Et nyt studie tyder på, at aberne udviklede monogame forhold for at beskytte deres unger mod fremmede hanner. Det skriver NewScientist.com.
I dyreriget er et langtidsforhold mere undtagelsen end reglen. Men indenfor primaternes verden, abernes og vores, er der alligevel over en fjerdedel af arterne, som holder sammen i par.
Nu viser et nyt studie fra University College London, hvorfor aberne udviklede den monogame tilgang. For at finde årsagen, udvalgte forskerne forskellige evolutionære fordele, der kunne være ved at leve i par.
Herunder var risikoen for at ungerne blev slået ihjel af en fremmed han, behovet for opfostring af forældrene og hannens mulighed for at beskytte hunnnen.
De tre træk blev sammenholdt med de genetiske relationer mellem primatarter, der alle lever i monogame forhold. Det viste sig, at alle tre træk var en effekt af en tilværelse som ’mand og kone’, men det var kun babymordene, der rent faktisk kom før den monogame tilværelse.
Derfor mener forskerne fra London, at det er hovedårsagen til, at man begyndte at leve i længerevarende forhold – også hos mennesker.
Studiet er netop udgivet i det anerkendte tidsskrift PNAS.
Carl Van Schaik, der er primatolog ved Universitet i Zürich i Schweiz, og som ikke var en del af studiet, er dog ikke helt sikker på, at man kan overføre konklusionen direkte til mennesker. Han mener nemlig ikke, at mennesket hovedsageligt er monogamt fra naturens side, men at det er kulturelt.
»Jeg ville foreslå, at der hvor risikoen for barnemord har været høj, som den har været hos vore forfædre, der har det at have en far, der kunne tilbyde beskyttelse gavnet evolutionen af det moderne menneskes lange barndom,« siger Carl Van Schaik til NewScientists.com.
Læs også på Videnskab:
