»This is Major Wilmore and Major Williams to ground control. We are feeling very still.«
Sådan kunne et remake af David Bowies ‘Space Oddity’ lyde, eftersom det ser ud til, at de strandede Boeing Starliner-astronauter – igen igen – får udskudt deres hjemrejse fra Den Internationale Rumstation (ISS). Det skriver NASA i en pressemeddelelse.
I pressemeddelelsen fortæller NASA nemlig, at NASA og SpaceX’ Crew-9 mission, der skal sende et nyt hold astronauter op til rumstationen, er udskudt til tidligst 24. september i år, så der er mere tid til ‘at planlægge’ hjemsendelsen af Boeings ‘Starliner’-rumfartøj.
De to Starliner-astronauter, Butch Wilmore og Sunita Williams, skulle oprindeligt kun have opholdt sig på rumstationen i lidt over en uges tid, men de har nu været indlogeret på rumstationen i to måneders tid.
»Starliner-holdet på Jorden tager sig tid til at analysere resultaterne af de seneste ‘docked hot-fire-forsøg’ (test af rumskibets motorer, mens det var sammenkoblet med ISS, red.), færdiggøre sikkerhedsovervejelser og andre begrundelser for flyvningen samt bekræfte pålideligheden af systemet forud for Starliners hjemrejse,« skriver NASA i pressemeddelelsen.
»NASA og Boeing fortsætter med at evaluere rumfartøjets holdbarhed, og der er endnu ikke foretaget beslutninger for Starliners hjemrejse.«
Videnskab.dk har tidligere beskrevet, hvordan NASA og Boeings Starliner har været udsat for mange udfordringer, udover at astronauternes ophold på ISS blev mangedoblet.
Først blev missionen forsinket i årevis. Så opdagede man fem helium-lækager og fem systemfejl i raketten, da den blev sendt afsted.
NASA holder pressemøde onsdag 7. august klokken 18.30 dansk tid for at diskutere blandt andet Crew 9 og Starliner-situationen.
































