Hornfisk og andre fede stimefisk.
Det er fødevalget hos den blåfinnede tun (Thunnus thynnus) i de skandinaviske farvande, skriver Fiskepleje.dk på baggrund af en ny undersøgelse publiceret i tidsskriftet Fisheries Research.
Det er efter næsten seks årtiers fravær, at den atlantiske blåfinnede tun er vendt retur til farvandene mellem Danmark, Sverige og Norge, efter at bestanden kollapsede grundet overfiskeri tilbage i 1960’erme.
I den nye undersøgelse lavet af Sveriges Landbrugsuniversitet og danske DTU Aqua har det internationale forskerhold analyseret maveindholdet hos 44 kæmpe blåfinnede tun fanget mellem 2020 og 2022.
Her fandt de en varieret kost bestående af lokalt udbredte byttedyr i Skagerrak–Kattegat–Øresund-området, hvor hornfisk dog dominerede i kosten.
»Denne art (hornfisk, red.) er hverken kommercielt udnyttet eller forvaltet i regionen, men den ser ud til at være en afgørende fødekilde for de tilbagevendende tun,« siger studiets hovedforfatter Gustav Hellström fra Sveriges Landbrugsuniversitet i artiklen.
Faktisk udgjorde hornfisk 37 procent af maveindholdet på de kæmpe blåfinnede tunfisk.
Som et af havets rovdyr, der kan spise mellem tre og seks procent af sin kropsvægt dagligt, anslår forskerne, at en enkelt blåfinnet tun på 278 kg kan indtage mellem 750 og 1.500 kg bytte i løbet af et typisk 90-dages ophold i området.
Og foruden hornfisk står tunfiskens diæt også på blandt andet blæksprutter, sild og makrel.
Men kostens sammensætning varierer mellem regioner, hvilket tyder på, at tunfiskene tilpasser deres fødevalg efter lokale forhold.




































