Regenerativt landbrug: Fremtidens håb eller varm luft?

Karsten Kjærgaard kigger op og smiler. Det er oktober, og efterårssolen giver en smule varme i ansigtet her på Livø.

Han har været landmand hele livet. Sine 75 hektar jord på den lille ø har han dyrket økologisk siden 1991. Og siden 2019 har han eksperimenteret med at dyrke dem økologisk og regenerativt:

»Vi mennesker bør dæleme kunne ernære os af det landskab, vi er en del af, uden at putte pesticider på det. Ellers har vi et problem af dimensioner.«

Karsten Kjærgaard ønsker at være foregangsmand for fremtidens landbrug. For ham hænger det hele sammen. Mennesker, dyr, natur og mark.

Spurgte man ham for et par år siden, var regenerativt landbrug derfor den eneste vej frem. Men efter at have eksperimenteret med en omlægning i et par år, er svaret nu ikke helt så simpelt for ham længere.

»Min far var stensikker på sin tilværelse som 60-årig. Her står jeg og er så meget i tvivl. Jeg har aldrig beskæftiget mig med noget, der har drillet mig så meget fagligt. Og jeg har helt ærligt ikke fundet nøglen uden ploven. Det havde jeg ikke regnet med,« fortæller Karsten Kjærgaard.

I seks år har Karsten dyrket sine marker efter regenerative principper: uden plov, uden kunstgødning, men med respekt for jordens liv.

Resultaterne er blandede. Jordstrukturen er bedre, men udbyttet er også lavere og økonomien skrøbelig. Alligevel håber han, at han er på sporet af fremtidens landbrug.

‘Regenerativt landbrug’ er blevet et modeudtryk. Fra internationale giganter som Carlsberg og Nestlé til danske aktører som DLG lover man at købe 'regenerativt dyrkede' råvarer.

Fortalere mener, at regenerativt landbrug er løsningen på klima- og miljøpåvirkning, at det kan skabe forsyningssikkerhed i et skiftende klima, og at det kan rette op på forbrugeres tillid til landbruget. Det er med andre ord et stort brød, der slås op.

En idé uden grænser – og uden definition

Der findes ingen officiel definition, mærkningsordning eller kontrol for, hvad regenerativt landbrug er.

I en stor, dansk spørgeskemaundersøgelse fra 2024 svarede over halvdelen af aktørerne i fødevaresektoren, at de enten var i tvivl eller ikke ønskede at definere begrebet. Svarene afspejler de modsatrettede interesser, som det regenerative landbrug udgør for fødevaresektoren.

På papiret lyder det nemlig som en gevinst for både klima, biodiversitet og økonomi – men i praksis afhænger alt af, hvordan principperne bruges. Og her kan det være en fordel at kunne vælge, som man har lyst.

Tre spor – én stor forvirring

Midt i definitionskaosset tegner professor Henrik Hauggaard-Nielsen, der forsker i arealanvendelse på Roskilde Universitet, tre retninger indenfor landbrug, der kan betegnes som regenerative:

• et konventionelt spor drevet af virksomheder, der fokuserer på minimal jordbearbejdning, men selv definerer ret frit og blandt andet accepterer pesticider
• et økologisk spor, der insisterer på, at regenerativ dyrkning er pesticidfri
• og et småskala-spor, hvor små jordbrug ser det regenerative som et nybrud for den økologiske bevægelse

Fraværet af fælles standarder gør det svært at vide, hvem der egentlig er regenerative. Og det åbner døren for greenwashing, advarer forskere.

»Man kan kalde næsten alt regenerativt i dag – uden at ændre noget som helst,« siger professor Jørgen E. Olesen fra Institut for Agroøkologi på Aarhus Universitet.

Han skjuler ikke sin irritation:

»Jeg er træt af at være en sur, gammel mand, men der er lavet nogle principper, som man kan vælge frit ud fra, og kigger man frit på de principper, er store dele af det danske landbrug allerede regenerativt.«

Det er da også nemt at dyrke, eller love at købe, et produkt, som ingen har defineret, hvad er.

Forskningen: Varm luft og blandede resultater

Jørgen E. Olesen kalder dele af debatten for »varm luft«. Omkring 20 procent af Danmarks marker dyrkes allerede uden plov, og tallet stiger med 2 procentpoint om året, siger han.

Politiske krav om efterafgrøder betyder, at landmænd i forvejen har planter på markerne året rundt. Husdyrene er også integrerede, mener han, da vi i årtier har hældt gylle på vores marker. Godt nok går dyrene ikke ude, medgiver han, kun hos økologerne.

»Det her regenerativt landbrug, det, tror jeg langt hen ad vejen, kommer til at være noget varm luft. Rigtig mange kan købe ind på det nu og her uden at ændre på noget, de gjorde i forvejen.«

»Til gengæld får store virksomheder muligheden for at sige, at de gør noget nu, at deres produkter er bedre, mere bæredygtige, og det kan de så gøre, uden at det koster dem noget.«

Jørgen E. Olesen nævner, at han på Aarhus Universitet har været med til at udføre en metaanalyse, hvor de fandt, at effekten på klimaet er tvivlsom, og at regenerative metoder faktisk kan øge udledningen af lattergas.

