Rumfarten er – ligesom det er tilfældet med flyvningens historie, ikke uden risiko og fare for liv og lemmer.
Og rumfarten har da også haft sine ulykker, der har kostet menneskeliv, både på russisk og amerikanske side.
\ Om artiklens forfattere
Helle og Henrik Stub er begge cand.scient'er fra Københavns Universitet i astronomi, fysik og matematik.
I mere end 50 år har parret beskæftiget sig med at formidle astronomi og rumfart gennem radio, fjernsyn, bøger og foredrag og kurser.
De står bag bogen 'Det levende Univers' og skriver om aktuelle astronomiske begivenheder for Videnskab.dk, hvor de går under kælenavnet 'Stubberne'.
De to store hændelser med de amerikanske rumfærger var så bemærkelsesværdige og tragiske, fordi der i begge tilfælde omkom 7 astronauter på en gang.
Amerikanerne har dog ikke haft andre dødsulykker under rumflyvning.
Og herover for lyder det jo mere beskedent, at russerne kun har haft fire kosmonauter, der er omkommet under rumflyvning.
Til gengæld har de haft nogle ganske omfattende ulykker i deres rumhavne.
Værst var Nedelin-katastrofen på Baikonur rumhavnen i oktober 1965, hvor teknikere var blevet beordret til at reparere en fuldt optanket raket på startrampen.
Det gik selvfølgelig galt, fordi en tekniker kom til at trykke på en forkert knap.
Resultatet var, at en raketmotor tændte og derefter eksploderede hele raketten. Mindst 150 mennesker omkom.
Og det er ikke den eneste, men dog den værste ulykke, der er overgået russisk rumfart.
De amerikanske rumfærger var ikke helt pålidelige
Det amerikanske rumfærgeprojekt var opstået i årene efter månelandingerne, hvor NASA ønskede at indlede en ny æra i rumflyvningens historie.
Man havde en forestilling om, at en rejse ud i rummet skulle være næsten lige så let som at tage et fly. Den gamle Saturn 5 måneraket blev udfaset til fordel for rumfærgerne, der ligesom flyvemaskinerne startede fra en rumhavn og efter endt opgave landede igen på Jorden.
Slut med at samle astronauter op fra havet.
Under præsident Nixon var der givet grønt lys for rumfærgeprojektet, der skulle foretage alle opsendelser, både videnskabelige, kommercielle og militære, hvorefter de traditionelle raketter gradvis skulle udfases.
Man forestillede sig et marked, der skulle være stort nok til en rumfærgeflyvning en gang om ugen.
I dag kan vi se, at ideerne var helt urealistiske, og markedet langtfra var stort nok. Mod en forestilling på op mod 50 flyvninger om året kom NASA aldrig op på flere end 5-6 rumfærger på et år. Den første rumfærge fløj i 1981, og rumfærgeprogrammet sluttede i 2011 efter 135 flyvninger.
Men værst af alt: Sikkerheden var ikke i top.
Og det førte til de to katastrofale ulykker med to rumfærger, Challenger, der i 1986 forulykkede under opsendelsen og Columbia, der brændte op under landing i 2003.
I alt omkom 14 astronauter ved de to flyvninger.
\ Læs mere
Challenger forliser under opsendelsen
Da Challenger i januar 1986 stod klar til opsendelse på startrampe 39B med syv astronauter ombord, var det meget koldt, og der var på forhånd blevet advaret om at opsende. Men NASA havde valgt at overhøre advarslerne, fordi man ville vise, at rumfærgerne kunne overholde deres tidsplan.
Det fik, som vi ved, katastrofale følger. Kun 73 sekunder efter start eksploderede Challenger, fordi der var opstået en læk i en af de to hjælperaketter med fast brændstof.
Hjælperaketterne er opbygget af flere sektioner, og mellem hver sektion sidder en såkaldt O-ring, der skal sørge for, at sektionerne slutter helt tæt.
O-ringen er en slags gummiring, som ikke ret godt tåler kulde, da det gør den stiv, så den får svært ved at sætte sig helt på plads.
Der skete nu det, at en af O-ringene forskubbede sig, hvilket førte til, at den ene af de to hjælperaketter delvis rev sig løs og stødte ind i den store brændstoftank.
