Nu er festivalsæsonen officielt skudt igang. Solen skinner, og fra i morgen vil hele Danmark i tre dage åbne sig for den årlige videnskabsfestival 'Forskningens Døgn' for 11. gang. Danskere landet over har nu igen en unik mulighed for at komme tæt på både spændende forskning og fascinerende forskere.
Uddannelses- og Forskningsministeriet, som er initiativtager til Forskningens Døgn, har blandt andet som mål at pirre danskernes nysgerrighed for videnskaben.
»Nysgerrighed er forudsætningen for, at vi bliver klogere og får ideer til nye opfindelser, som kan gøre vores hverdag og vores velfærdssamfund endnu bedre. De udfordringer, som Danmark står over for, kalder også på en endnu tættere kontakt mellem forskere og samfund. Jeg håber derfor, at rigtig mange vil benytte sig af muligheden for at opleve og tage aktivt del i programmet,« siger uddannelses- og forskningsminister Sofie Carsten Nielsen i en pressemeddelelse fra Uddannelses- og Forskningsministeriet.
Videnskaben er for alle
Forskningens Døgn vil blive skudt i gang på Danmarks Tekniske Universitet (DTU) i morgen 23. april, hvor HKH Kronprinsesse Mary vil starte de landsdækkende videnskabelige løjer med et stort science arrangement.
Videnskabsfestivalen vil derefter i løbet af de tre dage dække alt lige fra kemi til kultur over hele Danmark. Videnskab for både børn og voksne vil kunne findes på såvel gader som i auditorier i hovedstaden, Odense, Aarhus, Aalborg og mange andre byer.
Arrangørerne af festivalen har haft frie hænder til at vælge, hvilken del af forskningens mangfoldige verden, de vil vise publikum. Derfor vil arrangementerne være meget forskellige, og der vil være noget for alle.
Hele landet inviterer til videnskab
Omkring 300 videnskabelige arrangementer, store som små, vil blive rullet ud - klar til at blive set, lugtet, smagt og oplevet af både børn, unge og voksne i hele landet.
- I Odense vil Syddansk Universitet invitere folket forbi til at studere videnskaben i øl, danse med robotter og lege virkelighedens CSI.
- I Aalborg kan man besøge Air Transport Wing Aalborg og 'sparke dæk' på luftens kæmpe, Forsvarets C-130J Hercules. Derudover vil man også kunne tage til Science Slam på havnefronten og opleve spritny forskning formidlet i højt tempo med lyd og lys på bare seks minutter.
- I Aarhus har forskerne gjort klar til debat og workshop om fremtidens teknologi. 'Hvornår opdager vi en ny Jord?' og 'hvornår opfinder vi hover-boardet fra 'Tilbage til fremtiden?' er nogle af de spørgsmål, du kan stille forskerne, der er til rådighed for at stille din sult på fremtiden.
- I København vil man kunne opleve videnskab i det fri. På Frue Plads i indre by vil man have mulighed for at afprøve sine evner som byplanlægger og opleve det usynlige med nanoteknologi. Derudover vil Rådhuspladsen blive lavet om til et regulært fåremarked. Her kan du komme forbi og blive klogere på økologi og fåret og lammets egenskaber.
Alle arrangementerne er gratis og kræver intet andet end nysgerrighed fra folket. Så tag dine forældre, børn, din kæreste eller ven under armen og spring ind i Forskningen Døgn med et åbent sind - klar til at blive fascineret af videnskabens forunderlige verden.
Du kan på hjemmsiden for Forskningens Døgn finde arrangementer i nærheden af dig.

































