Nogle edderkopper vil hellere angribe, mens andre foretrækker at blive hjemme i reden. Det kunne tyde på, at selv edderkopper har personligheder, skriver Wired.com.
Et internationalt forskerhold, blandt andet fra Spiderlab på Aarhus Universitet, har undersøgt en speciel social edderkop kaldet Stegodyphus sarasinorum. De lever i store kolonier, hvor der kan være mere end 200 edderkopper. Edderkoppen findes i Indien, Nepal og Sri Lanka.
Edderkopperne bygger deres reder omkring træer og buske, og her sætter de net op, som byttedyr kan gå i. Når et byttedyr rammer spindelvævet, så vibrerer hele reden, og massevis af edderkopper strømmer ud for at hente deres bytte, som de slæber med ind til de andre.
Men hvordan beslutter edderkopperne, hvem der skal ud og fange bytte – og hvem der bliver hjemme i reden?
Forskerne fandt frem til 18 forskellige kolonier, hvor de indhentede 40 edderkopper fra hver. Herefter malede de edderkopperne i forskellige farver, så de kunne kende forskel.
For at teste hvor modige edderkopperne var, skød de luft mod edderkopperne med en ørerenser for at efterligne et flyvende rovdyr. Det får edderkopper til at stå fuldstændig stille, men nogen edderkopper begyndte at bevæge sig hurtigere end andre.
Bagefter testede forskerne edderkoppernes aggression ved at prikke til dem med en pind. Nogen veg væk fra pinden og løb deres vej, mens andre blev stående, løftede deres ben imod den, eller prøvede at angribe den.
I det sidste forsøg satte forskerne en kunstig rede op, som edderkopperne blev placeret i. Udenfor reden fik de et blad til at vibrere for at efterligne et insekt i nød. Forsøget viste, at det stort set altid var de samme edderkopper, der angreb bladet. Nemlig de største edderkopper, og dem der havde vist sig at være modigst i den første test.
Studiet er netop udgivet i det anerkendte tidsskrift Proceedings of The Royal Society B.
Læs også på Videnskab.dk: