Er du kørt sur i symplektisk geometri, variationsregning eller geodætiske kurver, kan den russiske matematikprofessor Anatoly Fomenko fra Moskvas Statsuniversitet helt sikkert hjælpe.
Han er forfatter til flere end et dusin lærebøger om kompliceret matematik, medlem af det russiske videnskabsakademi og vil i søvne kunne beregne den korteste afstand mellem to punkter i et ikke-euklidisk rum.
Men spørger du ham, hvornår Jesus blev født, eller om Den Trojanske Krig fandt sted før eller efter korstogene, er hans svar til gengæld helt ude i skoven. I hvert fald hvis du ikke er bekendt med Ny Kronologi – den kontrære kombination af matematik, astronomi og historie, som har gjort Anatoly Fomenkos navn berygtet langt uden for naturvidenskabens strengt logiske univers.
Fomenko skar lunser af historien
Den 64-årige russiske matematiker blev interesseret i historie i midten af 1970’erne. I starten af 1980’erne fik han publiceret en række videnskabelige artikler om verifikation af årstal ved hjælp af statistik og astronomi. De vakte en vis uro blandt russiske faghistorikere, som pludselig måtte forholde sig til en højt begavet dilettant, der satte spørgsmålstegn ved selve historieskrivningens fundament.
I løbet af 1990’erne indså Anatoly Fomenko, at den akademiske verden ikke modtog nej-sigere med åbne arme. Han begyndte i stedet at skrive populærvidenskabelige bøger, hvor han skar den ene enorme luns efter den anden af verdenshistorien og byttede om på rækkefølgen af de sørgelige rester.
Hvis hele menneskehedens fortid var et overdådigt tag-selv-bord, ville der kun være lidt kartoffelsalat og en skive af den kedeligste tærte tilbage, efter at den russiske matematiker havde forladt selskabet.
Jesus er under 1.000 år gammel
\ Fakta
CLASSIC-ARTIKEL Hver fredag ‘genudsender’ vi en artikel i serien om ‘Vanvittige videnskabsmænd’. Serien handler om mændene og deres storslåede, men fejlslagne forsøg og pseudovidenskabelige krumspring. Denne artikel blev bragt første gang 3. december 2009.
Ifølge Anatoly Fomenko er alt, hvad du tror har fundet sted før det 11. århundrede, noget vås. Pyramiderne, Den Kinesiske Mur, Colosseum, og hvad vi ellers kender af storslåede bygningsværker fra oldtiden, er alle opført inden for de sidste 1.000 år. Jernalderen, bronzealderen, vikingetiden og middelalderen er fup og fidus.
Jesus blev født i 1152 og døde i 1185. Ikke på Golgata uden for Jerusalem, men på en bakketop med udsigt over Bosporus-strædet i Tyrkiet. Det Gamle Testamente blev skrevet adskillige hundrede år efter Det Nye Testamente og omhandler begivenheder, der fandt sted i 1300- til 1500-tallet.
Heller ikke Romerriget har nogen gang på jord, men er en misforstået sammenblanding af et ægyptisk kongerige med hovedsæde i Alexandria, Rom i Italien, Istanbul og Moskva. Hele verdenshistorien kan snildt klemmes sammen til 1.000 år, mener Anatoly Fomenko og han har masser af andre forslag til kapitler, der bør rives ud af historiebøgerne.
»Hvem var forfatteren?«
Her kunne det være fristende at snuppe en hovedpinepille og bede den russiske matematiker redegøre for lidt differentialgeometri i stedet for at vride verdenshistorien af led. Men Anatoly Fomenko er først lige kommet i omdrejninger og har et snedigt retorisk spørgsmål i baghånden:
»Hvorfra ved du, af Julius Cæsar blev født i år 100 før vor tidsregning?«
Dit svar vil formentlig være, at det har du lært i skolen og læst i utallige bøger. Dermed plumper du direkte i fælden og er nu tvangsindlagt til et citat fra Anatoly Fomenkos hovedværk i syv bind, ‘Historie: Fiktion eller videnskab?’:

»Det er ikke godt nok. Hvem var den første, der sagde, at Julius Cæsar levede i det første århundrede før Kristus? Hvilken bog eller hvilket dokument er den primære kilde? Hvem var forfatteren? Hvornår blev denne primære tekst nedfældet?«
Historien er baseret på tvivlsomme optegnelser
Ifølge Anatoly Fomenko findes der ingen skriftlige kilder, der med sikkerhed kan dateres til tidligere end 1000-tallet.
Da den traditionelle historiske kronologi blev stadfæstet, skete det på baggrund af højst tvivlsomme optegnelser, som der ikke kan fæstes lid til. Oprindelige vidnesbyrd var igennem årene blevet genfortalt, kopieret, fejloversat, forfalsket og misforstået så mange gange, at de samme begivenheder, navne og årstal eksisterede i et utal af forskellige varianter.
For verdenshistoriens første kronikører gav det muligvis god mening at placere Julius Cæsar i det første århundrede før Kristus og den Trojanske Krig nogle tusind år før korstogene, men ifølge Anatoly Fomenkos forskning var det skrupforkert.
Stort set alt, hvad der er hændt menneskeheden, fandt sted imellem år 1000 og år 1500. Resten er lige til skraldespanden.
