Kort nyt

Kort nyt

Med 'Kort nyt' får du overblik over nyheder fra forskningens verden. De mest interessante begivenheder og fund - kort fortalt.

Videnskab.dk's redaktion udvælger og resumerer det mest spændende, andre troværdige medier og forskningsinstitutioner har bragt.

Husk dog vores guide til kritisk læsning af nyheder om forskning og især rådet om, at et enkelt, nyt forskningsresultat aldrig kan rumme den endegyldige sandhed.

Det er derfor en god idé at holde sig for øje, hvad anden forskning på området viser, og vi henviser altid til den oprindelige kilde, så du kan dykke yderligere ned i detaljer og forbehold.

Verdens største primtal har over 23 millioner cifre

Annonce:

Verdens nye og allerstørste primtal starter med 4 og slutter på 1. Og ind imellem de to tal skal du lige give plads til 23.249.423 andre cifre.

Det skriver det internationale matematiske samarbejde Great Internet Mersenne Prime Search (GIMPS) ifølge The Guardian.

Dermed slår det nye primtal ved navn M77232917 den tidligere rekordholder kaldet M74207281 med intet mindre end 910.805 cifre.

Du kan læse meget mere om primtal og GIMPS-projektet fra da Videnskab.dk omtalte fundet af det hidtil største primtal, som nu er vippet af pinden.

Det nye primtal hører til typen 'Mersenne-primtal', der er opkaldt efter den franske munk Marin Mersenne.

Udover at være størst udgør det nye primtal også et jubilæum, for det er primtal nummer 50 i rækken af Mersenne-primtal.

Mersenne-primtal kan skrives på formlen 2P-1, hvor P er et primtal.

Annonce:

Det betyder, at du kan komme frem til tallet ved at gange 2 med sig selv et antal gange, der også er et primtal, og trække én fra.

Hvis du vil have syn for sagen, kan du downloade hele tallet fra GIMPS-projektets hjemmeside.

Det fylder 22,6 MB i rå tekst og indeholder med garanti din pinkode.

Det nye primtal dukkede op i computeren hos en 51-årig ingeniør ved navn Jonathan Pace fra Germantown i den amerikanske delstat Tennesse.

Det er det første primtal, som Jonathan Pace har fundet, og det udløser en dusør på 3.000 dollars, eller omtrent 18.000 danske kroner, fra GIMPS-projektet.

Den tidligere rekordholder, professor Curtis Cooper fra University of Central Missouri, er lidt ærgerlig over at have mistet sin rekord efter blot halvandet år, skriver The Guardian.

Men der er ingen sure miner, forsikrer han.

Annonce:

»Jeg er virkelig glad på vegne af hele organisationen (GIMPS-projektet, red.) og fyren, der har fundet det. Han har søgt i 14 år, så han har arbejdet lige så hårdt som jeg selv,« siger han til The Guardian.

on