Hvis du holder øje med vejkanten i disse dage, kan du se planten engelskgræs stå i blomst. De smukke lyslilla blomster ses kun helt ude i rabatten – ikke i grøften eller inde på marken – og de har bredt sig meget de seneste år.
Det er selvfølgelig et lidt besynderligt udbredelsesmønster at vokse i smalle striber langs veje, men det hænger sammen med, at engelskgræs egentlig er en strandplante. Den er tilpasset barske betingelser med vindsus, salt og dårlig jord, som de fleste andre planter ikke kan klare. Det er grunden til, at den trives fint i gruset i rabatten langs de mest saltede veje.
Arten engelskgræs Armeria maritima findes også i en underart, der kaldes vej-engelskgræs – i modsætning til strand-engelskgræs – men det er altså strand-engelskgræsset, man oftest finder langs vejen. Engelskgræs er for øvrigt noget af det bedste til at flette blomsterkranse af, men pas på bilerne, når du plukker.