Bruger solformørkelser til at udregne
Anatoly Fomenkos videnskabelige metode består først og fremmest af sammenligninger mellem historiske referencer til solformørkelser og moderne beregninger af, hvornår disse astronomiske begivenheder helt præcis fandt sted.
\ Fakta
Vanvittige videnskabsmænd fylder både videnskabshistorien og populærkulturen. De lever iblandt os og giver fiktive fætre som Dr. Strangelove og Dr. Frankenstein kamp til stregen i disciplinerne opfindsomhed, gåpåmod og tossede teorier.
Det hele var overlapninger, konkluderede Anatoly Fomenko. Intet passede sammen – medmindre man indførte en helt ny kronologi.
I Anatoly Fomenkos drastisk reducerede verdenshistorie findes der ingen perioder af stilstand, ingen imperier, der er sunket i grus, og ingen genopdagelser af tidligere tiders storhed. Når vore dages skolebørn alligevel er nødt til at terpe græske og romerske riger, som aldrig har eksisteret, skyldes det misforståelser og et formidabelt bedrag, der blev gennemført i 1600-tallet:
I verdenshistoriens første 500 år var Rusland centrum for et globalt imperium, der omfattede Asien, Europa, Amerika og Nordafrika. Verdens herre var den mægtige khan.
I storrigets udkantsområder – som blandt andet talte de europæiske lande – gjaldt det for enhver pris om at stå på god fod med den russiske khan. De frygtelige plyndringstogter af mongolske horder, som den fejlbehæftede europæiske historie er så rig på, var i virkeligheden khan’ens soldater, der foretog ubetydelige irettesættelser for manglende skattebetaling.
Storstilet historisk hvidvaskning
Fik en tysk konge lyst til at invadere et naboland, gik det således ikke an blot at opruste og gå i krig. Den rette fremgangsmåde var at sende storslåede gaver til khan’en i håb om, at han gav tilladelse til en mindre omrokering af de lokale besiddelser.
At kunst og videnskab stortrivedes i renæssancens Europa skyldtes et simpelt behov for opsigtsvækkende bestikkelse, der kunne sendes østpå.

Men i 1600-tallet begyndte de europæiske lydstater at rive sig løs fra det russiske imperium og erklære sig selvstændige.
For at begrave århundreders ydmygende status som undersåtter i glemsel blev der iværksat en storstilet historisk hvidvaskning. Bøger, verdenskort og dokumenter blev omskrevet og forfalsket, enhver hentydning til russisk overherredømme blev brændt og destrueret.
Kunst og statuer blev produceret i hobetal og begravet, så de senere kunne genfindes som vidnesbyrd om antikken og en nobel europæisk fortid uden russisk indblanding.
En lignende manøvre fandt sted i khan’ens hjemland, hvor den russiske adelsslægt Romanov’erne lavede deres egne numre med historien for at legalisere deres statskup. Voila: Menneskehedens største svindelnummer er i dag bedre kendt som ‘Verdenshistorien’.
Videnskabelige metoder dømt ude
Når man studerer faghistorikeres reaktioner på Anatoly Fomenkos teori, er det tydeligt, at de ikke aner, hvor de skal begynde at sparke kritiske kommentarer ind. I virkeligheden kan de spare sig ulejligheden, for ‘Ny Kronologi’ har en indbygget nødknap, der konsekvent afviser alle traditionelle metoder til datering som uvederhæftige.
Kulstof-14, dendrokronologi (tidsbestemmelse ved sammenligning af årringe i træ) og palæografi (sammenligning af gamle skrifter) er alt sammen metoder, som ifølge Anatoly Fomenko er behæftet med stor usikkerhed, og som ydermere er blevet justeret efter kendte verdenshistoriske årstal.
\ Fakta
Kasper E. Nielsen (f. 1970) er forfatter, journalist og forlagsredaktør.
Han har blandt andet skrevet bøgerne ‘Frankenstein A/S’ og ‘Snyd & bedrag’ og redigerer Forlaget Dingbats bogserie om den lukkede afdeling af videnskabens, ideernes og overtroens virkelighed.
Og da vi allerede har afsløret disse årstal som svindel, er de videnskabelige metoder dømt ude.
10.000 dollar for et modbevis
Denne helgardering forhindrer naturligvis ikke Anatoly Fomenko i at blive hånet som en skændsel for russisk forskning, men hans bøger, der placerer det russiske folk i en fremtrædende historisk rolle, har millioner af læsere. At notabiliteter som den tidligere verdensmester i skak, Garry Kasparov, har tilsluttet sig Anatoly Fomenkos teori, gør ikke interessen for ‘Ny Kronologi’ mindre.
Da det lille forlag Delamere Resources i 2003 udgav det første bind af Anatoly Fomenkos ‘Historie: Fiktion eller videnskab?’ på engelsk, affødte det ifølge udgiveren »utallige giftige klagebreve med undertoner, som ikke lovligt kan gengives på skrift.«
Som et modtræk udlovede Delamere Resources 10.000 dollar til enhver, der kunne fremvise en kunstgenstand, som beviseligt var fremstillet før det 11. århundrede.
I overensstemmelse med Anatoly Fomenkos forskning godtog forlaget dog ikke beviser, der var baseret på kulstof-14-analyse, årringe i træ eller sammenligning af skrifter.
Pengene kan stadig hentes af læsere, der har mod på en historisk udfordring.