I en undersøgelse af ræve fra Sønderjylland, viste det sig, at 6 ud af 31 ræve havde dværgbændelormen, Echinococcus multilocularis, der kan smitte mennesker og bosætte sig i leveren. Undersøgelsen blev foretaget af DTU Veterinærinstituttet.
Rævene blev fundet omkring Højer i Sønderjylland, og den ene af dem havde intet mindre end 1527 bændelorm, hvilket er et enormt antal i forhold til tidligere tilfælde, hvor man tidligere har registreret mellem 2 og 27 bændelorm i de enkelte ræve.
»Det nye fund med hele 1527 orm i en ræv understreger, at dværgbændelormen har etableret sig i området, og at der er risiko for spredning til resten at landet,” siger seniorforsker Heidi L. Enemark fra Sektion for Bakteriologi, Patologi og Parasitologi ved DTU Veterinærinstituttet, i en pressemeddelelse.
Kan give kræftlignende symptomer hos mennesker
Bændelormen kan smitte mennesker, hvor den bor i leveren, og medfører den kræftlignende forandringer, der er svære at behandle, skriver DTU i en pressemeddelelse.
Smitten kommer igennem afføring, og selvom man måske ikke er i nærkontakt med ræve, bør man alligevel passe på, advarer Heidi L. Enemark:

»Netop nu skal man være særligt opmærksom på jordbærerne. Vask dem grundigt inden de spises eller kog dem til syltetøj, især hvis hunde eller ræve har adgang til jordbærbedet. Husk også at vaske hænder f.eks. når du har lavet havearbejde eller har håndteret dyr, for parasit-æg kan også sidde i pelsen, hvis din hund har rullet sig i afføring fra smittede dyr.«
Hunde smittes også – men ikke katte
Larvestadiet af ormen findes i små gnavere, og det er af den vej, eller gennem afføring, at ræve og andre rovdyr bliver smittede. Hunde er derfor også i farezonen, men kattene slipper nemmere.
Katten er nemlig, i modsætning til andre rovdyr, en dårlig vært for ormen, og DTU Veterinærinstituttet mener derfor ikke, at den udgør en væsentlig risiko for at smitte mennesker.
Vi er på Videnskab.dk i gang med at indhente flere oplysninger om ormen.

































