Lad os lige repetere det med ledeblokke.
De fleste sten ved stranden – med flint og kalk som væsentligste undtagelser – er kommet med isen fra Norge og Sverige.
Nogle få af dem er så karakteristiske, at man kan sige helt præcis, hvor i Skandinavien de kommer fra. Det er ledeblokkene.
Den nemmeste ledeblok er kinnediabas.
Den er mørk og med en nopret overflade, som svagt kan minde om blomkål. Jo mere slidt og nedbrudt en sten er, des tydeligere er fordybningerne.
Kinnediabas indeholder korn af det jernholdige mineral olivin. Fordybningerne opstår, fordi olivinen forvitrer og ruster væk.
Overfladestrukturen på en kinnediabas ligner ikke noget andet.
Så hvis man lige har fået den ind på søgeblikket, kan man henkastet bemærke, at den sten der jo kommer fra Sverige – nærmere bestemt et område lige syd for Vänern.
Det kunne være sommerens scoretrick.
