Det førte til, at flyvningen endte i en enorm eksplosion, hvor alle syv astronauter omkom, næsten inden rejsen var begyndt.
Det sidste, vi hørte fra besætningen, var da kaptajnen ombord, Dick Scobee, bekræftede besked fra kontroltårnet på Jorden med de berømte ord, »Roger, go at throttle up« - 68 sekunder inde i flyvningen.
Kabinen blev revet løs, og det er muligt, at astronauterne har overlevet selve eksplosionen og først er omkommet måske 10-20 sekunder senere af iltmangel og trykfald i kabinen.
Hvad der især optog offentligheden var, at der blandt de syv omkomne var den første civile astronaut, nemlig skolelæreren Christa McAuliffe fra New Hampshire.
Præsident Reagan havde fået den ide at opsende en lærer i rummet, der så kunne formidle til sine egne og alle andre skoleelever, hvordan det er at rejse i rummet.
McAuliffe var blevet udvalgt blandt 11.000 ansøgere, der sluttede med 10 finalister.
17 år senere går det galt for Columbia
Der blev naturligvis nedsat en kommission, der skulle undersøge årsagen til Challenger-ulykken.
Og NASA lovede da også bod og bedring, men dog ikke mere, end at vi 17 år senere i 2003 blev vidne til den anden store rumfærgeulykke, hvor Columbia forulykkede under landing.
Årsagen var den samme, nemlig at NASA havde set bort fra advarsler. Med baggrund i over 80 vellykkede flyvninger havde man fået et falsk indtryk af, at der ikke var alvorlige problemer med rumfærgen.
Det var der så alligevel.
Rumfærgen havde i sin konstruktion et andet alvorligt problem, nemlig varmebeskyttelsen under nedturen mod landing.
Det, mente NASA, havde de klaret på en elegant måde ved at dække skroget med et varmeskjold i form af en række kakler af forskellig form og tykkelse alt efter placeringen.
Så var det jo kun varmeskjoldet, der blev udsat for de høje temperaturer under nedturen. Og varmeskjoldet var fint i stand til at reflektere varmen.
Man havde valgt et keramisk materiale, der kunne udstråle varme så effektivt, at man kun behøvede at dække rumfærgen med et få centimeter tykt lag.
Den eneste måde, det kunne gøres på, var ved at klistre det keramiske materiale fast i form af tusinder af små kakler eller fliser, som var præcis formgivet til at sidde et bestemt sted på rumfærgen.
Det var en lidt farlig konstruktion, for kaklerne kunne falde af, og de var desuden meget følsomme over for slag eller stød. Og det var netop, hvad der hændte for rumfærgen Columbia under dens flyvning i 2003.
Allerede under opsendelsen var nogle kritiske kakler på vingens forkant blevet beskadiget af isflager, som havde revet sig løs fra den kolde brændstoftank – med den konsekvens, at Columbia brændte op under nedturen gennem atmosfæren den 1. februar 2003.
Også ved denne ulykke omkom 7 astronauter.
Kaptajnen Rick Husband havde som pilot på en tidligere rumfærgeflyvning i 1999 foretaget den første sammenkobling med ISS, Den Internationale Rumstation.
Denne flyvning med Columbia var dog ikke rettet mod besøg på ISS. I stedet skulle besætningen udføre en række forsøg om ophold i den vægtløse tilstand.
Disse forsøg blev især udført i det helt nye medbragte forskningsmodul Spacehab, der var anbragt i rumfærgens lastrum. Ombord på Columbia var også den første astronaut fra Israel, Ilan Ramon.
Skakspillet der aldrig blev færdigt
Men mest gribende er nok en beretning fortalt af astronauten Don Petitt, der var ombord på ISS, samtidig med at Columbia fløj i rummet.
Mellem især piloten William McCool på Columbia og Don Petit på ISS udspillede sig verdens første langdistance skakspil i rummet.
Don Petit var en ivrig deltager, når man på skift udvekslede træk på hver sit skakspil, hvor brikkerne var fastgjort med velcro.
Men da man på ISS fik kendskab til Columbias skæbne, fortæller Don Petitt, hvordan skakspillet omgående blev sat af vejen, og at han mistede enhver lyst til skakspil.
