Odense er minimum 100 år ældre, end vi hidtil har troet, mener to danske arkæologer.
Den hidtidige opfattelse af, at Odense bliver en by omkring år 988, stammer fra byens ’dåbsattest’ – et brev fra den tyske kejser, hvor byen omtales første gang.
»Der bliver det nævnt, at Odense har en biskop og en domkirke, hvilket understreger, at den allerede på det tidspunkt er en stor by. Vores udgangspunkt har været, at så må der også have været noget tidligere,« forklarer Mads Runge, som sammen med Mogens Bo Henriksen fra Odense Bys Museer er forfatter på en ny videnskabelig artikel om det tidligste Odense.
I et stort, nyt forskningsprojekt har de to møjsommeligt gennemgået arkæologisk materiale fra en række udgravninger og fundet frem til, at bebyggelsen i Odense allerede blev etableret fra slutningen af 700-tallet. Senest omkring år 900 kan man tale om en egentlig by, mener de.
Hvad mere er: De mener, at deres konklusion kan udbredes til også at omfatte andre store, danske byer, nemlig Aarhus, Aalborg, Viborg, Næstved og Horsens.
En udenforstående arkæolog er dog ikke helt enig i deres synspunkter.
Udfylder tomrum i bydannelsen
Dannelsen af byer i Danmark er indtil nu blevet beskrevet som sket i to uafhængige bølger:
- En første bølge i 7-800-tallet med handelsstationer som Ribe og Hedeby.
- En anden bølge af kongeligt anlagte byer som Roskilde og Lund fra omkring år 1000.
\ Læs mere
Men gennem det nye forskningsarbejde om det tidligste Odense mener arkæologerne at kunne se, at der i den mellemliggende periode, fra 800 til 900-tallet, opstår en række byer med afsæt i det lokale opland.
Disse byer danner bro mellem de to oprindelige bølger af by-grundlæggelser, lyder det fra Mads Runge, som er forskningscenterleder ved Odense Bys Museer.
»Med vores analyser synes vi at kunne se, at Odense starter tidligere, end vi hidtil har troet. Og hvis man så også kigger på de andre byer med nye øjne, mener vi at kunne argumentere for, at de også starter tidligere,« siger Mads Runge og tilføjer:
»Dermed udfyldes et tomrum i urbaniseringen. Det er selvfølgelig interessant nok, at Odense er blevet lidt ældre, men det afgørende er, hvad det får af samfundsmæssig betydning for vores forståelse af byerne i dag.«
En »forbilledlig« gennemgang af Odense
I en pressemeddelelse fra museet fremgår det, at det nye forskningsprojekt giver »den manglende brik« til de tidlige danske byers historie.
Arbejdet er gennemført i forbindelse med en omfattende byfornyelse i Odense over de senere år, hvor arkæologerne blandt andet har fået mulighed for at undersøge nye områder og materiale, som ikke tidligere har været undersøgt.
Du kan læse mere om de nye udgravninger i artiklen 'Sært middelalderfænomen: Ungkatte blev slagtet i hobetal'.
Derudover har forskerne også gennemgået kollegaers tidligere arbejde og lavet nye dateringer på genstande fra ældre udgravninger. Det kan du læse mere om i boksen under artiklen.
Ifølge en udenforstående arkæolog er deres gennemgang af Odenses tidlige historie »forbilledlig«.
»De har virkelig været rundt i alle hjørner og afkroge, også i Odenses opland. De fremlægger i stort omfang, hvad de bygger deres iagttagelser på, og man har god mulighed for at få vished om, hvad de mener. Det er rigtig godt,« siger Jens Ulriksen, som er forskningsleder ved Museum Sydøstdanmark og har læst det nye studie.
Han har selv gennemgået dele af det eksisterende materialet fra Odense for omkring 10 år siden, da han var tilknyttet Roskilde Museum og blandt andet arbejdede med Roskildes opståen som by.
Bymæssige træk fra slut 700-tallet
Udover de tidligere udgravninger har forskerne også benyttet sig af en unik mulighed for at få kigget ned i Odenses ældste historie.
Denne mulighed er opstået i forbindelse med nye udgravninger ved blandt andet Thomas B. Thriges gade, som går tværs igennem det nutidige Odense og skal omlægges til en ny, bæredygtig bydel. Thomas B. Thriges gade har været et knudepunkt i Odense helt tilbage i vikingetiden.
Tilsammen viser forskernes undersøgelser, at der er bymæssige træk at spore i Odense allerede fra slutningen af 700-tallet, fortæller Mads Runge.
»Vi finder for eksempel grubehuse (se faktaboks), hvor der er udført specialiseret håndværk, som rækker udover lokalt brug. Det indikerer handel for et større område,« fortæller Mads Runge.