Det betyder, at der ingen klare klimagevinster er i et vådt land som Danmark. Til gengæld styrkes den lokale biodiversitet – men ikke nok til at redde truede arter, påpeger Olesen. Han er desuden skeptisk overfor argumentet om øget resiliens i en klimausikker fremtid:

»Jeg er ret overbevist om, at hvis man går til andre lande, hvor der er mere tørt, vil man kunne se en effekt i forhold til stabilitet. Men det er ikke vores situation i våde Danmark. Jeg tror derfor, at vi i Danmark kopierer nogle erfaringer, som man har gjort i et mere tørt og varmt klima.«

Professor Tommy Dalgaard, også fra Institut for Agroøkologi på Aarhus Universitet, er enig i mange af Jørgen E. Olesens pointer. Han tilføjer, at arealanvendelsen i landbruget ikke lader sig ændre så let af strukturelle grunde:

»80 procent af dem, som sidder og kloger sig i byerne, de grønne organisationer, ser landbruget, som det var engang. Høns til æg. Og så videre. Men i dag laver man meget mere specialiserede ting. Mælk er ikke bare mælk, kød er ikke bare kød, grøntsager er ikke bare grøntsager. Det er ingredienser, værdikæder, services.«

Dalgaard pointerer, at man ved at argumentere for at omlægge Danmarks arealer tænker løsrevet og ikke forstår værdikæderne og den høje specialisering, som det danske landbrug er et udtryk for.

»Landskabet ligner det landskab, som vi kender fra historien, men hvad der sker indenfor i stalden, og hvorfor vi anvender arealerne, som vi gør, det skyldes Arla og andre store virksomheder, der har ændret sig radikalt gennem årene.«

Virksomhedernes drøm

Nogle af de største fødevarevirksomheder er begejstrede for regenerativt landbrug.

De ser det som en mulighed for at styrke deres bæredygtighedsarbejde. Mange af dem skal grundet ny EU-lovgivning snart dokumentere deres arbejde med at beskytte biodiversiteten.

Samtidig udledes op til 70 procent af alle CO₂-udledninger fra fødevarer direkte hos landmænd.

Det er derfor umuligt for virksomhederne at ændre deres klimaaftryk uden at bede deres leverandører om at ændre den måde, der dyrkes på. Det giver virksomhederne en naturlig interesse i at prøve nye veje af.

To landmænd – to virkeligheder

For landmænd som Niels Hedermann i Brønderslev er det både en mulighed og en udfordring.

»Regenerativt - det lyder jo pissegodt, men der er ingen regler for, hvad man skal gøre. Det koster mig ikke noget, men der er heller ikke penge i det,« siger han.

Niels Hedermann dyrker 2.000 hektar græs, majs og korn – alt sammen pløjefrit. Han leverer 20 millioner kilo mælk om året og op mod 500 ton oksekød. For ham handler det om at gøre driften større og mere effektiv, ikke nødvendigvis grønnere.

Niels er hele tiden i gang med at optimere sin drift. Hans drøm er at blive førende indenfor dansk kødkvægsproduktion.

Mens Niels Hedermann ser det regenerative som et eksperiment i optimering, ser Karsten Kjærgaard det som en livsfilosofi.

På Livø forsøger han at skabe et selvforsynende kredsløb, hvor mennesker, dyr og planter hænger sammen. Men han indrømmer, at det er svært:

»Jeg spekulerer nogle gange på, om jeg ville være gået i gang, hvis jeg havde vidst, hvor store udfordringer, jeg ville få.«

Forskellen mellem de to viser, hvor bredt begrebet spænder: fra systemforandring til optimeringsværktøj.

Karsten Kjærgaards tilgang til naturen er at se den som medspiller i stedet for modstander. Det handler ikke bare om at dyrke mad, men om at genoprette det levende fundament, som alt landbrug bygger på: jorden.

Fremtiden kræver beviser

Hvis regenerativt landbrug skal være mere end et buzzword, kræver det dokumentation – og strukturelle rammer, der gør omlægning attraktivt for landmændene.

Det mener landbrugets brancheorganisation, Landbrug & Fødevarer, der efterlyser en forskningsbaseret omstilling med kompensation til landmænd, der tager risikoen.

Indtil videre er data begrænset. Selvom der er enighed om, at jordsundhed forbedres ved mindre jordbearbejdning, så er der ingen tegn på, at regenerative metoder bidrager til at mindske landbrugets klimaaftryk, og der er stor usikkerhed om, hvorvidt landmænd kan opnå samme økonomi, hvis de går 'all-in' på de regenerative praksisser.

Der er altså behov for mere forskning og data om konsekvenserne af at implementere regenerativt landbrug under danske forhold. Og den kan være på vej - både Aarhus Universitet, Københavns Universitet og SEGES har fået øjnene op for dyrkningsformens popularitet og arbejder nu på at finde svar på flere af de ubesvarede spørgsmål.

Indtil videre vil regenerativt landbrug for mange landmænd mere være et spændende løfte end en konkret løsning. Det kan dog ændre sig, hvis efterspørgslen fra store fødevarevirksomheder bliver ved med at stige, hvis det bliver økonomisk rentabelt at tage risikoen ved en omstilling, og hvis dansk forskning dokumenterer flere gevinster under danske forhold.

I Brønderslev er der god tid. Her tages omstillinger og forandringer i et tempo, der giver økonomisk og praktisk mening. Og om det kaldes regenerativt eller ej er mindre vigtigt.

»Mælk smager jo af mælk. Det er det samme, som du puttede på dine cornflakes for 10 år siden. Det handler om historien, og det er dér, jeg hele tiden prøver at forny mig selv,« siger Niels Hedermann.

Niels drømmer om, at Danmark kan blive selvforsynende med oksekød. Ifølge Niels Hedermann ender samtalen ofte med kun at handle om vådområder og klima.

»Har du set Yellowstone?« spørger Niels.

»Jeg ser mig lidt som den store ranchejer John Dutton. Folk fra byen skal ikke komme og belære ham, der går med jorden hver dag, om hvordan den skal bruges,« fortæller Niels Hedermann.

Denne artikel er den anden af tre artikler om landbrug i serien 'Kampen om Danmarks areal'. Den næste artikel kommer til at handle om økologi. Følg med her, og læs mere om Danmarks landbrug.