Fra kontroltårnet på Jorden, blev der i øvrigt gjort meget for at holde modet oppe hos besætningen, der var ombord på ISS under Columbias forlis.
Udover sorgen over tragedien var rumfærgen jo amerikanernes eneste transport til og fra ISS.
Man havde dog altid de russiske Soyuz-rumskibe at falde tilbage på. Og da besætningen senere vendte hjem til Jorden, skete det da også med et Soyuz-rumskib.
De to rumfærgeulykker, hvor i alt 14 omkom, er de eneste amerikanske dødsulykker, der er sket under rumflyvning.
For blot at sætte disse tal i et andet perspektiv, så omkom der 1. februar 2003 – samme dag som Columbia skulle have landet – i alt 122 mennesker i trafikulykker på de amerikanske veje.
Nedelin-katastrofen: Den værste ulykke i rumfartens historie
Selv om denne katastrofe ikke fandt sted i rummet, så er det den ulykke i rumfartens historie, der har kostet flest menneskeliv, fordi adfærden var så åbenlys hensynsløs, og fordi man tilsidesatte alle oplagte sikkerhedsregler og etiske regler for omgang med raketter i en rumhavn.
Vi skal tilbage til 23. oktober 1960, knap et halvt år før Juri Gagarin fløj sin berømte tur som det første menneske i rummet.
På rumhavnen Baikonur var man ved at forberede opsendelsen af en ny raket ved navn R-16.
Den var udviklet af en af Korolevs konkurrenter ved navn Mikhail Yangel. Ved rumalderens begyndelse var ledelsen af rumfartens forskellige opgaver i Sovjetunionen delt ud på en masse forskellige såkaldte bureauer med ledere, der hver varetog egne interesser.
Sergei Korolev, som vi efterhånden lærte at kende ganske godt, var chef for det bemandede rumprogram.
Men nu havde Mikhail Yangel så udviklet den interkontinentale R-16 raket, som han mente var bedre end Korolevs R-7 raket, der senere opsendte Gagarin.
23. oktober 1960 blev R-16 så gjort klar til opsendelse, men undervejs opdagede man en læk i brændstofledningerne, ligesom der også var problemer med det elektriske udstyr.
Og så traf man den tåbelige beslutning at forsøge at reparere den fuldt optankede raket på selve startrampen.
Lederen af de militære raketstyrker, Marskal Mistrofan Nedelin, der har givet navn til katastrofen, overvågede selv reparationen.
Sammen med en masse teknikere opholdt de sig derfor alt, alt for tæt på raketten – selv om Nedelin dog gik en smule til side for at tænde sig en cigaret!
Naturligvis stressede det teknikerne at have så mange højtstående officerer rendende omkring og skynde på dem.
Det måtte jo ende galt – en tekniker kom til at indstille en elektrisk kontakt forkert med den følge, at andet trins raketmotor blev antændt.
Resultatet var, at hele raketten eksploderede i et flammehav, og at det stærkt ætsende og giftige raketbrændstof, salpetersyre og hydrazin sprøjtede ud til alle sider.
Asfalten kogte bogstavelig talt, og mange blev brændt til aske på få sekunder. I alt omkom omkring 150 mennesker, heriblandt Mistrofan Nedelin.
Det præcise antal omkomne kendes ikke med sikkerhed.
\ Astronaut-tema på Videnskab.dk
Frem til 18. juni 2021 kunne man ansøge om at blive en af ESA's næste astronauter via hjemmesiden BlivAstronaut.dk.
147 danskere ansøgte. Her på Videnskab.dk bragte vi i den forbindelse en serie artikler om livet som astronaut, og hvad det kræver at blive den næste Andreas Mogensen.
Artikelserien blev til takket være økonomisk støtte fra Thomas B. Thriges Fond. Videnskab.dk har fuld redaktionel frihed.
Det er først mange år senere, vi har fået kendskab til katastrofen og dens omfang. For i det daværende Sovjetunionen blev sagen straks mørkelagt af den daværende leder Nikita Khrusjtjov.
Det blev fortalt, at Nedelin var omkommet i en flyulykke.
