunge satellit Starcloud 1 udviklet af det forholdsvis nystartede firma Starcloud.
Satellitten medfører en såkaldt GPU, (Graphics Processing Unit), der er et specialiseret elektronisk kredsløb, som er grundlaget for AI.
\ Om artiklens forfattere
Helle og Henrik Stub er begge cand.scient’er fra Københavns Universitet i astronomi, fysik og matematik.
I mere end 50 år har parret beskæftiget sig med at formidle astronomi og rumfart gennem radio, fjernsyn, bøger og foredrag og kurser.
De skriver om aktuelle astronomiske begivenheder for Videnskab.dk, hvor de går under kælenavnet ‘Stubberne’.
Allerede kort efter opsendelsen kom satellitten med et spørgsmål til kontrolcentret:
’Hvad er det første, du gerne vil have mig til at gøre?’
»Jeg har brug for en vittig første udtalelse fra dig, som den allerførste AI, der kører i rummet,« svarede den menneskelige bruger.
»Hilsner jordboere!« svarede satellitten.
»Eller som jeg foretrækker at tænke på dig: En fascinerende samling af blå og grønne farver. Lad os se, hvilke vidundere dette verdensbillede rummer.«
Siden er den trænet på Shakespeares samlede værker, så nu kan den tale engelsk, som man gjorde på Shakespeares tid i 1500- og 1600-tallet.
Nok er Starcloud et lille firma, men de er meget optimistiske om de fordele, der er ved at sende datacentre ud i rummet.
Senere i år vil de opsende en betydelig større satellit og har en plan:
I begyndelsen af 2030'erne har de en plan om en 4x4 kilometer stor megastruktur i kredsløb bestående af hundredvis af individuelle satellitter koblet til et gitter, der er udstyret med en masse solvinger.
Dette ene anlæg skulle kunne erstatte omkring 50 datacentre på Jorden.
Man regner dog med, at det bliver Elon Musk og hans firma SpaceX, der for alvor kommer til at flytte datacentre ud i rummet. Den vision beskriver han selv på SpaceX's hjemmeside.
SpaceX har allerede søgt om tilladelse til at opsende ikke mindre end en million satellitter ud i rummet. Et projekt, der er mindst 20-30 gange større end Starlink-projektet.
Der er to sider af denne nyhed:
Den ene er, at nu er SpaceX et så stort og dominerende firma, at de kan gå i gang med projekter så store, at det overstiger, hvad de ’normale’ rumagenturer som NASA og ESA kan klare.
Rumfarten er nu nået til et sted, hvor det nu er private firmaer og ikke kun regeringer, der afgør, hvordan rumfarten skal udvikle sig.
Den anden side er regulering og regler:
SpaceX ønsker så få regler og begrænsninger som muligt, men verden kan ikke drive rumfart i bane om Jorden, hvis der ikke er nogle regler for, hvad man må og ikke må.
Med et meget stort antal satellitter er det vigtigere end nogensinde, og det er ikke for meget sagt, at selve rumfartens fremtid afhænger af, hvem der trækker det længste strå i den konflikt, vi kan forudse.
Derfor skal AI ud i rummet
Lad os se på fordelene ved at anbringe AI datacentre i rummet i baner 500–2000 km over Jorden:
Den ene grund er datacentrenes enorme energibehov. Den anden er problemet med at slippe af med spildvarmen, så man kan holde en tilpas lav temperatur på centrene.
Ser vi på energibehovet først, så er allerede det nuværende behov i USA enormt stort, viser tal Pew Research Centers rapport.
Her fremgår det, at i 2024 brugte datacentrene i USA ikke mindre end 183 terawatttimer (TWh) af elektrisk energi. Det svarer til 4 procent af den samlede elproduktion i 2024.
Det forbrug vil stige med ikke mindre end 130 procent inden 2030.
Allerede nu er der over 12.000 datacentre fordelt over det meste af verden.
USA er med næsten 6.000 datacentre det land, som har flest. Det er klart, det er her, man først mærker behovet for at løse energiproblemet.
Over 60 procent af energien går til computerchips, der er hjertet i et datacenter. Derefter kommer energi til at fjerne den overskudsvarme, der dannes. Det sker normalt ved at bruge masser af vand, som skal pumpes gennem køleanlæggene.
I alle tilfælde er der tale om et energiforbrug, der snart vil være så stort, at det vil få alvorlig indflydelse på både på energiproduktion og priser.
Her er det, at rummet kommer med, hvad der synes som den perfekte løsning.
Hvis man anbringer centrene i satellitter i de såkaldte solsynkrone baner, så er der ubegrænsede mængder af helt gratis energi fra Solen 24/7.
