KORT NYT FRA UDLANDET:
Israelske forskere har nu som de første omdannet dyrkede hudceller til stamceller med næsten optimal effektivitet. Det rapporterer nature.com.
Forskerne fra Weizmann Institute of Science i Israel har ifølge deres artikel i Nature fjernet et enkelt protein, kaldet Mbd3, og kunne dermed konvertere næsten 100 procent af hudcellerne i forsøget til stamceller. Det er 10 gange bedre, end hvad man normalt kan opnå.
Opdagelsen kan måske sørge for, at forskere kan lave store mængder stamceller efter behov, så det i fremtiden bliver lettere at finde og lave nye behandlinger.
"Det er første melding, der viser, at man kan omprogrammere celler lige så effektivt, som nogen kunne håbe på. Det er virkelig overraskende, at det er tilstrækkeligt at manipulere et enkelt molekyle for at skabe omdannelsen, så hver eneste celle i realiteten kan blive pluripotente inden for en uge,” siger Konrad Hochedlinger, stamcelleforsker fra Harvard Medical School i Boston, til nature.com.
Pluripotente stamceller kan ifølge Den Store Danske bruges til at danne de fleste eller endda alle celletyper i en færdigudviklet organisme.
Andre stamceller – kaldet totipotente stamceller – findes i de tidligste stadier af et fosters udvikling og kan ifølge Den Store Danske danne basis for en komplet organisme og til moderkage og fosterhinder.
Læs også:
Stamceller: Så langt er vi nået
Celler omdannet til fosterstamceller i levende mus
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
th
































