Det var nat i Hadar i Etiopien, men alle forskerne i udgravningens lejr var oppe. Begejstrede over dagens utrolige fund sad de alle bøjede over de flere millioner år gamle knogler fra en enestående menneskeabe. En båndoptager spillede igen og igen Beatles-sangen »Lucy in the Sky with Diamonds« og nogen gav det enestående fossil kælenavnet »Lucy«, og det navn har hængt ved lige siden (hendes videnskabelige navn er Australopithecus afarensis).

Lucy er et af historiens vigtigste palæontologiske fund, der åbnede for en ny forståelse af hvem, vi mennesker er som art.

»Hun er menneskeaben, der rejste sig op på to ben og rystede vores stamtræ,« siger den amerikanske antropolog Donald Johanson, som fandt hende i 1974. Hun er en afgørende brik i det puslespil, der hedder menneskets historie ­- en historie, som går flere millioner år tilbage i tiden.

Skabt til et liv i træerne

Mennesket er lidt af et paradoks. På den ene side adskiller vi os fra alle andre dyr med vores sprog, kunst og utrolige teknologiske bedrifter samt tusindvis af forskellige kulturer. Men på den anden side har vi stort set samme kropsbygning, biologi og arvemateriale som andre dyr og er udviklet fra dyriske forfædre.

Vi tilhører gruppen af aber og halvaber kaldet primater, som bla. udmærker sig ved en relativt stor hjerne i forhold til kropsstørrelse, fem fingre med negle i stedet for kløer og meget lange livscykler med få afkom, der modnes sent og dør i en høj alder.

Primaternes historie går ca. 60 millioner år tilbage i tiden, men vores egen gren ­- de store menneskeaber - opstod for omkring 20 millioner år siden i frodige afrikanske regnskove. De havde arme som vores med fri rotation i skulderleddet og var perfekt skabt til livet i træerne, hvilket gjorde de nye aber meget succesfulde.

Størstedelen af menneskeabernes udvikling foregik i Afrika og Europa, men for otte-ni millioner år siden ændrede klimaet sig, og de vidtstrakte skove skrumpede ind og blev erstattet af store sletter. Vores forfader blev isoleret i Afrikas skove, og her skiltes gorillaens og menneskets udviklingslinjer sig fra hinanden. For omkring fem millioner år siden deltes vores vej sig så også fra chimpansens. Det er her, Lucy kommer ind i billedet.

Fossilet er en tidsmaskine

Der findes utroligt få fossiler af de tidligste forfædre på vores linje (og ingen af chimpansens for den sags skyld), så da Donald Johanson en bagende varm 24. november 1974 sammen med studerende Tom Gray fandt Lucy, stod de pludselig med en tidsmaskine tilbage i tiden til helt ukendte forfædre. Den 3,2 millioner år gamle Lucy var så komplet og velbevaret, at man næsten kunne se hende foran sig, som hun har stået dér godt en meter høj og en kampvægt på knap 30 kg.

Dengang var de golde stenede bakker et frodigt træklædt landskab, hvor vilde grise, anteloper og aber levede. Det der fangede forskernes opmærksomhed var Lucys bækken, lårben og skinneben, der mindede så meget om moderne menneskers, at hun tydeligvis kunne gå oprejst.

Den oprejste gang er et af de få virkelig tydelige træk, der adskiller os fra de andre menneskeaber. Oprejst gang er meget mere krævende, end man lige skulle tro, og afspejles i hele kropsbygningen lige fra parallelle tæer over et bækken med plads til kraftige baldemuskler til et kranium, som balancerer ovenpå rygsøjlen.

Ud over at indikere, at vi var kommet ned fra træerne, åbner den oprejste gang også for en helt ny måde at bruge hænderne, nemlig redskaber som for eksempel jagt med våben i hænderne.

Der gik ikke længe, før nyheden om den oprejste Lucy som en direkte forfader til mennesket gik verden rundt.
 

Fodspor afslører oprejst gang

Fundet af Lucy katalyserede naturligt nok mange ekspeditioner til Østafrika, som resulterede i en række nye flotte fund. Det gælder blandt andet de berømte Laetoli fodspor sat af tre individer i regnvåd aske fra vulkanen Sadiman. Udbruddet skete for 3,5 millioner år siden og fodsporene viser, at nogen ­- formentlig Lucys artsfæller - har gået oprejst som os.

Andre fund har ført de første oprejst gående abemennesker endnu længere tilbage i tiden. Emnet er meget omdiskuteret (alle vil gerne finde den første), men i øjeblikket er det henholdsvist et lårben fra den ca. seks mio. år gamle Årtusindemand (Orrorin tugenensis) fra Kenya og et helt op mod syv millioner år gammelt kranium, Toumaï (Sahelanthropus tchadensis), fra Djurabørkenen i Tchad.

Uanset hvem, der er vores ældste forfader efter splittet med chimpansen, så viser fundene, at evnen til at gå oprejst ikke kan have været så revolutionerende som hidtil antaget. Det kan i hvert fald ikke være det, som ene og alene katalyserede mennesket.

I 2006 offentliggjordes et andet sensationelt fund af et næsten komplet tre millioner år gammelt barneskelet blot fire km fra Lucy - »Lucy's baby«. Barnets fingre, arme og skulderblad viser, at A. afarensis var meget dygtige klatrere, lidt ligesom gorillaer i dag, og forskerne mener, at Lucy har tilbragt det meste af tiden i træerne og blot bevæget sig ned på jorden ind i mellem.

Men hvis ikke den oprejste gang skabte mennesket, hvad gjorde så? Det er stadig et af de største mysterier i vores forhistorie.

Dyrekød gav os store hjerner

Det står klart, at de første på menneskets slægt, Homo, meldte deres ankomst for omkring 2,5 millioner år siden, samtidig med, at de første simple stenredskaber så dagens lys. De ældste fossiler som Homo habilis havde ikke specielt store hjerner, men for ca. to millioner år siden dukker et nyt menneske op på scenen, Homo erectus.

Fra det mest komplette skelet, Turkana-drengen i Kenya, ved man, at denne art var høj, slank og at den havde en hjerne, som var på størrelse med vores. Hvis man havde mødt et sådant væsen i dag, ville man helt sikkert tænke menneske og ikke abe - modsat Lucy, der formentlig havde pels og en hjerne på størrelse med en chimpanses.

Homo erectus var en meget succesfuld sidegren, som ikke førte direkte frem til os. Men de var dygtige jægere, lavede avancerede redskaber og var de første til at kolonisere verden udenfor Afrika og nåede helt til Asien for mindst 1,7 mio. år siden. Mange forskere peger på, at jagten og adgangen til rigt dyrekød, marv og fedt var en nødvendighed for udvikling af Homo-slægtens store hjerne.

Tilbage i Afrika fortsatte udviklingen, og mange nye arter af Homo-slægten opstod. Det gælder blandt andet Homo heidelbergensis, som både neanderthalerne og vi, Homo sapiens, stammer fra. Længe levede vores forfædre side om side med mange andre menneskearter indtil én, nemlig vores egen art homo sapiens, udviklede den mest komplekse kultur, verden endnu havde set, og dermed udkonkurrerede alle de andre arter og kulturer.