Desværre er spildvarmen et ikke lille problem: Den eneste måde at slippe af med varmen er at udstråle dem fra radiatorer anbragt på satellittens skyggeside.
Det er ikke så nemt, som det lyder.
Resultatet bliver nogle ret store satellitter for både at få plads til de mange solceller og de meget store radiatorfinner.
Køling anses nu for den største tekniske udfordring for datacentre i rummet, men der arbejdes intenst på sagen.
Datacentre i rummet skaber også problemer
Ikke alle er enige i den meget positive vurdering af at have datacentre ude i rummet.
I en rapport fra Saarland Universitetet i Tyskland kaldet ’Dirty Bits In Low Earth Orbits’ undersøges belastningen på miljøet, der skabes af de mange opsendelser, som er nødvendige for at anbringe en million satellitter i rummet.
Elon Musk har allerede beskrevet den forventede trafik, selv hvis man bruger hans store Starship-raket.
»Det store antal satellitter, der vil være nødvendige til rumbaserede datacentre, vil skubbe Starship til endnu større højder. Med opsendelser hver time, der transporterer 200 tons pr. flyvning, vil Starship levere millioner af tons til kredsløb og videre om året, hvilket muliggør en spændende fremtid, hvor menneskeheden er ude at udforske blandt stjernerne.«
Der er vist ingen før ham, der har overvejet en trafik af det omfang, men den kan ikke undgå at have store miljømæssige konsekvenser.
Ifølge den tyske rapport kan det føre til en større miljømæssig belastning, end hvis man beholdt datacentrene på Jorden.
Raketter anvender kemisk brændstof, der ved forbrænding udleder store mængder af drivhusgassen CO2.
Både rakettrin og udtjente satellitter frigør stoffer som aluminium, der kan nedbryde ozonlaget i den øvre atmosfære, når de vender tilbage til Jordens atmosfære for at brænde op.
Her reagerer aluminium med luftens ilt og danner nanopartikler af aluminiumoxid Al2O3, som kan nedbryde ozonlaget.
Et andet problem er, at satellitter normalt ikke brænder helt op ved turen ned gennem atmosfæren.
Det betyder en risiko for at passagerfly kan blive ramt af vragdele.
Det er et problem, man er begyndt at tage alvorligt, selv om der indtil videre ikke er sket ulykker.
Ifølge en beregning fra 2025, foretaget af forskere ved University of British Colombia, er der 26 procents chance for, at rumaffald engang i det kommende år vil falde ned gennem et af verdens travleste luftrum under en ukontrolleret tilbagevenden.
Oddsene for, at dette affald rent faktisk rammer et fly eller omvendt, er små, men målbare:
I 2030 kan risikoen for, at en given kommerciel flyvning rammer et stykke faldende rumaffald være omkring 1 ud af 1.000, ifølge en undersøgelse fra 2020.
Men der er også et andet stort problem, nemlig trafiksikkerheden i rummet.
Satellitterne vil komme til at kredse meget tæt på hinanden, ofte med afstande på kun få kilometer.
Hvis man har fuldstændigt styr på banerne 24/7, så mener SpaceX, at med moderne IT-teknik er det et overkommeligt problem at undgå sammenstød.
Men blot en stor solstorm kan ødelægge elektronikken i et stort antal satellitter, så de ikke længere kan kontrolleres.
Det vil i høj grad øge risikoen for sammenstød.
Resultatet kan blive det såkaldte Kessler Syndrom: Mange sammenstød skaber så uoverskuelige mængder af rumskrot, at det bliver umuligt at bruge en lang række baner om Jorden.
(Video: Scott Manley)
Et spørgsmål om etik
I sidste ende er det hele et spørgsmål om etik og især om samarbejde mellem alle verdens rummagter.
Det virker som noget, der passer bedre til FN end til kommercielle tech-giganter.
Der er mere end nogensinde brug for internationale regler både af hensyn til trafiksikkerhed og miljø samt et helt tredje problem:
Tilhører rummet og især udvalgte baner om Jorden dem, som er hurtige nok til at komme først og fylde banerne op i en grad, så andre ikke kan anvende dem?
Hvis det ender med at blive tilfældet, så kan der ikke undgå at opstå konflikter.
Det er problemer, der kommer til at angå os alle.
Som det amerikanske tidsskrift Scientific American formulerer den kommende debat:
»Verden bliver nødt til at beslutte, om det at sende hardware ud i rummet er en smart måde at drive AI på – eller bare en måde at skubbe dens bivirkninger ud af syne.«
