KORT NYT FRA UDLANDET:
Umiddelbart kan det være svært at forestille sig, at de enorme dinosaurer skulle have været særligt yndefulde på et dansegulv.
Men ikke desto mindre har forskere fra University of Colorado i Denver netop fundet store fodspor, der faktisk tyder på, at dinosaurerne har udført en parringsdans for at imponere det modsatte køn. Det skriver Science.com.
Ifølge medforfatter af studiet Martin Lockley kan opdagelsen få stor betydning. ”Disse er de første steder, der nogensinde er fundet med beviser for dinosaurernes parringsritualer (…) Disse kæmpe spor udfylder et hul i vores forståelse af dinosaurernes adfærd,” siger han ifølge Washington Post.
Forskerne har fundet omkring 50 forstenede mærker i jorden fire forskellige steder i Colorado, USA. Alle fire steder indeholder sedimenter fra kridttiden, der er mellem 66 og 145 millioner år gamle, og meget tyder på, at mærkerne stammer fra danseglade dinosaurer.
”I parringssæsonen blev hannerne ophidsede og viste sig for deres mager ved at skrabe i jorden for at sige: Se, jeg kan bygge en rede!”, fortalte Martin Lockley til tidsskriftet Livescience.com.
At dømme ud fra sporenes størrelse og form, mener Martin Lockley, at de kan stamme fra den kødædende dinosaur Acrocanthosaurus.
Fodsporene bekræfter desuden, at dinosaurerne på mange måder lignede fugle. Fugle udfører nemlig også en parringsdans, der, sandsynligvis, minder om dinosaurernes.
Studiet er publiceret i tidsskriftet Nature.
Læs også:
Fossile æggeskaller viser: Dinosaurer byggede ‘fuglereder’
Ny fjerklædt dinosaur fundet i Kina
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
amo