Mange af de pårørende til det tekniske personale fik samme besked. Khrusjtjov spurgte endda Mikhail Yangel, hvorfor han var i live.
Svaret var, at han var gået lidt længere væk for at ryge…
Det kan undre noget, at Nedelin efterfølgende blev udnævnt til Sovjetunionens helt og fik en statsbegravelse på Den røde plads ved Kreml.
Årsagen er nok dækhistorien om, at Nedelin var omkommet ved en flyulykke.
Der var i øvrigt ikke meget at begrave. Nedelin var ligesom mange andre brændt til aske på få sekunder.
Alt, hvad man fandt efter ham, var hans delvis smeltede guldmedalje og hans ur, der var gået i stå i eksplosionsøjeblikket.
Rygterne gik dog i vesten, og gradvis begyndte vi at ane, at en alvorlig ulykke var blevet hemmeligholdt i mange år. Først i 1989 fik vi fra Sovjetunionen selv en rapport om Nedelin-katastrofen.
Det skete under Gorbatjov, der var Sovjetunionens sidste leder fra 1985-1991.
Soyuz-tragedien: Kosmonauten Vladimir Komarov omkommer
Efter Gagarins vellykkede flyvning 12. april 1961 ombord på et Vostok rumskib, havde Korolev arbejdet på en ny type rumskib ved navn Soyuz, der både kunne styres og foretage sammenkoblinger i rummet – ligesom de amerikanske Gemini-rumskibe.
Desværre kom Korolev ikke til at opleve en Soyuz-flyvning, idet han døde alt for tidligt i 1966 med et helbred nedbrudt af et ophold i en sibirisk fangelejr under Stalin.
Chefkonstruktøren Mishin havde overtaget ledelsen af Soyuz-programmet efter Korolev.
Man indledte med en række ret mislykkede, men dog ubemandede forsøg, hvoraf et endte i 10 meters dybde i Aralsøen.
I stedet for at tage en god tænkepause, men især fordi Kreml pressede på, var Mishin ikke stærk nok til at stå imod.
Derfor blev kosmonauten Vladimir Komarov opsendt 23. april 1967 ombord på det nye rumskib Soyuz 1.
Og planen var allerede dagen efter at opsende Soyuz 2 med tre mand ombord.
Derefter skulle de to rumskibe sammenkobles, og to kosmonauter skulle på rumvandring for at gå ombord hos Komarov på Soyuz 1.
Så langt kom man aldrig, og det siges også, at Komarov forinden havde været meget skeptisk overfor flyvningen på grund af de mange uafklarede tekniske problemer.
Dog blev han opsendt, men der gik ikke lang tid, før problemerne begyndte.
Den ene af to solvinger ville ikke folde sig ud, og det gik jo ud over energiforsyningen. Endnu værre var det, at en sensor, der skulle orientere rumskibet efter stjernerne, ikke virkede.
Komarov havde også store problemer med at holde en stabil kontakt til kontroltårnet på Jorden.
Det blev nu klart, at Soyuz 2 måtte aflyses, og man måtte bare koncentrere sig om at få Komarov ned.
Det kunne man så heller ikke, for under nedturen gennem atmosfæren svigtede hovedfaldskærmen, hvorefter reservefaldskærmen nok foldede sig ud, men viklede sig ind i hovedfaldskærmen med det resultat, at kabinen styrtede til Jorden i et frit fald og ramte den sibiriske steppe med en fart på flere hundrede kilometer i timen.
Kabinen eksploderede ved nedslaget, og da redningsholdet nåede frem, fandt de blot en forvreden metalbunke, der lå og brændte.
Først da tog russerne den nødvendige tænkepause. Man brugte over et år til at få rettet op på de mange problemer og fejl.
Herefter gik det, som det skulle, og Soyuz-rumskibet endte med at blive det mest anvendte rumskib i verden.
Og det har nu fløjet pålideligt i mere end 50 år.
Andreas Mogensens rumrejse i 2015 foregik derfor også med Soyuz-rumskibet, både ud og hjem, fordi USA endnu ikke var parat med en afløser for rumfærgen.
\ Læs mere
Tragedien med den første russiske rumstation Salyut 1
Det russiske rumprogram fik en meget ulykkelig begyndelse, der kom til at koste tre kosmonauter livet. I 1970'erne havde russerne planlagt en serie af rumstationer med navnet Salyut, der var en blanding af civile og militære rumstationer.
Serien kom til at strække sig over 15 år fra 1971, hvor Salyut 1 blev opsendt og til 1986, hvor den sidste i serien, den civile Salyut 7, var udtjent.
Godt halvdelen af rumstationerne var civile, hvor man dyrkede forskellige forskningsområder som astronomiske observationer med udsigt til en helt klar himmel, men især skulle man lære, hvordan det var at leve og bo i den vægtløse tilstand ombord på en rumstation.
Salyut 1 blev opsendt 19. april 1971, og bare fire dage senere fulgte Soyuz 10 med tre kosmonauter, der skulle koble sig til Salyut 1.
Men koblingsmekanismen svigtede, og de tre kosmonauter måtte vende tilbage til Jorden med uforrettet sag, men dog med livet i behold.
Derefter blev Soyuz 11 opsendt 6. juni 1971 med kosmonauterne Dobrovolsky, Volkov og Patsayev ombord.
Og denne gang lykkedes sammenkoblingen, og kosmonauterne kunne gå ombord på Salyut 1, hvor de nu for alvor skulle til at lære at opholde sig i den vægtløse tilstand.
For første gang kunne vi komme til at følge dagliglivet ombord på en rumstation.
I fjernsynet kunne vi følge, hvordan kosmonauterne trænede på en trædemølle for at modvirke den svækkelse af muskler og knogler, som er en velkendt følge af vægtløsheden.
Vi kom også til at opleve rumstationens lille drivhus, hvor der blandt andet blev dyrket kål og hørplanter, med det formål at lære om man kunne dyrke tilskud til kosten ombord.
Der blev også fejret fødselsdag ombord, da Patsayev fyldte 38 år og fik en citron og et løg af sine to venner – og Volkov sang fødselsdagssang.
Takket være de mange tv-udsendelser var vi kommet meget tæt på de tre kosmonauters hverdag i rummet.
Efter godt tre uger sluttede et vellykket ophold, og de tre forberedte sig til at gå ombord på Soyuz 11 for at begynde den lange nedstigning mod Jorden.
Så skete det, der ikke måtte ske.
En hvislende lyd i kabinen
Da de endnu var højt oppe over atmosfæren, hørte de en hvislende lyd, som ikke var til at tage fejl af.
Et sted i kabinen var en læk, og luften sivede ud.
For at finde utætheden løsnede de tre deres sikkerhedsbælter, og det viste sig nu, at en ventil under et af sæderne ved en fejl stod åben ud til det tomme rum.
De forsøgte at lukke ventilen, men de havde ikke tid nok, da trykket hurtigt faldt, og de begyndte at mangle ilt. Efter få sekunder mistede de alle bevidstheden, mens kabinen langsomt tømtes for luft.
Soyuz 11 fortsatte sin flyvning, og faldskærmene foldede sig ud til landing som planlagt. Meget hurtigt efter kom redningsholdet, som blot kunne konstatere, at alle tre kosmonauter var døde.
Dog forsøgte man genoplivning, da det første indtryk var, at de blot var bevidstløse.
Dobrovolsky, Volkov og Patsayev fik en statsbegravelse på Kreml.
Man tog dog ved lære af ulykken. Det blev sidste gang, kosmonauter fik lov at lande iført almindeligt tøj. Siden 1971 har alle kosmonauter båret rumdragt under landingen.
Sammenfattende gælder således, at i den bemandede rumfarts tid, der indledtes i 1961, har USA mistet 14 astronauter og russerne blot fire mand under direkte rumflyvning.
Men al rumfart indledes jo her på Jorden, og her har vi heller ikke været skånet for omkomne i forbindelse med træning og forberedelse til rumflyvninger.
Endelig har der gennem hele rumhistorien været en del ganske ubehagelige og potentielt farlige hændelser, der let kunne være endt i tragedier, men som med dygtig indsats blev afværget.
De vilde redningsaktioner i rumfarten er emnet for en kommende artikel her på Videnskab.dk: Rumfartens mørke side: Den blodige ilddåb