\ Grubehus
... er et af arkæologernes favoritord. Desværre indgår det ikke rigtig i det danske sprog udenfor arkæologiens verden og nødvendiggør derfor en forklaring:
Et grubehus er en lille, rund eller firkantet bygning, som er halvt nedgravet i jorden. Der er fundet grubehuse ved udgravninger på bopladser fra jernalderen, vikingetiden og middelalderen, og de menes at have været anvendt som blandt andet værksteder og vævehytter.
Ordet grube kan også stå alene og betyder i sig selv bare et gravet hul i jorden.
Derudover, fortæller han, har de fundet spor efter permanente huse, som passer med den tidlige datering.
Modsat de sæsonbetonede pladser, som man ser flere steder langs kysten i 700-tallet, kan den permanente bebyggelse pege i retning af noget mere etableret. Noget, der minder om en by.
Du kan læse meget mere om, hvad permanente huse kan betyde for vores opfattelse af byers begyndelse i denne artikel om Ribe, som af mange betragtes som Skandinaviens første by.
Odense har været vigtig siden vikingetiden
De fleste forskere er enige om, at Odense har været en vigtig lokalitet allerede i vikingetiden.
Dels betyder Odense formentlig ’Odins vi’ – vi er et gammelt ord for helligdom – dels ligger en af Danmarks berømte ringborge, Nonnebakken, placeret lige på den anden side af åen, i forhold til hvor bebyggelsen opstod.
I det nye studie konstaterer forskerne desuden, at Odense som by ikke er opstået ’ud af det blå’ og i én omgang, men at den udspringer af et opland, som efter alt at dømme har været præget af landbrug, men som også har været et centralt transitsted for handel, skriver de i artiklen. Det vil sige et oplagt gennemrejsested for handlende.
Tidligere har de fleste forskere dog samtidig tilsluttet sig en by-definition, som, uanset hvordan man vender og drejer det, udelukker Odense fra ligningen før slut 900-tallet, fortæller Mads Runge. Denne definition af en by indebærer mindst to kirker.
»Men det, mener vi, er ikke afgørende. Det er derimod den store, tætte bebyggelse, som erhvervsmæssigt skiller sig ud fra landbebyggelsen,« siger Mads Runge.
Samme træk ser ud til at gælde i andre byer
Hvis man abonnerer på denne opfattelse, betyder det, at den ældste bydel i Odense vokser frem lidt forskudt mod vest i forhold til det centrum, som senere opstår med Sankt Knuds Kirke og Sankt Albani Kirke, fortæller Mads Runge.
En udvikling, som formentlig skyldes, at der mellem Nonnebakken og denne by-vækst ligger en oplagt passage ad vandvejen, som har haft stor handelsmæssig betydning.
Det er vigtigt, fordi det netop er denne udvikling, som han og Mogens Bo Henriksen argumenterer for også gør sig gældende i Viborg, Horsens, Næstved, Aalborg og Aarhus.
»Når vi kiggere på den eksisterende litteratur og oversigtsplaner fra de andre byer, ser der ud til at være tilsvarende træk med en tidlig bydannelse, som ligger lidt forskudt af kirkerne. Hvis man vil gå videre med det her, skal man i princippet gøre det samme, som vi har gjort for Odense,,« siger Mads Runge.
Byforskning er et svært felt
Jens Ulriksen har selv tidligere argumenteret for, at Odense formentlig tilhører samme gruppe af byer som Roskilde, der altså opstod som kongeligt anlagt by fra omkring år 1000.
Selvom han tager hatten af for de to arkæologers store arbejde, føler han sig dog ikke overbevist om, at den opfattelse skal ændres.
»By-forskning er et af de områder, som er enormt svært at få styr på, fordi det ligger på kanten af arkæologi og historie, hvor det i høj grad er skriftlige kilder, man lægger til grund for definitioner. Her forsøger de at argumentere for, at Odense indgår i en bebyggelsestype, som ikke rigtig har været defineret i Danmark tidligere, en slags proto-by,« siger Jens Ulriksen.
Han understreger, at han sagtens kan følge tankegangen om, at Odense har været et helt særligt sted, også i vikingetiden.
Men han mener, at materialet fra Odense er for begrænset til at kunne konstatere, at Odenses dåb skal rykkes tilbage i tid.
»Der er en tendens til, at man filer på definitionerne for at få det til at passe. Materialet fra Odense er i virkeligheden ret lille, det skriver de også selv, og derfor synes jeg, at det er svært at konkludere noget særligt sikkert,« siger han.
»Indimellem skal man trække vejret dybt og kigge på materialet igen, og det, synes jeg, er tilfældet her.«
Du kan læse forskerne diskutere videre om det begrænsede fundmateriale i boksen lige under artiklen her.
