Andreas Mogensen til Videnskab.dk: Frygter, at opsendelse bliver udskudt igen-igen
Den danske astronaut skal alligevel ikke sendes til Den Internationale Rumstation 15. august, som det ellers var planlagt. For nu er datoen skudt knap en uge.
Den danske astronaut skal alligevel ikke sendes til Den Internationale Rumstation 15. august, som det ellers var planlagt. For nu er datoen skudt knap en uge.

Opdatering: Efter udgivelsen af denne artikel er opsendelsestidspunktet blevet udskudt flere gange. Opsendelsen er nu planlagt til 26. august kl. 09:27 dansk tid.
Andreas Mogensen skal som Danmarks første og eneste astronaut sendes på sin anden tur til Den Internationale Rumstation - og du kan følge hele opsendelsen live på Videnskab.dk!
Det hele løber af stablen 26. august klokken 09:27, hvor SpaceX’s Falcon 9-raket skal tage den danske astronaut og tre af hans kolleger til rummet fra det legendariske Kennedy Space Center i Florida, USA.
Allerede fra tidligt om morgenen kan du her på siden følge med, få opdateringer fra vores journalist direkte fra Florida og stille spørgsmål til vores kloge forsker-eksperter.
Hvis du allerede nu brænder inde med spørgsmål om Andreas Mogensen, hans mission, livet på Den Internationale Rumstation, raketten der skal tage ham derop - eller noget som helst andet - kan du skrive til os på redaktion@videnskab.dk.
Oprindelig artikel
Når den danske astronaut Andreas Mogensen skal sendes op på sin anden tur til Den Internationale Rumstation (ISS), bliver det alligevel ikke 15. august, som det oprindeligt var planlagt.
Opsendelsen er blevet udskudt flere gange. Først til 17. august og nu igen til 21. august, skriver NASA på deres hjemmeside.
Her tilføjer rumorganisationen, at 25. august holdes åben, skulle det blive nødvendigt.
Men hvis man spørger Andreas Mogensen, håber han ikke, det kommer så vidt:
»Det bliver stressende, hvis datoen bliver ved med at rykke sig, fordi jeg tror, at den 28. starter skolerne,« fortæller Andreas Mogensen, som til dagligt bor i Texas, USA, med sin kone, Cecilia, og deres tre børn.
»Så hvis vi ikke når den 21., så bliver det pludselig den 25. Så er der kun et par dage til skolestart, og så begynder Cecilia sikkert at blive stresset, og det påvirker selvfølgelig også mig, fordi så sidder vi dér og venter på at komme afsted og bare håber, at vi når det inden,« siger astronauten til Videnskab.dk.
I 14 dage op til opsendelsen vil Andreas Mogensen være i karantæne med sin familie for at undgå at blive syg og tage virus og bakterier med sig til ISS.
Yderligere udsættelse kan derfor betyde, at børnene skulle sige farvel til deres far gennem en glasrude, hvis de skal tilbage i klasselokalet igen efter ferien.
Ifølge NASA var den første udskydelse for at give ekstra tid til at lave de fornødne forberedelser på opsendelsesstedet ved NASA's Kennedy Space Center i Florida, USA, efter et andet projekt var trukket ud.
På sin hjemmeside fortæller NASA, at den nye dato skal koordinere Andreas Mogensen og hans kollegers ankomst til ISS med andre aktiviteter på Den Internationale Rumstation.
Der er nemlig god trafik ved ISS netop nu. Dragon-rumfartøjet, der skal fragte Andreas Mogensen til Den Internationale Rumstation, er et af tre rumfartøjer, der er planlagt til at ankomme til ISS i de kommende uger, skriver NASA.

Det bør ikke komme bag på mange, at opsendelsen er blevet udskudt fra den oprindelige dato. Faktisk er samtlige Crew-missioner, hvor kommercielle firmaer som SpaceX hjælper NASA med at fragte ting og mennesker til Den Internationale Rumstation, blevet forsinket.
Crew 1 og 2 blev eksempelvis udskudt på grund af vejret. Crew 3 havde et ‘medicinsk tilfælde’ hos en af astronauterne, Crew 4 havde brug for bedre forberedelsestid og så videre.
Og det gælder nu også Crew 7, som Andreas Mogensen er en del af.
De ekstra dage på Jorden kan forhåbentlig give den danske astronaut et lille pusterum, for når først han lander på ISS, er hans skema proppet med arbejde og eksperimenter, der skal udføres.
Han skal blandt andet tage billeder af kæmpelyn og 3D-printe i vægtløs tilstand. Det kan du læse mere om her: Vægtløs Virtual Reality og kæmpelyn set fra rummet: Andreas Mogensens ti danske forskningsforsøg er udvalgt.