Nær Johannesburg i Sydafrika ligger det såkaldte Vredefort-krater, der er det største nedslagskrater i verden.
Det er to milliarder år siden, at en asteroide slog ned hér. Forskere har indtil nu været af den opfattelse, at asteroiden var 15 kilometer i diameter og fløj med en hastighed på 15 kilometer i sekundet; et regnestykke, der ville skabe et nedslagskrater på omkring 172 kilometer i diameter.
Men nu er forskere fra Rochester Universitet i USA gået i rette med det regnestykke i et nyt studie. Ved hjælp af nye målinger og simulationsprogrammer har de nemlig estimeret, at krateret faktisk var mellem 250 og 280 kilometer i diameter.
Krateret er dermed det største på Jorden, skriver universitetet i en pressemeddelelse.

Den oprindelige fejlopfattelse skyldes, at asteroiden faktisk var mellem 20 og 25 kilometer i diameter og rejste med en hastighed på op til 20 kilometer i sekundet. Det må have medført et langt større krater, konkluderer forskerne nu.
Og faktisk anslår studiet, at asteroiden i Sydafrika havde langt større slagkraft end den asteroide, der udryddede dinosaurerne for 66 millioner år siden og skabte Chicxulub-krateret i det nuværende Mexico. Dog er der stadig en væsentlig forskel, og den forklaring skal findes i de to forskellige tidspunkter, hvor asteroiderne slog ned:
»I modsætning til Chicxklubs slagkraft skabte Vredefort ikke en masseudryddelse eller skovbrande, da der kun levede encellede organismer, og der ingen træer var for to milliarder år siden,« siger Miki Nakajima, adjunkt i miljøvidenskab ved Rochester Universitet, i pressemeddelelsen.
Studiet er publiceret i det videnskabelige tidsskrift Journal of Geophysical Research.

































