Parring og reproduktion er den vigtigste bestanddel af livets bibeholdelse og for det fænomen vi kalder for evolution. Hvis reproduktion og organismers altoverskyggende reproduktionslyst ikke fandt sted, ville der overhovedet ikke være liv og alt ville stadig være uorganiske molekyler i ursuppen.
Dette kan ses i naturen og man skal ikke kigge langt væk for at se hvor vigtigt det er. Vi kan bare se på os selv: Sex er en stor del af vores adfærd og mange ting og udfoldelser vi gør til daglig, har den essentielle drivkraft, at vores krop vil reproducere sig selv.
Det særlige er at vi gør mange af disse ting uden nødvendigvis at ville reproducere os selv, da vores essentielle adfærd nu er præget af dette.
Dette opstod allerede i vores nære evolutionære slægtninge: Dværgchimpanser dyrker sex som en konfliktløsning, adspredelse og for at danne nære bånd i flokken (især i fangenskab, hvor mad altid er tilgængeligt og derfor på sin vis minder om vores samfund).
Det særlige er dog, at reproduktionslyst er en stor del af vores adfærd og mentale virke og megen opførsel kan tilskrives seksuel drivkraft, hvad enten den effektivt er det eller ej længere i sin nuværende form.
Klonerne klarer parringen
Tænk hvis man næsten overhovedet ikke skulle bekymre sig om at reproducere sig? Marine børsteorme har på en måde gjort dette, som i visse tilfælde minder om liberal udlicitering: Børsteorme udviser en form for adfærd, der hedder ‘epitoki’. Det kommer til udtryk på forskellig måde, men er altid forbundet med seksuel reproduktion.
Visse børsteorme knopskyder kloner fra sig, som ser markant anderledes ud end den originale orm. I modsætning til den bundlevende orm, er klonerne tilpasset at svømme op i vandmasserne til vandoverfladen for samtidigt at parre sig.
De har ikke nogen evne til at indtage føde, men er fyldt til randen med æg eller sæd og har store øjne og føleorganer. De finder hinanden, parrer sig, og vil derefter forgå.
Palolo-ormen og Autolytus Prolifer
Palolo-ormen er en af disse former, som laver epitoker, der tager sig af parringen, imens ormen selv fortsætter ufortrødent på havbunden. Faktisk blev epitoken beskrevet som en selvstændig art i sin tid, før man fandt ud af, at epitoken og palolo-ormen er en og samme art.
En anden form, Autolytus Prolifer, lever på små, fasthæftede hydroider. Når de skal parre sig, udvikles en kæde af segmenter, som en fortsættelse af bagkroppen. Med jævne intervaller dannes et hoved i den ene ende og de bagerste fragmenter frigives som en epitok der svømmer op til overfladen.
Den hanlige epitok har lange følehorn (palper), som den bruger til at stryge hunnen med, mens den svømmer rundt og rundt om hende. Hunnen får derved fertiliseret sine æg og ruger på dem i plankton-masserne et par dage, før de små svømmefærdige larver sendes ud i vandmasserne og epitoken forgår.
For nogle orme er sex det sidste de gør
Nereis Virens ændrer markant form, når den skal reproducere sig selv, hvilket også er forbundet med at den dør efter gydning. Den bliver til en svømmende form, der bevæger sig op imod månelyset og gyder i vandoverfladen.
Timingen af dette via månecykler er, som de fleste børsteorme, så præcis, at det er noteret i officielle kalendere i nogle tropiske østater.
For eksempel kommer Odontosyllis Enopla op til overfladen for sin kortvarige parring 57 +- 1 minutter efter atronomisk solnedgang, i relation til een bestemt månefase.
Er Jørgen Leth en literær epitok?
Jeg læste som specialestuderende i sin tid om børsteormene og deres parring og fascineredes over denne formeringsmåde. For mennesket er det som sagt en ting der fylder vores verden, men tænk hvis vi også kunne udlicitere vores reproduktion og hele parringsseancen til kloner, der gjorde arbejdet for os?
Formentlig ville vi være primært individer der fokuserede på fødeindtagelse og ikke så meget andet. Spørgsmålet er, om mange af de andre ting vi gør, ville have udvikledes: Kunst, kreativitet og videnskab er måske afledt af en nysgerrighed og en sans for æstetik, der formentlig har rod i en begejstring af og med sociale relationer, og helt sikkert sex.
For eksempel dans er en slags kønslig opvisning i mange etniske samfund og er det nok til dels også på mange vestlige diskoteker. En del forskere har fokuseret på vores reproduktionsdrift som en drivkraft for vores kreative evner og altruistiske adfærd og det har fået Tor Nørretranders til at skrive en hel bog om emnet (‘Det Generøse Menneske’).
Jeg har fortalt mange om denne historie: Erik Skyum Nielsen sagde med det samme, at det var lige det eksempel han skulle bruge til en anmeldelse af Jørgen Leths digte. Hvorvidt nogle mennesker er æstetiske epitoker, vil jeg lade det humanistiske segment vurdere. Om ikke andet er det en fascinerende tanke at evolution kan fremskynde en sådan kompleks parringscyklus, der fra vores synspunkt på sin vis lyder ret så kedelig.
Denne artikel er oprindeligt publiceret som et blogindlæg.
