Krokodillen har som bekendt haft masser af år til at udvikle sig – intet mindre end 250 millioner af dem. Alligevel findes der kun 23 krokodillearter.
Man skulle tro, at de havde haft tid til at specialisere sig til forskellige leveområder, føde og klima, og på den måde have formeret sig, men det er altså ikke tilfældet.
Derimod findes der hundredtusinde af forskellige insekter, og de fleste af dem er slet ikke lige så gamle som krokodillerne.
Et nyt studie har undersøgt teorien om, at en dyregruppes succes hænger sammen med, hvor længe gruppen har eksisteret, og kommer med en bastant konklusion:
»Vi fandt intet bevis for, at det stemmer,« siger Michael Alfaro, lektor i økologi og evolutionsbiologi ved University of California, Los Angeles (UCLA) i USA.
1,2 millioner arter viste ingen sammenhæng
Ifølge forskeren bag studiet, som er publiceret i det videnskabelige tidsskrift PLoS Biology, er ideen om en gruppes alder som mål for artsrigdom almindeligt udbredt i biologien. Men det skal der laves om på, mener forskerne.
Michael Alfaro og kolleger har kortlagt 1397 store artsgrupper, som inkluderer både dyr, planter og svampe. Til sammen er 1,2 millioner arter undersøgt, og de har systematiseret dem efter både gruppernes alder, og hvor mange arter, der findes i gruppen.
»Når vi ser livets træ, ser vi at en gruppes alder næsten ikke afslører noget som helst om, hvor mange arter, du kan forvente at finde i gruppen. For de allerfleste var det faktisk helt ubrugelig information,« siger Michael Alfaro i en pressemeddelelse fra UCLA.
En anden idé har været, at nogle grupper er grundlæggende bedre end andre til at splitte sig op sig og skabe nye arter, men heller ikke den teori holder i mødet med forskernes analyse.
»Vi ved, at nogle grupper, som for eksempel blomster og ciclidefisk, har været exceptionelt gode til at producere nye arter i visse perioder af deres historie. Men når vi ser på alle de store grupper, forklarer heller ikke det, de forskelle, vi har i artsmangfoldighed i dag.«
Økologiske nicher forklarer bedre
Den mest sandsynlige forklaring er ideen om økologiske nicher, mener biologerne bag det nye studie.
Kort fortalt betyder det, at en dyregruppe vil sprede sig ud, til den når de grænser, som sættes af leveområderne og konkurrenterne.
Det vil sige, at en stor krokodille i en lille flod, som oveni har brug for en hel bøffel om måneden for at overleve, har mindre chancer for at lave en masse forskellige typer af børn, end en bille, som lever ganske fredeligt i et bortgemt hjørne af skoven.
Ifølge den teori dukker der kun nye arter op, når en art uddør og efterlader et hul i nichen, eller hvis nogen udvikler et komparativt fortrin, som for eksempel mere spidse tænder eller længere vinger, og på den måde overtager nye økologiske nicher.
Så er der igen mulighed for at forandre sig så meget, at nye arter opstår.
Ifølge Michael Alfaro stemmer teorien godt overens med dataene:
»De fleste grupper, vi studerede, har nået deres økologiske grænse, det punkt, hvor de fylder en niche helt ud. Økologiske grænser ser ud til at forklare de variationer, vi ser i datamaterialet.«
© forskning.no Oversættelse: Julie M. Ingemansson
