Store dyr som næsehorn og elefanter kan have været afgørende for dansk skov

De eneste store dyr, vi ser på en tur gennem Danmark i dag, er mest køer og heste på græs, men sådan har det ikke altid været.

Store dyr kan faktisk muligvis have spillet en nøglerolle i at forme Europas skove i fortiden og har måske gjort, at vores del af verden var langt mindre tæt bevokset, end man kunne tro, før vi mennesker begyndte at ændre på den.

I hvert fald indikerer et nyt studie fra Aarhus Universitet, at europæisk skov var meget forskelligartet i sidste mellemistid. Ifølge studiet var der i nogler perioder og områder over 50 procent åben skov, og skoven var afhængig af forstyrrelser fra store dyr som næsehorn og elefanter.

Forskning som det her er vigtig for diskussionen om, hvordan vi skal genoprette Danmarks biodiversitet, og om vi skal satse på tæt skov eller introducere store dyr i naturen.

Men det er ikke nemt at afgøre, og forskere diskuterer ivrigt, hvordan Danmarks natur oprindeligt så ud. Det nye studies konklusioner kan også diskuteres, mener nogle.

»Ret vilde resultater«

Den sidste mellemistid lå for mellem 129.000 og 116.000 år siden, og selvom det lyder langt fra det Europa, vi kender nu, er der gode grunde til, at forskerne fokuserer på dén periode, , når de skal vurdere, hvilken natur der er bedst for biodiversiteten.

• Dels ved man fra rapporter fra FN's klimapanel (IPCC), at klimaet dengang i store træk mindede meget om det, vi har nu.
• Det var også i en tid, hvor vi mennesker, Homo sapiens, ikke havde ændret landskabet, og hvor naturen stadig bød på en stor artsrigdom, herunder store arter som urokser, vilde heste, europæiske skovelefanter og steppe-næsehorn.

Men hvordan så naturen mere præcist ud? Det er det, forskerne har undersøgt i det nye studie, hvor de har indsamlet og analyseret pollenrester fra 96 steder i Europa, for at finde ud af hvilke plantearter der dominerede dengang.

»I klassisk skovøkologi har man tænkt, at skovområder dengang var dækket af tæt bevoksning. Men vi ser i nogle perioder og områder kun tegn på 20-25 procents bevoksning med skyggetræer, hvor resten er meget forskellig! Det er ret vilde resultater,« siger Jens-Christian Svenning, professor i økologi på Aarhus Universitet, leder for Dansk Grundforskningscenter ECONOVO og medforfatter til den videnskabelige artikel.

Store arter har måske givet skovene kraftige skub

At skov bliver åben og forskelligartet kræver typisk, at den ofte bliver forstyrret, så den ikke kan blive tæt. Spørgsmålet er så, hvad der kan ligge bag:

• Én mulighed for forstyrrelse er brand, men man har ikke fundet mange tegn på, at ild skulle have spillet så stor en rolle dengang.
• En anden mulighed er, at de store dyr sætter præg på skoven.

»At skoven ser sådan ud, kræver ret heftig forstyrrelse, ikke bare en gang imellem, men gennem tusindvis af år, så de store arter kan have været afgørende for den udvikling,« påpeger Jens-Christian Svenning.

Når forskere har prøvet at kigge på, hvordan fortidens natur så ud, bliver den ofte delt op i enten skov eller lysåbent terræn.

Men forskerne introducerer en tredje kategori, ‘åben skov’, der består af arter, som, vi ved, trives i mindre tæt bevoksning i dag, for eksempel eg og hassel.

»Den traditionelle opdeling af landskabet i enten skov eller åbent land er meget sort/hvidt, og derfor er det spændende med tre kategorier, selvom det jo stadig er en lidt kunstig opdeling af en skala fra helt åben natur til mørk og sluttet skov,« forklarer Jacob Heilmann-Clausen, lektor i biodiversitet og naturforvaltning på Københavns Universitet, der har læst studiet igennem for Videnskab.dk:

»Det her studie understreger virkelig vigtigheden af den ‘åbne skov’-kategori, som understøtter en række planter, der ikke kan klare sig i lukket skov.«

Pollen giver ikke et 1-til-1 billede af fortiden

Pollen-analyserne har selvfølgelig deres begrænsninger, blandt andet fordi nogle plantearter afgiver mere pollen end andre, og nogle arters pollen spreder sig meget længere væk end andres.

