Når ulven er på rov i skoven, så falder der mere føde af til alle ådselsæderne, viser et svensk studie.
»Der bliver mere mad til ådselsæderne i løbet af foråret i ulveområderne, fordi ulven jager hele året, og det tror vi har stor betydning for forskellige arter. Dette er en kritisk tidsperiode, når mange arter kun har lidt mad,« siger forsker Camilla Wikenros fra Sveriges Lantbruksuniversitet (SLU), der har ledet det nye studie, som indgår i forskningsprogramemt SKANDULV.
Camilla Wikenros siger, at der er mere regelmæssigt adgang til mad for dyr som mår, ræv og fugle i ulveområder. Uden for ulveområderne topper adgangen til mad om efteråret, når jægerne efterlader elgrester, mens der er mindre mad resten af året.
Overvågede ådselædere med skjult kamera
49 kameraer blev sat op ved ulvedræbte elge og 11 ved rester efter menneskedræbt elg. På optagelserne har forskerne set, hvor ofte ådselsæderne er inde over og hvilke dyr, det er, der æder fra kadaverne.
Studiet er baseret på over 15.000 billeder af forskellige ådselsædere såsom ræve, ravne, kongeørnen, mår og skovskader.
Forskerne inddrog et område på 900 kvadratkilometer, som også omfatter dele af Hedmark i Norge.
»Antallet af elge, der bliver dræbt af ulve årligt, er ganske regelbundet. Vi har regnet på, hvor meget mad der findes til ådselsædere uden for ulveområdet,« siger Camilla Wikenros.
Ulvebestanden i Sverige og Norge er fordoblet de sidste ti år, hvilket, Camilla Wikenros og de øvrige forskere bag studiet mener, kan gøre, at vigtige processer i økosystemet bliver genoprettet.
»Rester efter ulvedræbt elg udgør en fjerdedel af den årlige tilgængelige biomasse for ådselsædere. Studiet viser, at ulven ikke øger disse biomasser, men jævner den ud over hele året,« siger Camilla Wikenros.
Hun understreger, at udjævningen forbedrer overlevelsesvilkårene for ådselsæderne.
Vanskeligt at måle ådseldyrebestanden
»Ulvekadavere ude i landskabet vil selvsagt bidrage til en højere biodiversitet, for man får et større madudbud for flere dyr,« siger forsker Barbara Zimmermann fra Høgskolen i Hedmark (HiHm).
»Imidlertid synes jeg, at vi ved alt for lidt om bestandsudviklingen hos ådselsædere. Der findes ikke nogen god oversigt over dette,« tilføjer hun.
Hun begrunder dette med, at der findes jagtstatistik for rødræven, som viser, at skab kan have en stor indvirkning på rævestammen – sandsynligvis meget større end elgkadavere i ulveområder, men at det er svært at sige noget om svingningerne.
»Vi har for lidt data på bestandsudviklingen hos ådselsæderne. For eksempel kan være helt tilfældigt, at jærven er dukket op i skovområderne samtidigt med, at ulven kom tilbage. Det er for tidligt at sige, at jærven igen har etableret sig i skovområderne, fordi ulven sørgede for, at dens madudvalg blev mere stabilt,« siger Barbara Zimmermann.
I dag er der ikke noget overvågningsprogram over bestanden af de mindre mårdyr. Dette mener Barbara Zimmermann kan gøre det vanskeligere at måle, hvilken påvirkning ulvedræbte elge har på bestandssvingningerne.
Imidlertid er der et projekt i gang på HiHm, campus Evenstad, som skal undersøge mårdyrene og bestandssvingingerne hos mårdyr og smågnavere.
Færre rødræv i ulveområder
I 2008 undersøgte Petter Glorvigen ved HiHm i sin masteropgave, hvilken betydning ulvens efterladte kadavere havde for rødræven.
Ud fra feltstudier med 24 elgkadavere, som blev lagt ud som lokkemad både indenfor og udenfor ulveområder, kom han frem til, at biomassen indenfor blev mindre spist af rødræv, end de der lå udenfor ulveområderne, fordi der ganske enkelt var færre rødræve, der hvor ulven færdes.
Petter Glorvigen foreslog, at den øgede årlige madtilførsel ikke kunne kompensere for, at der blev færre rødræve i området med ulve.
Selvom det er svært at sige, hvordan ulven påvirker bestandsdynamikken hos ådselsdyrene, viser det svenske studie, at ådselsæderne bruger kadaverne. Hvilken effekt dette har på ådselsdyrene er Camilla Wikenros klar til at forske videre i.
»Vi har søgt penge til at se nærmere på komplikationsstørrelsen - ligesom med rævebestanden - og om den påvirkes så meget, at den stiger,« siger Camilla Wikenros.
© forskning.no Oversættelse: Julie M. Ingemansson