Alternativt kan du kaste dig over denne gode læseoplevelse, som handler om, hvordan en teltplads på Roskilde Festival (måske) kan sammenlignes med et jernalderhus.
\ Kilder
- Mads Runges profil (Odense Bys Museer)
- Mogens Bo Henriksens profil (Odense Bys Museer)
- Jens Ulriksens profil (Museum Sydøstdanmark)
- "The origins of Odense – new aspects of early urbanisation in southern Scandinavia", Danish Journal of Archeology (2018), DOI: 10.1080
- "Roskilde – En bygrundlæggelse i vanskeligt terræn", KUML (2014)
\ Begrænset datamateriale taler både for og imod
Konklusionerne i det nye studie bygger på et relativt begrænset materiale, og derfor skal man være påpasselig med de konklusioner, man uddrager fra det, mener Jens Ulriksen.
Konklusionen om, at der har været tale om en stor bebyggelse, baserer de eksempelvis på ganske få, mulige grubehuse med stor indbyrdes afstand, lyder det fra ham. Også den håndværksmæssige del bygger på sparsomme fund, mener Jens Ulriksen.
»Det er ligeledes meget begrænsede spor efter tekstilhåndværk og bronzestøbning, som er udgangspunktet for at konkludere, at produktionen har været til mere end 'eget forbrug'. Netop disse to typer håndværk forekommer også i helt almindelige agrare bebyggelser (landbrug, red.), og det samme gælder i øvrigt grubehuse.«
»Yderligere drilagtigt er det, at store grubehus-bebyggelser med tilhørende begrænset antal langhuse kendes både ved kysterne og i det jyske indland, hvor blandt andet omfattende tekstilproduktion kendetegner virksomheden. Skal de også opfattes som proto-byer? I givet fald rækker begrebet tilbage i yngre germansk jernalder (år 375 f.v.t–800 e.v.t.),« siger Jens Ulriksen, som nævner en udgravning ved Vester Egesborg som eksempel.
»Det er disse forhold, der gør, at jeg mener, at det trods et meget fint forskningsprojekt er at 'stramme den' på et – i mine øjne – begrænset og spredt fundmateriale,« tilføjer han.
Man kan ignorere kilderne - eller inddrage dem
Det er sandt, at det nye studie bygger på et begrænset kildemateriale, siger Mads Runge. Der er primært tale om mindre, smalle udgravnings-grøfter - det vil sige lange, smalle jordstykker, hvor arkæologerne graver sig ned for at få en fornemmelse af, hvad der generelt ligger i området.
Eneste undtagelse er Thomas B. Thriges gade, hvor der er tale om store udgravningsfelter, fortæller Mads Runge.
»Man kan på den måde også vende argumentationen om og sige, at når vi har så relativt meget i de små felter, ja, så er det slet ikke usandsynligt, at der så også vil være flere, hvis man åbnede en større flade. Jævnfør andre lignende lokaliteter. Vi har således valgt en tilgang til materialet, hvor vi forsøger at få en samlet historie ud af de relativt fragmenterede strukturer, vi har,« forklarer Mads Runge.
Man kan på den ene side vælge at ignorere de trods alt mange, men spredte og fragmenterede, kilder, vi har til Odense før år 1000, tilføjer han.
»Eller man kan inddrage dem i en samlet syntese over Odenses udvikling. Vi har valgt den sidste løsning, men er helt klar over, at det er et bidrag til en diskussion og ikke en endegyldig konklusion.«
\ Kigger med friske øjne på byerne
Når man tidligere har troet, at Odense opstod lidt før år 1000, handler det først og fremmest om de briller, man har haft på, da man undersøgte materialet, mener Mads Runge.
»Tidligere har man haft den antagelse, at byen opstod omkring år 988, og så har man haft den tilgang, når man undersøgte genstandene. Vi har forsøgt at kigge på dem med friske øjne for at finde ud af, om det virkelig kan passe,« siger Mads Runge, som forklarer, at han og Mogens Bo Henriksen blandt andet har benyttet sig af kulstof 14-dateringer til formålet.
Kulstof 14-datering er en meget anvendt naturvidenskabelig metode til at datere arkæologiske og geologiske prøver. Helt forsimplet: Jo mindre kulstof 14, jo ældre er prøven.
Disse dateringer er indiskutabelt blevet meget bedre med tiden. Det kan du blandt andet læse en beretning om i vores artikel om en berømt massegrav, som stammer fra vikingernes første invasion af England.
»Tidligere har man nok været ret låst i sin opfattelse af, hvornår byen er dannet, men det handler også om, at vi i dag har langt bedre dateringsmuligheder. Derfor har vi taget materiale fra gamle udgravninger frem igen og fået dem dateret på ny,« forklarer Mads Runge.
