KORT NYT FRA UDLANDET:
For nyligt skrev Videnskab.dk i artiklen ‘Forskere: Industrien bag anbefaling af D-vitamin og kalk mod knogleskørhed’, at anbefalingen af D-vitamin til patienter med knogleskørhed ikke har nogen positiv effekt på deres behandling, og at tilskuddet måske kan være skadeligt for patienterne.
Nu viser et nyt studie, at D-vitamin heller ikke beskytter ældre kvinders knogler. Det skriver cbsnews.com.
Et lavt niveau af D-vitamin er ellers kendt for at være forbundet med risiko for knoglefrakturer for ældre kvinder. I studiet blev 230 kvinder, som havde været i overgangsalderen, men var yngre end 75 år, inddelt i tre grupper, hvoraf den ene gruppe var en kontrolgruppe, som ikke fik noget tilskud. De to andre grupper fik henholdsvis en lav og en høj dosis vitamintilskud, men ingen af disse oplevede stærkere knogler eller øget muskelstyrke efter et års vitamintilskud.
»Der er mange kvinder, som bliver testet for D-vitaminniveauet i blodet og får D-vitamintilskud i forskellige doser. Dette studie peger på, at de praksisser burde stoppe. Med andre ord: Hvis du vil starte på at tage D-vitamintilskud for at forbedre dine knogler, eller hvis du i øjeblikket tager det af den årsag, kan du godt stoppe,« siger professor i medicin på University of California, San Franciscos Philip R. Lee Institute for Health Policy Studies og redaktør på JAMA Internal Medicine, Rita Redberg, som ikke var en del af studiet, til HealthDay.
Professor i medicin på Univeristy of California Deborah Grady siger dog som kommentar til studiet, at forsøget muligvis ville opnå bedre resultater, hvis det varede længere end et år.
Studiet er publiceret i JAMA Internal Medicine.
Læs også:
D-vitamin er immunforsvarets batteri
For meget D-vitamin kan måske skade dit hjerte
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
msc