Hvis der er noget, der kan skabe furore i dag, så er det vindmølleparker.
Én ting er naboer til vindmøller, der klager over udsynet til dem.
Noget andet er opfattelsen af, at vindmølleparker kræver et større areal sammenlignet med atomkraftværker drevet af fossile brændsler.
Men nu tegner der sig et andet billede af ovenstående, som kan have betydning for, hvor effektive vindmølleparkerne er.
Det viser et nyt studie fra McGill University i Canada, hvor man har undersøgt 318 vindmølleparker i USA.
Det skriver universitetet i en pressemeddelelse.
Når forskere skal beregne arealanvendelsen for en vindmøllepark, er det typisk hele arealet, der anses som en del af parken.
Men nu viser studiet, at det kun er fem procent af vindmølleparkens areal, der bruges til vindenergi. Det er for eksempel turbiner og veje.
Resten af jorden bruges blandt andet til landbrug.
\ Læs også
»Vindmølleparkers arealanvendelse er ofte blevet betragtet som en af de altovervejende udfordringer inden for udvikling af vindenergi,« siger adjunkt Sarah Jordaan ved McGill University, der er seniorforfatter til studiet, i pressemeddelelsen.
Forskerne har også fundet ud af, at vindmøllerne kan være syv gange så energieffektive målt på produceret energi per kvadratmeter, hvis de placeres i områder med eksisterende veje og infrastruktur, for eksempel landbrugets marker.
For at kunne analysere vindmølleparkerne har forskerne trænet en model inden for ‘deep learning’, der er en form for kunstig intelligens.
Den metode kan bane vejen for »fremtidige vurderinger af forskellige energiteknologier«, siger Sarah Jordaan.
Studiet er udgivet i tidsskriftet Environmental Science and Technology.
tmmk
































