Midt i juni 2024 opdagede asteroide-spottere et massivt, ukendt objekt, der havde kurs mod Jordens kredsløb.
Objektet viste sig at være en asteroide, døbt 2024 MK, der er større end pyramiden i Giza og rejste mod Jorden med mere end 34.000 kilometer i timen. Det skriver Live Science.
2024 MK blev opdaget af det NASA-finansierede program Asteroid Terrestrial-impact Last Alert System (ATLAS), blot 13 dage før at asteroiden 29. juni nåede sit tætteste punkt fra Jorden ved en afstand på 295.000 kilometer, tilsvarende til ca. tre-fjerdedele af afstanden fra den blå planet til Månen.
Ved NASA’s Goldstone Deep Space Communications Complex i Californien observerede astronomer 2024 MK’s overflyvning af Jorden, og ved hjælp af radiobølger sendt ud mod asteroiden var det muligt at konstruere en visualisering af objektet. Billederne er offentliggjort i en pressemeddelelse fra NASA.
NASA’s observationer af 2024 MK afslører, at asteroidens møde med Jordens kredsløb har ændret dens bane, således at de 3,3 år, det før ville tage asteroiden at gennemføre sit kredsløb om Solen, nu er forkortet med 24 dage.

Men heldigvis udgør 2024 MK og dens ændrede bane ikke nogen umiddelbar fare for Jorden:
»Beregninger af asteroidens fremtidige bevægelser viser, at den stadig ikke udgør en trussel for vores planet i den nærmeste fremtid,« skriver NASA i en pressemeddelelsen.


