Dét kan få det til at se ud, som om der var flere af nogle arter, end der var. Forskerne har prøvet at tage det i betragtning i deres resultater, men billedet er selvfølgelig ikke helt nøjagtigt.

»Studiet mangler at nævne, at metoden kan være fejlbarlig, for eksempel ved at overvurdere mængden af græsarealer og dermed åbenheden i landskabet,« siger Bent Vad Odgaard, professor i palæoøkologi på Aarhus Universitet, der på grund af det og andre grunde ikke er enig i studiets konklusioner.

Metoden er dog brugt som standard i feltet, og der er ifølge Jacob Heilmann-Clausen ikke noget nyt i, at metoder som den har stor usikkerhed. Og selvom den ikke giver et perfekt billede, vurderer forskerne bag studiet stadig, at den er et værdifuldt redskab i afklaringen af fortidens natur.

»Ingen metode kan være helt nøjagtig, men den pollen-baserede metode, kaldet REVEALS, er bredt accepteret som det tætteste, vi kan komme på at tegne et billede af plantelivet dengang,« påpeger Elena Pearce, postdoc på Institut for Biologi på Aarhus Universitet og hovedforfatter til den videnskabelige artikel.

Studiet har mest hentet pollen fra søer og moseområder, men har også inkluderet to områder ved havet og nogle ved flodaflejringer, hvilket også kunne påvirke resultaterne.

»Områder ved flod og hav er oftest let-bevoksede, og floderne tiltrækker endda store dyr, så det bør ikke undre nogen at finde åbne arealer dér. Det kan også skævvride resultaterne at inkludere disse områder, da de alle ligger mod vest, regioner tæt på Atlanten kan ende med at se mere åbne ud, end de var,« påpeger Bent Vad Odgaard.

Men det drejer sig dog kun om fire ud af næsten hundrede undersøgte områder, så forskerne bag vurderer ikke, at det kan påvirke resultaterne synderligt.

»Desuden er det faktisk også interessant at se på ådale og kystnære områder, fordi de i nutiden vokser til i tæt skov og krat, medmindre dyr græsser på dem eller man holder dem åbne,« siger Jens-Christian Svenning.

Muligheden for, at brande har holdt skoven åben, kan heller ikke helt afskrives ifølge Bent Vad Odgaard, der påpeger, at der ikke findes mange undersøgelser af brandes indflydelse i den periode.

Der findes dog nogle få, for eksempel ét, der har sammenlignet forekomster af forkullet materiale i sidste mellemistid og efter sidste istid og vurderet, at brande var mindre almindelige før den sidste istid.

»Ud fra den bedste viden, vi har om dem, lader brande altså ikke til at have været udbredte i den tid, vi har undersøgt. Men der har til gengæld været store dyr overalt,« påpeger Elena Pearce.

Som man kan se, er der stor debat om, hvordan uberørt dansk skov egentlig ser ud - en diskussion, som blandt andre Bent Vad Odgaard og Jens-Christian Svenning har deltaget i i tidligere artikler på Videnskab.dk: Biologer afviser kritik: Derfor er rewilding en vigtig del af naturgenopretning og Forskere: Den danske urskov var tæt og ikke synderligt påvirket af elge og urokser

Skov er ikke bare skov

Forskerne bag studiet håber på, at deres forskning kan give os en bedre forståelse for, hvordan vi skal passe på vores natur i dag.

Og naturen for 116.000 år siden ligner på nogle måder den, vi har nu, for selvom vi ikke ligefrem boltrer os i skovelefant og urokse nu, fandtes mange af andre arter, som vi kender så godt i dag, allerede dengang.

»De fleste af vores insekt- og plantearter eksisterede længe inden den sidste mellemistid, for eksempel egetræer, der netop ikke kan leve i tæt skov,« påpeger Jens-Christian Svenning.

Så i stedet for kun at tænke på en biodivers skov som et tæt og lukket naturområde, kan vi måske også forestille os det mere åbent, nogle gange nærmest som en skandinavisk savanne.

»Vi skal jo bruge mere biodiversitet, både for vores skyld og for naturens, og det her studie understreger, at biodiversitet udviklede sig i diverse landskaber,« siger Elena Pearce:

»Når vi fra nu af hører om planer om at plante træer, fra for eksempel firmaer eller politikere, skal vi huske på, at skov er mere end bare træplantning.«