Når Thanksgiving-middagen skal indtages over hele USA, skal der unægteligt mange millioner kalkuner til. Men hvordan avler man overhovedet så mange kalkuner? De må da være glade for sex?
Kalkuner har faktisk ikke sex, når de bliver avlet (se faktaboks) - men derfor kan det jo alligevel være interessant nok at finde ud af, om de er glade for sex. Det satte amerikanske forskere sig i hvert fald for at finde ud af i slutningen af 1950'erne.
Martin Schein og Edgar Hale fra Pennsylvania State University satte sig for at undersøge den seksuelle adfærd hos kalkuner. De bemærkede hurtigt, at der ikke skal voldsomt meget til at ophidse en kalkunhane.
Efter at have gjort tilnærmelser ved at pludre lystigt, puste sig op og gå i ring om den udkårne, besteg hankalkuner villigt kunstige hunner - kalkundukker - hvis de fik chancen. Så en puls er i hvert fald ikke et krav.
Et hoved er nok til at pirre en kalkunhane
Med hvad så med halefjer, fødder og vinger? Er det mon det, som kalkuner tænder på? Åbenbart ikke, for en krop med hals og hoved er rigeligt til at pirre hanen.
Faktisk skal der ikke mere til end et hoved på en pind. Når en kalkunhane kan vælge frit mellem en hovedløs kalkunkrop og et hoved uden krop, falder valget altid på hovedet på pinden.
\ Fakta
I USA fejres helligdagen Thanksgiving med indtagelse af kalkun, men de mange millioner kalkuner, der spises ved den lejlighed, er ikke et resultat af sex. Så godt som alle kalkuner kommer til verden gennem kunstig befrugtning. Gennem avlsarbejde er kalkunerne nemlig blevet så store og fede, at de ikke længere er i stand til at dyrke sex med hinanden.
Efter den obligatoriske kurtisering forsøger kalkunhanen at bestige pinden med hovedet, bagfra. Den foretager de rette parringsbevægelser, og forskerne fandt ud af, at den kun skal stimuleres meget overfladisk for at få udløsning.
Haner er mere kræsne - har brug for hele hønsekroppen
Kalkunhaner er altså ikke kræsne, men de er dog mest til kalkunhoveder, der ligner den ægte vare. Friske hoveder fra hunner blev klart foretrukket frem for hoveder fra hanner, gamle, udtørrede hoveder eller hoveder malet på træ.
I 1961 besluttede Martin Schein, Edgar Hale og kollegaen Blair Carbaugh sig for at prøve samme forsøg med høns, nærmere bestemt hvide italienere.
Her var resultatet, at haner har brug for en hønekrop for at blive seksuelt ophidsede. Et hoved er slet ikke nok.
Forskerne regner med, at kalkunhanerne kan nøjes med et hoved, fordi det alligevel er det eneste, de kan få øje på, når de har besteget hunnen. Hos hønsene er det anderledes - her kan hanen se hønens krop, mens de kopulerer.
\ Man skal ikke tro, man skal vide! Og hvordan finder man så ud af det, man ikke ved? Man laver selvfølgelig et forsøg.
Eksperimentet er helt centralt i videnskaben. Det er ikke nok at have en teori, man skal kunne bakke teorien op eksperimentelt - man skal vise, at den stemmer overens med de ting, man observerer i den virkelige verden.
Ind imellem støder man på eksperimenter, som lyder ret langt ude - mærkelige forsøg, hvor man næsten tror, det er løgn.
Dette er den ottende artikel i serien om sådanne opsigtsvækkende eksperimenter. Vi vil både præsentere nye og historiske forsøg, som på en eller anden vis er forunderlige - og ind imellem bare for underlige.
