KORT NYT FRA UDLANDET:
Hvis alt ikke er, som det skal være, når du og din kæreste slukker lyset om aftenen, så er der ikke de store fordele ved at ty til medicin, der bliver markedsført som ‘viagra til kvinder’.
For kvinder, der får en hormonbehandling med stoffet oxytocin, oplever de samme forbedringer for deres sexliv, som kvinder, der kun får en placebobehandling, fortæller Michaela Bayerle-Eder, der er specialist i intern medicin og sexuel medicin ved MedUni Vienna til psypost.org.
Hun bygger sin tolkning på et studie i tidsskriftet Fertility and Sterility.
»Det er tydeligt, at det faktum, at kvinderne tænkte mere over deres seksualitet og talte med deres partnere om sex under studiets forløb, i sig selv medbragte målbare forbedringer,« vurderer Michaela Bayerle-Eder over for psypost.org.
Det antyder i stedet, at det ofte kun er misforståelser og manglende kommunikation, der forhindrer par i at nyde deres seksualitet med hinanden, mener forskeren.
»Seksuelle problemer skyldes ofte hverdagens stress, snarere end nogen kemisk mangel i en kvindes hormonbalance,« siger Michaela Bayerle-Eder til psypost.org.
Stoffet ‘flibanserin’, der kom på det amerikanske marked under navnet ‘Addyi’ i oktober, har givet lignende resultater. Stoffet, der også kaldes ‘viagra til kvinder’ ændrer hjernens hormonbalance for at øge kvinders seksuelle lyst.
Men også under de kliniske studier af flibanserin, oplevede placebogruppen klare forbedringer. Desuden har flibanserin mulige bivirkninger som svimmelhed, træthed og kvalme, og det kan kun udskrives af læger, der er blevet uddannede i brugen af det.
»Så vi er stadig langt fra en sexpille til kvinder,« vurderer Michaela Bayerle-Eder.
Læs også:
Kvinder fik bedre sex med placebo
Kan potensmiddel være farligt?
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
on